-
PERCUSSIONISTEN
JUAN PINO ER TILBAGE I SIT FØRSTE FÆDRELAND
Lige ankommet til det sydamerikanske land Ecuador for et par
dage siden har vi hørt de værst tænkelige rygter om hovedstaden Quitos
latinerkvarter i gaderne omkring Avenida Río Amazonas. Det er der hvor nattelivet
foregår, der hvor turisterne overfaldes og bestjæles, der hvor alkoholen flyder
– og der hvor vi skal høre en koncert med Juan Pino y Quemando Palabras. På ”La Estación”, midt på en gade som ikke
engang taxachaufføren kunne finde. Der hvor Juan har sat mig stævne for et
interview klokken 20, en time før koncerten.
Juan Pino synger på spansk. Men bor i Vanløse og er mest
kendt som percussionist i folktronicabandet Valravn. En fælles ven fortalte
mig, at han ville befinde sig i Ecuador samtidig med mig, og så var den sag
afgjort. Vi skulle høre hans nyeste projekt Quemando Palabras, dér hvor det efter
min formodning mere end noget andet sted hører hjemme. Men jeg kan jo tage
fejl.
Juan Pino i front - og med Victor Jara på t-shirten
DET STÅR ALDRIG STILLE
Juans far Juan Bruno Pino var ecuadorianer, og projektet
Quemando Palabras tager udgangspunkt i hans digte. Da faderen døde i 2004,
satte Juan sig ned med digtene, greb en guitar og sang. Hvad der for Juan
startede som en personlig bearbejdning af faderens død i udviklede sig siden
til et projekt, hvori også medvirkede den færøske sangerinde fra Valravn Anna
Katrin Egilstrød, Juans fætter rapperen Iván Pino, den chilenske percussionist
Alex Opazo, den schweiziske bassist Tiziano Tomasetti samt den danske
saxofonist Søren Pendrup. Men som Juan siger ”det bevæger sig, det står aldrig
stille…”, så i aften har vi endnu en fætter José Pino med på guitar,
colombianske Margarita Posada på kor og Paolo Jativa på den traditionelle
sydamerikanske fløjte quena. Og vi må undvære Søren Pendrup og Anna Katrin.
Også musikken, selve projektet udvikler sig. ”Vi får nyt at høre i aften”,
tilføjer Juan. ”Men hvad der har været, findes stadig”.
Quemando Palabras
Juan Pino blev født i Quito, Ecuador i 1980 af en schweizisk
mor, som tog ham med til Schweiz som 3-årig. Først som 19-årig fik han igen
kontakt med sin ecuadorianske far og måtte lære sproget på ny. Han har hele sit
liv været vant til ikke at føle sig helt hjemme nogen steder, og det fortsatte,
da han for omkring 10 år siden flyttede til Danmark for at starte på en
teaterskole. Det blev dog først og fremmest musikken, der blev hans liv i
Danmark, først med gruppen Virelai, der spiller musik á la middelalder på så godt
som originale instrumenter: Drejelire, skalmeje, fløjter, jødeharpe, mandola,
darbouka, rammetrommer, hammerdulcimer og den store tromme davul. De udviklede
sig med tiden til Valravn, som ud over de gamle instrumenter benytter sig af
electronica og giver de gamle middelalderballader et helt nyt liv. Siden er han
også kommet med i bandet Suna, som han betegner som en slags post-folk.
Allerede før faderens død følte Juan trang til at synge. ”Min
fars digte gav mig den helt rigtige anledning til at gøre det, og det føltes
helt naturligt og kom let til mig. Det at digtene ikke før var blevet sat i
musik, fik dem til at virke friske og fyldt med potentiale, selvom de er mere
end 30 år gamle ”. Juan havde ikke selv skrevet sange før, men kunne et par
akkorder på en guitar, og det var nok til at komme i gang. Efterhånden føler
han sig begrænset af guitaren og er begyndt at arbejde med rytme og lyde igen;
han har tilmed kastet sig over marimbaen, et instrument som også historisk
hører hjemme i Ecuador, hos den afrikanske del af befolkningen i den nordlige
del af landet samt hos bl.a. Tsachila og Awá-stammen. Så musikken, projektet
udvikler sig. Juan skriver nu også selv tekster samt tilføjer electronica til
de nye numre, men faderens digte ligger stadig bagved som hovedinspirationen.
På stemningsfulde La Estación i Quitos latinerkvarter
BRÆNDENDE ORD
Ord kan brænde. Ord kan forandre verden. Juan Bruno Pino var
en af foregangsmændene i den latinamerikanske gadeteaterbevægelse, som mente,
at kunst var lige så vigtigt for folket som brød – at kunstneren så at sige var
folkets bager. I 70´ernes Sydamerika var kunst politik. Juan Pino blev overrasket
over, hvor aktuelle faderens tekster var, uden at han dog har den samme
politiske mission som faderen. ”I dag er verden mere global, det handler ikke
om at tage magten men mere om det rent humane, at vi alle har en plads i
verden.”
Noget af, det Bruno Pino ville med sine digte, var at hele
det dybe sår i Abya Yala, den glemte moder Amerika. ”Mamá América” er da også
titlen på Juan Pino y Quemando Palabras´ første CD, som udkom i 2010. ”Te siento todos los días, a cada hora, pero
a veces te quedo mal, te traiciono, dejo de amarte”, skrev Bruno Pino. ”Jeg
føler dig hver dag, hver time, men nogle gange behandler jeg dig dårligt,
svigter dig, undlader at elske dig.” Dobbeltheden i at elske sit land, sit
kontinent og sine rødder, at ville dø for det og så opdage, at man ikke slår
til, at man uden at ville det kommer til at svigte. Historien har været hård
ved Latinamerika, og er det stadig. I Brasilien ryddes i dette øjeblik store
regnskovsområder, hvor indfødte – Kayapó-stammen - har levet hele deres liv så
langt tilbage, man overhovedet kan forestille sig. Der skal bygges et
vandkraftværk. De kæmper, og de kæmper forgæves mod overmagten, pengemagten,
som har militæret bag sig.
Jeg spurgte Juan Pino, hvad han tænker om den aktuelle
politiske situation i Ecuador. Han mener, at der er håb i luften, at præsidenten
Rafael Correa har gjort nogle gode ting – og en masse dårlige. Men Juan spilder
ikke selv en masse energi på at være hverken glad eller vred. Lad Correa gøre
det så godt han kan; Juan tror på, at forandring sker på et andet niveau,
mellem mennesker, globalt set.
”Ordene er i centrum. Hvis ordene er skuespilleren, er
musikken er scenografien. Det er derfor, vi har valgt navnet ”Quemando
palabras” – brændende ord”. Først var der Bruno Pinos ord, men stort set alle
deres sange suppleres med nye tekster af rapperen Iván Pino, i Ecuador kendt
fra La Saga. Med tiden har projektet løftet sig ud af faderens fodspor og
bevæget sig ud i den urbane og globale virkelighed, med nye brændende tekster,
også af Juan selv, som har skrevet en hyldest til København med sangen ”La cirugía plástica”.
ECUATORIANAMENTE REFRESCANTE
Jeg fik mit interview, og så går der et par timer. Vi er jo i
Ecuador, og tidspunkter kan her være ret fleksible, for først skal salsa-skolen
være færdig. Der er visse ting, jeg aldrig fatter, og en af dem er salsa. Selv
de, der tilsyneladende kan de rigtige bevægelser, ser ikke ud til at ramme
nogen som helst underdelinger i højtalermusikken, så vidt jeg kan bedømme. Men
måske jeg bare skulle lade dem, der ved bedre, om det. Vi drikker en enkelt
Pilsener, den ecuadorianske øl, som har 95 år på bagen. ”Ecuatorianamente refrescante” er deres slogan, og forfriskende ja,
det er den, når du får den serveret kold og med en lille serviet bundet om
halsen. Venter og venter. Tænker over Juans ord, specielt dem, der uddybede,
hvad det er han vil med sin musik, de ord der rækker lidt længere. Helt ind til
intentionen.
Ordene er aktørerne, musikken er scenografien, intentionen er
det, der rækker ud over. Juan fortæller, at mange undrer sig over, at de også kan
spille deres musik i Danmark og i Schweiz, hvor folk generelt ikke forstår
spansk, når nu ordene i sig selv er så vigtige. Og selv jeg, der er nogenlunde
habil til spansk, kan slet ikke følge med, når det kører derudaf, ikke mindst
når Iván rapper på livet løs - og han er ellers en meget tydelig rapper. Men
selvom ordene er forrest, er der noget der ligger foran og mest af alt, når de
spiller live. Intentionen. Udtrykket, ville jeg måske sige, men det er større
end det. Det der gør, at vi forstår, hvad det hele går ud på, selvom vi ikke
forstår ordene. Som første gang jeg hørte den færøske sangerinde Eivør Pálsdóttir.
Jeg fattede ikke en bjælde, og alligevel fattede jeg alt, for det gik rent ind.
Måske handler det om nærvær, om ægthed. Om at være fuldstændig til stede i
musikken, så det ikke bare er en tom skal, en attitude. Om at række ud over sig
selv.
Margarita Posada
Og det vil Juan Pino gerne. For ham er det ikke vigtigt, om de
spiller for mange mennesker, selvom de ville ønske, at deres PR havde været
lidt bedre. Bare det at de spiller. “Vi føler, at når vi synger, så synger vi
ikke kun for de tilstedeværende; vi synger også til himlen, til jorden, således
at vi får energien til at vokse generelt. Intentionen (Bruno Pinos, red.) om at
synge for hele byen, på torvet, kan række endnu længere.”
Og overalt oplever de, at folk bliver meget begejstrede, når
de oplever musikken. Men det er svært at lave PR, at få folk til at forstå,
hvad det er. En blanding af singer-songwriter – i Ecuador kaldet nueva canción / nueva trova - hiphop og
electronica. Han foretrækker også her betegnelsen folktronica, om end den kan
dække ting, der er helt anderledes end deres. En blanding, der også indbefatter
reminiscenser af traditionel Andés-folklore, men i en helt ny forklædning, var
hvad vi fik at høre, da koncerten gik i gang. Jeg blev aldeles duperet over Paolo
Jativas quena-spil, som nåede Ian Anderssonske højder. Det var i sandhed ”ecuatorianamente refrescante”.
AT FØLE SIG HJEMME
Juan Pino har altid følt sig splittet mellem flere
nationaliteter. Har aldrig følt sig helt hjemme og samtidig følt sig hjemme
overalt. Og nu er Danmark blevet hans hjem. For nylig rejste han en tur til
Indien og oplevede, hvor godt han følte sig hjemme der. At han hørte til, også
selvom det er langt fra hans kultur og hans rødder. Han mener, at det er en af
udfordringerne i hans liv – at føle sig hjemme overalt, at kunne føle et
globalt og universelt tilhørsforhold, en global forbundethed med rødderne. Så
måske tog jeg fejl i min formodning, om at projektet Quemando Palabras måtte
høre hjemme i Ecuador. Det hører hjemme overalt, Juan Pino hører hjemme overalt.
Alex Opazo
Energien, nærværet, intentionen var i top til koncerten den
lørdag aften i marts. Og nærværet og nydelsen hos publikum ditto. Også selvom
lille jeg havde en klump af angst i maven for at skulle ud i natten og finde en
taxa medbringende dyrt kamera og optageudstyr til interviewet. Guf for alle
turistjægerne. Jeg kan glæde alle med, at min angst blev gjort til skamme; vi
fandt en taxa med det samme, vi satte fødderne uden for ”La Estación” og blev
kørt lige til døren ad lige præcis den rute, vi bad om. Måske også jeg skulle
tage mig sammen til at føle mig hjemme. I hele verden. Jeg starter i Ecuador.
Lyt på www.myspace.com/juanitopino
og se http://www.juanpino.dk
