torsdag den 2. juli 2015

100

            Panecillo, Quito

Historieløse i verden er vi aldrig
Men at slippe for en stund
Det tunge åg af levet liv
Og bare se mod himlen
Lade kroppen følge bølgernes rullen
Mens ringene i vandet opløses
Og alting gentager sig selv

onsdag den 1. juli 2015

99

                             Entre Mera y Baños

Ufatteligt
Ubegribeligt
Og jeg tror heller ikke jeg vil
Forstå hvad det er, der sker
Med det liv
Der kører så hastigt forbi
At fem minutter bliver til to
Og vupti

tirsdag den 30. juni 2015

98

                             Fundación Guayasamín, Quito

Det kom ret pludseligt
Som altid
Et væld af ord
Direkte fra exotica-afdelingen
Spredte og ubrugelige
Ude af sammenhæng ganske uforståelige
Men et sikkert tegn på, at der er liv derude

mandag den 29. juni 2015

97

                               Volcán Cotopaxi

Der findes steder i verden
Hvor tiden ikke findes
Medmindre du deler den med andre
Ergo holder jeg af ikke at eksistere
I den skønne lomme af tid, hvor jeg er alene
Samtidig vil jeg gerne findes
Bare engang imellem
Så jeg ikke skal tilbringe resten af livet
I et limbo af ikke-væren

søndag den 28. juni 2015

96

                         Mitad del Mundo

Med dig gav jeg helt slip
Og valgte at tro på fremtiden
Nu har jeg været der
Og der er ingen vej tilbage
Og ingen anden vej derhen
Flået, svitset og grillet over en buldrende ild
Med vrangen ud

lørdag den 27. juni 2015

95

                              Volcán Cotopaxi

Credo

Som en anden Narcissus ser jeg mig selv
Spejlet i de øjne, der nu tilfældigvis er i nærheden
Og heldigvis kan jeg godt se mig selv i øjnene i øjnene
For livet har gjort mig til en bedre udgave, end jeg var
Det tror jeg på
Uden at lade træerne vokse ind i himlen
Og uden at ignorere, at isbjerget er helt gigantisk under havoverfladen

Mens jeg stadig kan se mine tæer stikke frem dernede
Spreder jeg de blomster, jeg nu finder
Ud i flest mulig retninger
Med et smil
Værsgo

mandag den 22. juni 2015

94

           Quilotoa

Hvad gemmer sig i skyggen, hvad gemmer sig i kløftens dyb?
Hvad gemmer sig i mennesket, facaden uanset?

Jeg aner skyggen vokse, jeg aner kløften søge lys
Jeg aner, der er mennesker, hvis tanker jeg ej tør høre

Længe har de hvisket, nu råber de i kor
De rejser sig som bjerget og risikerer magt som agt

De ytrer sig om farer, de ytrer sig om fremmedhed
De ytrer sig om penge, og de vil ikke dele

Vi mister vores Danmark, vi mister vores egenart”
Det, de allerede har mistet, var vigtigere end det

Deres tanker gør mig ondt, og jeg bli´r trist til mode
For også jeg er dansker, men bor i hele verden

Lad hele verden komme til os – nej, det er ikke så let
Men det er jo ikke nogens skyld, at det var os, der fødtes her

Jeg hørte dem blot hviske, nu taler de så højt
At også jeg må lytte, så fordomsfrit jeg kan

For søger vi og skyggen, eller flygter vi fra ubehag
Og lader vreden herske, da bli´r vi blot som dem

Når lyset rammer kløften, da håber jeg så inderligt
Det smelter deres hjerter, fordamper deres had og angst

Jeg håber, vi bli´r enige, om at vi er uenige
Men alle husker på, at mennesket kommer først

torsdag den 18. juni 2015

93

                                    Mitad del Mundo

Her hvor solen går awet om, så min fornuft fordufter og uvirkeligheden tager øwer. Her hvor alt kanskiersens, for når først a skygger begynder at bevæge sig den gal´ vej, mens solen er på vej nier, er den rien gal, å a ve æt længer´, hwa a ska tro. Med den jæn fod i den sydlige hemisfære.

tirsdag den 16. juni 2015

92

           Canoa

Jeg tror ikke, jeg klarer det her. Hvorfor lærer jeg aldrig at stoppe, mens legen er god? Endnu engang har min nysgerrighed drevet mig på afveje, langt fra alfarvej. Og denne gang kan det kun ende galt. Trængt op i en krog i en øde baggård af nogle ubehageligt udseende typer, der kun er ude på ét. At frarøve mig mit unge liv og alt, der kunne være af værdi. Af størst værdi er livet, det ser jeg pludselig. Mens jeg håber, at verden trods alt er et venligt sted. 

91

                              Alausi

Det synes ikke udefra. Og alle tror, at jeg er den samme, som jeg altid har været. Men der er sket noget. Rynker er kommet til, men det er uvæsenligt. Den slags petitesser tåler slet ikke sammenligning med det, du ikke kan se, og som jeg ikke agter at fortælle dig. For det er mit, kun mit. Og hvis jeg deler det med dig, bliver du enten overvældet eller påtaget ligeglad, for det er alt for stort. Og uanset hvilken reaktion, du vælger, vil jeg miste det. For straks vil du enten overtage det eller skrumpe det, til det visner og jeg med. Jeg ville ellers gerne dele det. Hvis dele betød, at det så ville vokse, som celler der deler sig. Men sammen med dig går det ikke. Jeg er nødt til at holde det for mig selv og helt hemmeligt. Jeg tror såmænd, jeg tager det med mig i graven. Der vil det hvile trygt, sammen med mig, når den tid kommer. Og ingen vil nogen sinde vide, hvad det var, der var så vigtigt og stort.

onsdag den 10. juni 2015

90

          Riobamba

Jeg ville ønske jeg kunne tegne, og det kan jeg sådan set også godt. Jeg er bare ikke tålmodig nok til at blive rigtig god. Jeg kommer hele tiden til at rejse mig op, når jeg sidder der. Går ud og åbner køleskabet. Igen. Og selvom jeg er imod viskelæder af princip, bliver jeg træt af mine fejlstreger, undtagen dem, der giver det det liv, som jeg ikke kunne tilføje bevidst. Tror det ville være bedst for mig at tegne i søvne. Alternativt på hovedet, med bind for øjnene, med små blyanter tapet fast til fingerspidserne, men det var der aldrig kommet disse fugle ud af. For de fløj over hovedet på mig Riobamba. Rundt og rundt og rundt i mindst en halv skumringstime. Og så hurtig er min streg ikke, og hukommelsen rækker kun en halv centimeter.

tirsdag den 9. juni 2015

89

        Baños

Et himmerige åbenbarer sig
For ateister
En paradisets have
For gudsfornægtere
Og endog for bespottere
Og for dem der spytter på gaden og også for dem, der bare savler helt ukontrollabelt
Tovholdere og rebslagere bliver flagellanter
Syndere såvel som deres sønner og døtre må krybe til korset
Hele vejen op ad bjerget, hvor det står bøjet i neon
Selv en sten må finde sin sande tro
Og lette

mandag den 8. juni 2015

88

         Cerca de Baños

Vi er hinandens vinger
Lette til bens og udødelige
Stikker vi af mod uendeligheden
Hånd i hånd
Intet kan hindre os
I at blive slået til lirekassemænd af virkeligheden

87

        Panamericana cerca de Latacunga

Den kildrer dine sanser
En berøring der næsten ikke er
Og du mærker den alligevel
Den er i tanken
Og hjertet banker
Den er i blikket
Der vandrer langs vejen
Der stirrer tomt skulle man tro
Ud af vinduet
Den sidder langt inde
Som et flagrende møl
Forvirret og famlende
Og ved ikke om den vil kendes ved sig selv

fredag den 5. juni 2015

86

                            Rucu Pichincha

Stien af hvilken
Livet førte mig
På kollisionskurs
Og dér hvor vores stier løb sammen
Med stor kærlighed til følge
Og vi styrted mod toppen
Uagtet de stejle skrænter
Beruset af den iltfattige luft
Og så ikke tidsnok tågen
Der krøb op omkring os
Lige før uvejret brød løs

onsdag den 3. juni 2015

85

       Cráter Pululahua

Det store sorte hul
Den sorg, man ikke kan se sig ud af
Den afgrund, man ikke kan se sig op af

Og så
Umærkeligt
Ad åre
Gror grønne spirer ud mellem sidebenene
Snapper efter ilt i den friske luft
Uhæmmet vildtvoksende skræmmende
Dækker krateret med muldjord
Og æsler

På bunden vil det altid være der
Det bundløse krater
Men kun fordi vi ved det
I dine livskloge øjne
Ses det som et mikroskopisk glimt i en brøkdel af et sekund i et ubevogtet øjeblik
Én gang hvert syvende år

84

           Quito

Skriger indeni
Empatien ætser i mig
Tænk at jeg skal lide
og brænde
Fordi du lider
og brænder

Altfortærende og ustoppelig
Selv på afstand mærker jeg det
Lidelsen
som er din
men også min
fordi vi er forbundne
Det er vi alle
Også kassedamerne er vi forbundne med

tirsdag den 2. juni 2015

83

      Quito

Hva´ så? Gamle ven! Er det virkelig dig? Hold da op, hvor er det længe siden! Og tænk, at vi render på hinanden her - på den anden side af kloden! Det er da for utroligt! Jeg tror, det er mere end tyve år siden, vi så hinanden sidst. Jeg kan næsten ikke kende dig - og så alligevel - du er vist den samme indeni, fornemmer jeg ;-)

Jeg kan godt huske, første gang jeg mødte dig; da var jeg vist 12 år gammel. Vi var helt uadskillelige og altid bange for at gå glip af noget spændende. Ja - og siden fik du et par skruer løs. Jeg er ked af at sige det, men så så vi ikke så meget mere til hinanden. Det var nok lidt umodent af mig. Tænk at lade dig forsvinde ud af mit liv på den måde, bare fordi... Ja, jeg havde selvfølgelig nok om ørerne dengang, jeg gik jo på uni, og så var jeg jo oss´ lige blevet mor for første gang.

Hva´, er det slet ikke dig, men din tvillingesøster? Nåh, men så må du hilse mange gange, ikk´? 

søndag den 31. maj 2015

82

       Quito

nået dertil, hvor jeg savner mine minder. Og det går dagen med. Langsomt forsvinder de, og nogle er allerede helt væk. Grader af glemsel har længe løbet i mine årer. Umærkeligt snigende ædes de op, minderne.

Hvad er et liv, hvis ikke det ikke findes i ens minder? Hvad er et liv, hvis ingen nye minder lægges til? … kan stadig huske, at jeg kunne huske. Små glimt, men hvad skal de?

Glemslen vil favne alt. Uendeligt formørkes mine øjne, forvitres mit sind, forsvinder min lugtesans. I mig bærer jeg snart kun duften af dem, der gik i forvejen.

kan stadig huske, at jeg kunne huske... har ikke andet lave end at prøve på at huske. Holde fast i at ville huske. Prøve på at huske, hvordan det var at huske... hvordan det var at have minder. Om et liv.

Kun i solens klare skin ser jeg, at der er liv. Derude. Minderne flagrer ud mod horisonten...

lørdag den 30. maj 2015

81

        TelefériQo Cruz Loma, Quito

Grønt er godt for øjnenes blå!
Og er der ærter at tygge på,
ruccola, romaine eller flad salat,
det hele i en skål uden phthalat,
er dagen reddet og livet skønt.
Sådan er det nemlig med grønt!

Grønt skal nydes, ligeså blåt!
Indvortes og udvortes er lige godt.
Min udsigt gør mig altid glad,
luften og løvet, hvert mindste blad.
Fotosyntese er min yndlingssport;
den hjælper, hvis alting går helt i sort!

Hidsige gul er en fætter til grønt;
overta´r alt, får den først begyndt.
Lysende raps hele døgnet rundt,
synet er smukt, og det dufter sgu sundt!
Indrømmer gerne, at grønt græs er blødt,
men når det kommer til valget, så stemmer jeg rødt!

torsdag den 28. maj 2015

80

      Vista del TelefériQo Cruz Loma, Quito

Byen ligner en arkitekturmodel i 3D design! // Nej, det kan du da ikke mene? Det / gør den da overhovedet ikke, hvis jeg da ellers må sige min mening? / Byen ligner – en by // Byen stinker af grim smogget storby / Den ligner en arkitekturmodel i 3D design – og dermed basta!

(Med inspiration fra Pia Juuls ”Skoven ligner en katedral”)

79

         Quito

Minder fra en hedengangen tid. Fra dengang, hvor vi ikke troede på, at de nogensinde ville få bygget en ny lufthavn. ”Der er 56 dage til indvielsen”, stod der på et skilt. ”Haha”, sagde vi, ”den hopper vi ikke på. Det blæser syv pelikaner derude, det bliver aldrig godt. Og har de overhovedet tænkt på, hvordan folk skal komme helt derud mellem bjergene; der går jo ingen veje derud?”

Øredøvende nostalgi. Når et fly pludselig hang lige over mit hoved med landingshjulene ude og kløerne fremme. Og adrenalinen pumbede løs i mig.

Åh, hvor jeg savner drønet fra en jumbojet midt i fødselsdagsmiddagen på den hyggelige udendørs restaurant og visheden om, at to minutter efter er flyet landet, trygt og sikkert som altid. For slet ikke at tale om lyden af flymotorerne, der gasser op tre karréer fra min fars hus. Om lidt kan jeg se haleroret køre forbi mellem bygningerne på Avenida de la Prensa. Og hvor jeg mindes det svimlende syn, når flyet forsvinder i det fjerne og jeg ved, at dér, som to små mikroskopiske myrer, sidder mine døtre og bliver mindre og mindre, mens de følger jordens krumning op over bjergene, ud over Atlanterhavet og de 10.000 kilometer hjem.

Det var tider. Nu er den gamle lufthavn midt i byen blevet en park. En kedelig og meget flad park endda. Hvor folk kan gå og cykle om kap på en fordums landingsbane og løbe en tur med deres hund og blive sunde uden flysmog og hvad ved jeg... Kan det blive mere kedsommeligt? Næh, der var engang, man kunne mærke, at man levede. Med fare for at dø, hvis en pilot fejlkalkulerede sin afstand til landingsbanen... 

Men hvad nu hvis der kommer et fly forbi, som ikke ved, at lufthavnen er flyttet?

78

      Laicas, cerca de Amaguaña, Rumacuchi y Uyumbicho

Hvorfor behandler vi dem som nogle svin?
De kommer til os sårbare og nysgerrige
spændte på, hvordan vi er
De forventer venlighed
som også de er venlige

Hvorfor forstår vi ikke hinanden?
Bare fordi vi ikke taler samme sprog?
Smilet er den korteste vej
Lad os ikke fristes af angst
men fri os fra den indre svinehund

Hvorfor møder vi dem med skepsis og had?
De tager imod os med gæstfrihed
og byder os indenfor med åbne arme
Ske det gode gæstebud som hos dem
således også hos os

onsdag den 27. maj 2015

77

                              La sierra desde el aire

Der var engang, som i alle gode eventyr. Engang, hvor der ude på landet i Danmark altid hang næsten identiske billeder på væggen. Motivet var marker og et hus, en gård nærmere bestemt. Set ovenfra. Et luftfotografi af den fædrene gård. Smukt håndkoloreret skildredes således det ganske danske, ganske flade land og landbruget.

Lad mig lovprise det, som andre har lovprist kødpølsen. For farven, konsistensen og de smukke hvide fedtpartikler. For tilsætningsstofferne og sunset yellow. For at vise Danmark, som vi kendte det. Som det altid har været, siger nogen og lad det forblive sådan, tilføjer de. Og lovpriser videre. Og bygger større og større gårde med flere og flere dyr tættere og tættere sammen. Og får taget i billeder i lysægte farver af hvor smukt, det ser ud. For man kan ikke se pesticiderne fra luften.

De gamle billeder er i mine øjne smukkere end kødpølsen. Og som i alle gode eventyr er det, man kan se på overfladen, ofte for godt til at være sandt.

76

            Zumbahua

ingen ved det
men jeg er her
bag gardinet
i sikkerhed
her kan intet ondt ramme mig
for ingen ved, at jeg er her
her kan kun jeg
gøre ondt
sætte ild til alt
brænde broer og brænde breve
brænde mine længsler af
brænde mine minder og mig selv
åbne vinduet og puste
drysse mig ud af vinduet som aske
ingen ser det
og ser nogen noget
ser de blot en støvsky
det var mig
ingen ved det

torsdag den 21. maj 2015

75

     La sierra cerca de Pasochoa desde el aire

Nogle rasler med kæder, andre buldrer med tomme tønder. Trusler skal man ikke kimse af, heller ikke når det regner ned med hagl, med græshopper, med edderkopper.

Så hellere stikke halen mellem benene, styrte hjem og sætte sit lys under skæppen og lade det stå der, til det brænder ud, for så overlever man da så længe. Hvis man da har et sikkert og trygt hjem og ikke må søge tilflugt i overfyldte skibe...

74

   La sierra cerca de Pasochoa desde el aire

Det føles fuldstændig som i mine drømme. Svævende over landskabet i lutter velvære, kun med den lille forskel, at jeg her er fastspændt og har radiokontakt med lufthavnen i Quito. Og at der sidder en mand foran mig og styrer det hele, ganske behændigt, mens jeg læner mig ud over rælingen uden angst for at kæntre. Uden angst overhovedet. Ligesom i mine drømme tænker jeg slet ikke på, at det kunne være muligt at være bange. Det er ren og skær nydelse og en fryd for øjet og en frygtelig masse vind lige ind i ansigtet. Jeg mindes ikke, at der nogensinde var vind i mine drømme. Der gled jeg bare af sted, svømmede i luften, let som i vand men uden at skulle op til overfladen for at få luft. Her er rigeligt med luft; mine øjne løber i vand, og jeg fotograferer i blinde. Tørrer dem af og til og får så øje på nye former og farver. Linier der end ikke anes på landjorden dukker op og ændres fra det ene øjeblik til det næste, mens vi svæver. Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen, aner ikke hvor længe vi flyver, mens piloten viser mig vulkankratre, skove af eukalyptustræer, småbyer, veje, vandløb og kløfter med en fotografs fornemmelse for de gode linier og de gode motiver. Det lever fuldstændig op til mine drømme.


Specielt interesserede kan på venlig forespørgsel få tilsendt den artikel jeg skrev til Dansk Fotografi om mit besøg hos luftfotografen Jorge Anhalzer.

onsdag den 20. maj 2015

73

     Volcán Tungurahua

Lad mig danse dig ind i natten. Lægge et sjal over dine skuldre, nu hvor aftenen falder på, og duggen driver så vide. Lette dit åg og synge blidt for dig, til du slumrer ind. Vise, at jeg elsker dig blot ved at holde dig i mine arme, så let som de skyer, der driver op fra regnskoven uden at give en dråbe fra sig.

72

     Via Aloag Santo Domingo

Første gang, hun så det, vidste hun det. Der var ingen vej udenom. Alle veje fører til Rom, men der var kun én vej frem for hende. Den lige vej. Lige durk igennem, om så hun skulle sprænge sig vej og få skrammer på albuerne. Hun gik i gang. Minutiøs planlægning sideløbende med fuld fart frem. Uden at stoppe op og se sig tilbage. Hun kunne se det forude, langt forude, men dog synligt. Og da hun endelig nåede frem, mange år efter, fyldt med ar og skrammer, møgbeskidt med tjavset hår og nedslidte negle og oliepletter dybt i huden, syntes hun, at det var det hele værd. Hun stod der. Helt alene.

søndag den 17. maj 2015

71

     Santo Domingo de los Colorados

Vi venter. Vi venter på bussen. Vi venter på en kølende byge, men venter os egentlig ikke noget. Af noget. Af livet. Vi venter, for vi har vænnet os til at vente uden at forvente. Noget. Måske en bus. Og mens vi venter, kører livet forbi i store stinkende lastbiler belæsset med klaser af bananer. Og ananas. Og cola. Og det kører derhen, hvor det er ventet. Mens vi venter. Vi venter og tænker lidt forsigtigt, uden at tanken kommer helt op til overfladen, at det kunne være, at det vendte. At vi ikke altid skulle vente. Men det er nok mere, end man kunne forvente. 

70

         Santo Domingo de los Colorados

Øjne der har set nok. Så blev de dækket, og drengen blev bagbundet og fik tape for munden, så han ikke kunne skrige. Hans søster ligeså. Bare fordi deres mor og far arbejder for den der gringo.

Den der gringo er manden, der serverer grillede muddermuslinger for sine gæster, deriblandt mig og min far. Skik følge eller land fly; vi smager en enkelt. De skulle virke mindst lige så godt som viagra. Han er manden, der for tiden har en ung columbiansk pige boende; hun har efterladt sin 9-årige datter hjemme hos mor for at søge lykken sydpå. Han er manden, der med 6 års skolegang fra Danmark i en skole med 44 elever, hvor første klasse sad på første række, anden klasse på anden række, tredje klasse på tredje række, ikke har meget til overs for indbyggerne i det land, han har bosat sig i. Indianere er dumme, de kan ikke finde ud af at dyrke jorden, men belaver sig på held. Og så er de forresten psykopater de fleste af dem, så nu ved vi det. Han er også manden, der engang blev holdt op og skudt igennem hovedet, sådan næsten da, og derfor har en ”naturlig” sideskilning. For da ikke at tale om de utallige indbrud, gringoen har været ude for i sit skønne hus på bakken, omkranset af den store plantage med kakao, majs og oliepalmer. Og hvor han som rigmanden ikke har været det eneste offer.

Mens jeg lægger øre til al den snak og kaster endnu en tanke på drengen og hans søster med de sky øjne, er vejret slået om til regn, der trommer vedholdende over den velindhegnede plantage.


PS: Denne dags tekst er IKKE fiktion! Jeg har med vilje ikke ladet fantasien krydre teksten, men bare skrevet det jeg fik fortalt.

lørdag den 16. maj 2015

69

       Santo Domingo de los Colorados

Noget om etnocentrisme

Ud å køre tur med far
Rundt omkring i landet
For min far er rigtig rar
Ingen siger andet

Under bilens tætte tag
Sidder jeg og nynner
Ser mig om på denne dag
Som jo just begynder

Ud å køre tur med far
Det skal de jo osse
Deres far er osse rar
Sikke dog en tosse!

Har han ingen snusfornuft?
I sin hjælmehjærne?
Skal de børn da virklig med?
Når han kør et ærinde?

Børnene de sover trygt
De kan ikke vide
At det her er helt forrykt
- tænker den rigide

Vejen ligger blank og vaad
Bilerne de brumme
Jeg er fyldt med gode raad
Men de må forstumme

Jeg er gæst i dette land
Mener mangt og meget
Men jeg ogsaa mene kan
Det er deres eget

Kan med lethed synges til Mogens Jermiin Nissen melodi til Halfdans Rasmussens ”Noget om en dejlig nat”.

68

     Santo Domingo de los Colorados

Humor, der går ud over andre, er jo den bedste humor. Det ved vi alle, ikke mindst min far. F.eks. da han til vejfesten på min barndoms gade serverede ”ketchup” i en slank rød flaske. Farven var den samme, konsistensen lignede til forveksling. Smagen fik dig til at ryge helt i vejret og bande på godt jysk. Det var mange år før chili blev en gængs vare i Danmarks supermarkeder.

fredag den 15. maj 2015

67

        Santo Domingo de los Colorados

Afbrudt søvn
somnus interuptus
stå af i Santo Domingo
og lad mig dog sove i fred
til mørket falder på og mit døgn begynder

onsdag den 13. maj 2015

66

       Via Aloag Santo Domingo

Uden tanke på fremtiden gik vi ind i dette liv
Løb afsted over marker, snublede over tuer
Næsegrus i mudderet, fægtende gennem krattet
Flossede vinger til følge
Ar på huden, sår på sjælen

Dagen, den river og flår
Natten, den heler dit sår

tirsdag den 12. maj 2015

65

                            Via Aloag Santo Domingo, måske nær El Paraiso

Jeg ved noget I ikke ved, for jeg ved hvad der sker efter dette. Jeg kørte gennem tunnellen. Hele vejen. Jeg ved, hvad der er på den anden side. Og jeg siger det ikke. Andre var der før mig; langt fra alle vendte tilbage. De skulle nok videre...

mandag den 11. maj 2015

64

                               Santo Domingo de los Colorados

Hvis noget skulle være i tvivl, så er her tale om en bananrepublik. Vi befinder os i landet, hvis bananeksport udgør cirka en fjerdedel af den samlede bananeksport på verdensplan. Og det er en republik. Med en præsident. Han hedder Rafael Correa og bygger veje. Og var han en personlig ven af Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez, der på sin side identificerede sig med Leo Trotskij, som i en periode boede i Mexico hos Frida Kahlo og hendes mand Diego Rivera, som blev portrætteret af Modigliani, hvis maleri ”Alice” hænger på Statens Museum for Kunst, så nu er vi hjemme igen.

søndag den 10. maj 2015

63

                            Santo Domingo de los Colorados

O at være en schæfer
svømme i kølende sø
løbe afsted under palmer
for kun om natten at gø

O at være en datter
på tur med sin far midt i maj
nydende tropernes frihed
sådan en datter er jeg


Inspireret af Frank Jæger "O at være en høne"

torsdag den 7. maj 2015

62

                             Santo Domingo de los Colorados

Nattens træ står grønt
Kæmpestore frugter på
Falder ned i smug

Tredve år de gik
Siden træet først jeg så
Ung og lidt naiv

Hvad er det for træ?
Stor var min forundrings kraft
Avocadotræ!

Gringo-Hans´s farm
Gensynsglæden den var stor
Hundrede hektar

Summen overalt
Hør en fårekyllings sang
Liv i nattens træ

61

         Otavalo

Endnu en tidlig og slidsom morgen
op før fanden så meget som overvejer at pudse sine møgbeskidte sko
før han skifter sine knækkede mølædte snørrebånd
før han fjerner den ækle stinkende hundelort fra sålerne
før han skifter de uhumske aviser, der han skullet tørre dem efter gårsdagens skybrud
før han over hovedet tænker på at sætte vand over til til sin ætsende skoldhede kaffe
før han smører sin mugne morgenkrydder med kvalmende harsk smør
for han ligger såmænd bare og snuer i sin ildelugtende lusebefængte alkove og drømmer om kommende vederstyggelige ugerninger
Jeg håber han sover rigtig længe i dag, døv for denne verden

onsdag den 6. maj 2015

60

                              Otavalo

I er overalt, hvorhen jeg end vender mig. Med jeres fremstrakte hænder, prikken på skulderen, skrivelser og formularer, krav og pligter, og så er der de lange to-do-lister. Og du bør forresten, og en aftale er en aftale. Ellers giver I mig dårlig samvittighed, et skidt omdømme, tager mine dagpenge og giver mig en bøde. For I kan godt skrue bissen på og sige det med store bogstaver, hvis det skulle komme til det. For det står der på jeres to-do-liste, at I skal, hvis jeg ikke makker ret og afleverer biblioteksbøgerne til tiden. Så jeg kan ikke bare lukke øjnene, glemme jer, fortie jer, fjerne jer fra mit synsfelt. Også I er fanget i hamsterhjulet, holdt fast af virkelighedens krav. Frem med hånden. Ellers vanker der et rap over fingrene.

tirsdag den 5. maj 2015

59

                           Otavalo

Jeg havde engang et marsvin. Det fik kræft og måtte aflives. Jeg havde engang en guldfisk. Den forspiste sig. Jeg havde engang en kat. Den blev kørt over ude på hovedvej 13 mod Vejle. Jeg havde engang en hest. Nej, det var bare noget, jeg lod som om. Jeg havde engang en vandrende pind. Den gik sin vej. Jeg havde engang en høne. Den tog ræven. Jeg havde engang en mus. Den tog katten. Jeg havde engang en hamster. Den gravede sig de sirligste gange og dukkede aldrig op igen. Jeg havde engang en undulat. Du gætter det aldrig. Jo, den fløj sin vej. Jeg havde engang en slange. Den tabte sine tænder og døde af sult. Jeg havde engang en regnorm. Indtil jeg slog knude på den.