100

            Panecillo, Quito

Historieløse i verden er vi aldrig

Men at slippe for en stund

Det tunge åg af levet liv

Og bare se mod himlen

Lade kroppen følge bølgernes rullen

Mens ringene i vandet opløses

Og alting gentager sig selv

99

                             Entre Mera y Baños

Ufatteligt

Ubegribeligt

Og jeg tror heller ikke jeg vil

Forstå hvad det er, der sker

Med det liv

Der kører så hastigt forbi

At fem minutter bliver til to

Og vupti

98

                             Fundación Guayasamín, Quito

Det kom ret pludseligt

Som altid

Et væld af ord

Direkte fra exotica-afdelingen

Spredte og ubrugelige

Ude af sammenhæng ganske uforståelige

Men et sikkert tegn på, at der er liv derude

97

                               Volcán Cotopaxi

Der findes steder i verden

Hvor tiden ikke findes

Medmindre du deler den med andre

Ergo holder jeg af ikke at eksistere

I den skønne lomme af tid, hvor jeg er alene

Samtidig vil jeg gerne findes

Bare engang imellem

Så jeg ikke skal tilbringe resten af livet

I et limbo af ikke-væren

96

                         Mitad del Mundo

Med dig gav jeg helt slip

Og valgte at tro på fremtiden

Nu har jeg været der

Og der er ingen vej tilbage

Og ingen anden vej derhen

Flået, svitset og grillet over en buldrende ild

Med vrangen ud

95

                              Volcán Cotopaxi

Credo

Som en anden Narcissus ser jeg mig selv

Spejlet i de øjne, der nu tilfældigvis er i nærheden

Og heldigvis kan jeg godt se mig selv i øjnene i øjnene

For livet har gjort mig til en bedre udgave, end jeg var

Det tror jeg på

Uden at lade træerne vokse ind i himlen

Og uden at ignorere, at isbjerget er helt gigantisk under havoverfladen

Mens jeg stadig kan se mine tæer stikke frem dernede

Spreder jeg de blomster, jeg nu finder

Ud i flest mulig retninger

Med et smil

Værsgo

94

           Quilotoa

Hvad gemmer sig i skyggen, hvad gemmer sig i kløftens dyb?

Hvad gemmer sig i mennesket, facaden uanset?

Jeg aner skyggen vokse, jeg aner kløften søge lys

Jeg aner, der er mennesker, hvis tanker jeg ej tør høre

Længe har de hvisket, nu råber de i kor

De rejser sig som bjerget og risikerer magt som agt

De ytrer sig om farer, de ytrer sig om fremmedhed

De ytrer sig om penge, og de vil ikke dele

”Vi mister vores Danmark, vi mister vores egenart”

Det, de allerede har mistet, var vigtigere end det

Deres tanker gør mig ondt, og jeg bli´r trist til mode

For også jeg er dansker, men bor i hele verden

Lad hele verden komme til os – nej, det er ikke så let

Men det er jo ikke nogens skyld, at det var os, der fødtes her

Jeg hørte dem blot hviske, nu taler de så højt

At også jeg må lytte, så fordomsfrit jeg kan

For søger vi og skyggen, eller flygter vi fra ubehag

Og lader vreden herske, da bli´r vi blot som dem

Når lyset rammer kløften, da håber jeg så inderligt

Det smelter deres hjerter, fordamper deres had og angst

Jeg håber, vi bli´r enige, om at vi er uenige

Men alle husker på, at mennesket kommer først

93

                                    Mitad del Mundo

Her hvor solen går awet om, så min fornuft fordufter og uvirkeligheden tager øwer. Her hvor alt kanskiersens, for når først a skygger begynder at bevæge sig den gal´ vej, mens solen er på vej nier, er den rien gal, å a ve æt længer´, hwa a ska tro. Med den jæn fod i den sydlige hemisfære.

92

           Canoa

Jeg tror ikke, jeg klarer det her. Hvorfor lærer jeg aldrig at stoppe, mens legen er god? Endnu engang har min nysgerrighed drevet mig på afveje, langt fra alfarvej. Og denne gang kan det kun ende galt. Trængt op i en krog i en øde baggård af nogle ubehageligt udseende typer, der kun er ude på ét. At frarøve mig mit unge liv og alt, der kunne være af værdi. Af størst værdi er livet, det ser jeg pludselig. Mens jeg håber, at verden trods alt er et venligt sted. 

91

                              Alausi

Det synes ikke udefra. Og alle tror, at jeg er den samme, som jeg altid har været. Men der er sket noget. Rynker er kommet til, men det er uvæsenligt. Den slags petitesser tåler slet ikke sammenligning med det, du ikke kan se, og som jeg ikke agter at fortælle dig. For det er mit, kun mit. Og hvis jeg deler det med dig, bliver du enten overvældet eller påtaget ligeglad, for det er alt for stort. Og uanset hvilken reaktion, du vælger, vil jeg miste det. For straks vil du enten overtage det eller skrumpe det, til det visner og jeg med. Jeg ville ellers gerne dele det. Hvis dele betød, at det så ville vokse, som celler der deler sig. Men sammen med dig går det ikke. Jeg er nødt til at holde det for mig selv og helt hemmeligt. Jeg tror såmænd, jeg tager det med mig i graven. Der vil det hvile trygt, sammen med mig, når den tid kommer. Og ingen vil nogen sinde vide, hvad det var, der var så vigtigt og stort.

90

          Riobamba

Jeg ville ønske jeg kunne tegne, og det kan jeg sådan set også godt. Jeg er bare ikke tålmodig nok til at blive rigtig god. Jeg kommer hele tiden til at rejse mig op, når jeg sidder der. Går ud og åbner køleskabet. Igen. Og selvom jeg er imod viskelæder af princip, bliver jeg træt af mine fejlstreger, undtagen dem, der giver det det liv, som jeg ikke kunne tilføje bevidst. Tror det ville være bedst for mig at tegne i søvne. Alternativt på hovedet, med bind for øjnene, med små blyanter tapet fast til fingerspidserne, men det var der aldrig kommet disse fugle ud af. For de fløj over hovedet på mig i Riobamba. Rundt og rundt og rundt i mindst en halv skumringstime. Og så hurtig er min streg ikke, og hukommelsen rækker kun en halv centimeter.

89

        Baños

Et himmerige åbenbarer sig

For ateister

En paradisets have

For gudsfornægtere

Og endog for bespottere

Og for dem der spytter på gaden og også for dem, der bare savler helt ukontrollabelt

Tovholdere og rebslagere bliver flagellanter

Syndere såvel som deres sønner og døtre må krybe til korset

Hele vejen op ad bjerget, hvor det står bøjet i neon

Selv en sten må finde sin sande tro

Og lette

88

         Cerca de Baños

Vi er hinandens vinger

Lette til bens og udødelige

Stikker vi af mod uendeligheden

Hånd i hånd

Intet kan hindre os

I at blive slået til lirekassemænd af virkeligheden

87

        Panamericana cerca de Latacunga

Den kildrer dine sanser

En berøring der næsten ikke er

Og du mærker den alligevel

Den er i tanken

Og hjertet banker

Den er i blikket

Der vandrer langs vejen

Der stirrer tomt skulle man tro

Ud af vinduet

Den sidder langt inde

Som et flagrende møl

Forvirret og famlende

Og ved ikke om den vil kendes ved sig selv

86

                            Rucu Pichincha

Stien af hvilken

Livet førte mig

På kollisionskurs

Og dér hvor vores stier løb sammen

Med stor kærlighed til følge

Og vi styrted mod toppen

Uagtet de stejle skrænter

Beruset af den iltfattige luft

Og så ikke tidsnok tågen

Der krøb op omkring os

Lige før uvejret brød løs

85

       Cráter Pululahua

Det store sorte hul

Den sorg, man ikke kan se sig ud af

Den afgrund, man ikke kan se sig op af

Og så

Umærkeligt

Ad åre

Gror grønne spirer ud mellem sidebenene

Snapper efter ilt i den friske luft

Uhæmmet vildtvoksende skræmmende

Dækker krateret med muldjord

Og æsler

På bunden vil det altid være der

Det bundløse krater

Men kun fordi vi ved det

I dine livskloge øjne

Ses det som et mikroskopisk glimt i en brøkdel af et sekund i et ubevogtet øjeblik

Én gang hvert syvende år

84

           Quito

Skriger indeni

Empatien ætser i mig

Tænk at jeg skal lide

og brænde

Fordi du lider

og brænder

Altfortærende og ustoppelig

Selv på afstand mærker jeg det

Lidelsen

som er din

men også min

fordi vi er forbundne

Det er vi alle

Også kassedamerne er vi forbundne med

83

      Quito

Hva´ så? Gamle ven! Er det virkelig dig? Hold da op, hvor er det længe siden! Og tænk, at vi render på hinanden her - på den anden side af kloden! Det er da for utroligt! Jeg tror, det er mere end tyve år siden, vi så hinanden sidst. Jeg kan næsten ikke kende dig - og så alligevel - du er vist den samme indeni, fornemmer jeg ;-)

Jeg kan godt huske, første gang jeg mødte dig; da var jeg vist 12 år gammel. Vi var helt uadskillelige og altid bange for at gå glip af noget spændende. Ja - og siden fik du et par skruer løs. Jeg er ked af at sige det, men så så vi ikke så meget mere til hinanden. Det var nok lidt umodent af mig. Tænk at lade dig forsvinde ud af mit liv på den måde, bare fordi... Ja, jeg havde selvfølgelig nok om ørerne dengang, jeg gik jo på uni, og så var jeg jo oss´ lige blevet mor for første gang.

Hva´, er det slet ikke dig, men din tvillingesøster? Nåh, men så må du hilse mange gange, ikk´? 

82

       Quito

… nået dertil, hvor jeg savner mine minder. Og det går dagen med. Langsomt forsvinder de, og nogle er allerede helt væk. Grader af glemsel har længe løbet i mine årer. Umærkeligt snigende ædes de op, minderne.

Hvad er et liv, hvis ikke det ikke findes i ens minder? Hvad er et liv, hvis ingen nye minder lægges til? … kan stadig huske, at jeg kunne huske. Små glimt, men hvad skal de?

Glemslen vil favne alt. Uendeligt formørkes mine øjne, forvitres mit sind, forsvinder min lugtesans. I mig bærer jeg snart kun duften af dem, der gik i forvejen.

… kan stadig huske, at jeg kunne huske... har ikke andet lave end at prøve på at huske. Holde fast i at ville huske. Prøve på at huske, hvordan det var at huske... hvordan det var at have minder. Om et liv.

Kun i solens klare skin ser jeg, at der er liv. Derude. Minderne flagrer ud mod horisonten...

81

        TelefériQo Cruz Loma, Quito

Grønt er godt for øjnenes blå!

Og er der ærter at tygge på,

ruccola, romaine eller flad salat,

det hele i en skål uden phthalat,

er dagen reddet og livet skønt.

Sådan er det nemlig med grønt!

Grønt skal nydes, ligeså blåt!

Indvortes og udvortes er lige godt.

Min udsigt gør mig altid glad,

luften og løvet, hvert mindste blad.

Fotosyntese er min yndlingssport;

den hjælper, hvis alting går helt i sort!

Hidsige gul er en fætter til grønt;

overta´r alt, får den først begyndt.

Lysende raps hele døgnet rundt,

synet er smukt, og det dufter sgu sundt!

Indrømmer gerne, at grønt græs er blødt,

men når det kommer til valget, så stemmer jeg rødt!

80

      Vista del TelefériQo Cruz Loma, Quito

Byen ligner en arkitekturmodel i 3D design! // Nej, det kan du da ikke mene? Det / gør den da overhovedet ikke, hvis jeg da ellers må sige min mening? / Byen ligner – en by // Byen stinker af grim smogget storby / Den ligner en arkitekturmodel i 3D design – og dermed basta!

(Med inspiration fra Pia Juuls ”Skoven ligner en katedral”)

79

         Quito

Minder fra en hedengangen tid. Fra dengang, hvor vi ikke troede på, at de nogensinde ville få bygget en ny lufthavn. ”Der er 56 dage til indvielsen”, stod der på et skilt. ”Haha”, sagde vi, ”den hopper vi ikke på. Det blæser syv pelikaner derude, det bliver aldrig godt. Og har de overhovedet tænkt på, hvordan folk skal komme helt derud mellem bjergene; der går jo ingen veje derud?”

Øredøvende nostalgi. Når et fly pludselig hang lige over mit hoved med landingshjulene ude og kløerne fremme. Og adrenalinen pumbede løs i mig.

Åh, hvor jeg savner drønet fra en jumbojet midt i fødselsdagsmiddagen på den hyggelige udendørs restaurant og visheden om, at to minutter efter er flyet landet, trygt og sikkert som altid. For slet ikke at tale om lyden af flymotorerne, der gasser op tre karréer fra min fars hus. Om lidt kan jeg se haleroret køre forbi mellem bygningerne på Avenida de la Prensa. Og hvor jeg mindes det svimlende syn, når flyet forsvinder i det fjerne og jeg ved, at dér, som to små mikroskopiske myrer, sidder mine døtre og bliver mindre og mindre, mens de følger jordens krumning op over bjergene, ud over Atlanterhavet og de 10.000 kilometer hjem.

Det var tider. Nu er den gamle lufthavn midt i byen blevet en park. En kedelig og meget flad park endda. Hvor folk kan gå og cykle om kap på en fordums landingsbane og løbe en tur med deres hund og blive sunde uden flysmog og hvad ved jeg... Kan det blive mere kedsommeligt? Næh, der var engang, man kunne mærke, at man levede. Med fare for at dø, hvis en pilot fejlkalkulerede sin afstand til landingsbanen... 

Men hvad nu hvis der kommer et fly forbi, som ikke ved, at lufthavnen er flyttet?

78

      Laicas, cerca de Amaguaña, Rumacuchi y Uyumbicho

Hvorfor behandler vi dem som nogle svin?

De kommer til os sårbare og nysgerrige

spændte på, hvordan vi er

De forventer venlighed

som også de er venlige

Hvorfor forstår vi ikke hinanden?

Bare fordi vi ikke taler samme sprog?

Smilet er den korteste vej

Lad os ikke fristes af angst

men fri os fra den indre svinehund

Hvorfor møder vi dem med skepsis og had?

De tager imod os med gæstfrihed

og byder os indenfor med åbne arme

Ske det gode gæstebud som hos dem

således også hos os

77

                              La sierra desde el aire

Der var engang, som i alle gode eventyr. Engang, hvor der ude på landet i Danmark altid hang næsten identiske billeder på væggen. Motivet var marker og et hus, en gård nærmere bestemt. Set ovenfra. Et luftfotografi af den fædrene gård. Smukt håndkoloreret skildredes således det ganske danske, ganske flade land og landbruget.

Lad mig lovprise det, som andre har lovprist kødpølsen. For farven, konsistensen og de smukke hvide fedtpartikler. For tilsætningsstofferne og sunset yellow. For at vise Danmark, som vi kendte det. Som det altid har været, siger nogen og lad det forblive sådan, tilføjer de. Og lovpriser videre. Og bygger større og større gårde med flere og flere dyr tættere og tættere sammen. Og får taget i billeder i lysægte farver af hvor smukt, det ser ud. For man kan ikke se pesticiderne fra luften.

De gamle billeder er i mine øjne smukkere end kødpølsen. Og som i alle gode eventyr er det, man kan se på overfladen, ofte for godt til at være sandt.

76

            Zumbahua

ingen ved det

men jeg er her

bag gardinet

i sikkerhed

her kan intet ondt ramme mig

for ingen ved, at jeg er her

her kan kun jeg

gøre ondt

sætte ild til alt

brænde broer og brænde breve

brænde mine længsler af

brænde mine minder og mig selv

åbne vinduet og puste

drysse mig ud af vinduet som aske

ingen ser det

og ser nogen noget

ser de blot en støvsky

det var mig

ingen ved det

75

     La sierra cerca de Pasochoa desde el aire

Nogle rasler med kæder, andre buldrer med tomme tønder. Trusler skal man ikke kimse af, heller ikke når det regner ned med hagl, med græshopper, med edderkopper.

Så hellere stikke halen mellem benene, styrte hjem og sætte sit lys under skæppen og lade det stå der, til det brænder ud, for så overlever man da så længe. Hvis man da har et sikkert og trygt hjem og ikke må søge tilflugt i overfyldte skibe...

74

   La sierra cerca de Pasochoa desde el aire

Det føles fuldstændig som i mine drømme. Svævende over landskabet i lutter velvære, kun med den lille forskel, at jeg her er fastspændt og har radiokontakt med lufthavnen i Quito. Og at der sidder en mand foran mig og styrer det hele, ganske behændigt, mens jeg læner mig ud over rælingen uden angst for at kæntre. Uden angst overhovedet. Ligesom i mine drømme tænker jeg slet ikke på, at det kunne være muligt at være bange. Det er ren og skær nydelse og en fryd for øjet og en frygtelig masse vind lige ind i ansigtet. Jeg mindes ikke, at der nogensinde var vind i mine drømme. Der gled jeg bare af sted, svømmede i luften, let som i vand men uden at skulle op til overfladen for at få luft. Her er rigeligt med luft; mine øjne løber i vand, og jeg fotograferer i blinde. Tørrer dem af og til og får så øje på nye former og farver. Linier der end ikke anes på landjorden dukker op og ændres fra det ene øjeblik til det næste, mens vi svæver. Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen, aner ikke hvor længe vi flyver, mens piloten viser mig vulkankratre, skove af eukalyptustræer, småbyer, veje, vandløb og kløfter med en fotografs fornemmelse for de gode linier og de gode motiver. Det lever fuldstændig op til mine drømme.

Specielt interesserede kan på venlig forespørgsel få tilsendt den artikel jeg skrev til Dansk Fotografi om mit besøg hos luftfotografen Jorge Anhalzer.

73

     Volcán Tungurahua

Lad mig danse dig ind i natten. Lægge et sjal over dine skuldre, nu hvor aftenen falder på, og duggen driver så vide. Lette dit åg og synge blidt for dig, til du slumrer ind. Vise, at jeg elsker dig blot ved at holde dig i mine arme, så let som de skyer, der driver op fra regnskoven uden at give en dråbe fra sig.

72

     Via Aloag Santo Domingo

Første gang, hun så det, vidste hun det. Der var ingen vej udenom. Alle veje fører til Rom, men der var kun én vej frem for hende. Den lige vej. Lige durk igennem, om så hun skulle sprænge sig vej og få skrammer på albuerne. Hun gik i gang. Minutiøs planlægning sideløbende med fuld fart frem. Uden at stoppe op og se sig tilbage. Hun kunne se det forude, langt forude, men dog synligt. Og da hun endelig nåede frem, mange år efter, fyldt med ar og skrammer, møgbeskidt med tjavset hår og nedslidte negle og oliepletter dybt i huden, syntes hun, at det var det hele værd. Hun stod der. Helt alene.

71

     Santo Domingo de los Colorados

Vi venter. Vi venter på bussen. Vi venter på en kølende byge, men venter os egentlig ikke noget. Af noget. Af livet. Vi venter, for vi har vænnet os til at vente uden at forvente. Noget. Måske en bus. Og mens vi venter, kører livet forbi i store stinkende lastbiler belæsset med klaser af bananer. Og ananas. Og cola. Og det kører derhen, hvor det er ventet. Mens vi venter. Vi venter og tænker lidt forsigtigt, uden at tanken kommer helt op til overfladen, at det kunne være, at det vendte. At vi ikke altid skulle vente. Men det er nok mere, end man kunne forvente. 

70

         Santo Domingo de los Colorados

Øjne der har set nok. Så blev de dækket, og drengen blev bagbundet og fik tape for munden, så han ikke kunne skrige. Hans søster ligeså. Bare fordi deres mor og far arbejder for den der gringo.

Den der gringo er manden, der serverer grillede muddermuslinger for sine gæster, deriblandt mig og min far. Skik følge eller land fly; vi smager en enkelt. De skulle virke mindst lige så godt som viagra. Han er manden, der for tiden har en ung columbiansk pige boende; hun har efterladt sin 9-årige datter hjemme hos mor for at søge lykken sydpå. Han er manden, der med 6 års skolegang fra Danmark i en skole med 44 elever, hvor første klasse sad på første række, anden klasse på anden række, tredje klasse på tredje række, ikke har meget til overs for indbyggerne i det land, han har bosat sig i. Indianere er dumme, de kan ikke finde ud af at dyrke jorden, men belaver sig på held. Og så er de forresten psykopater de fleste af dem, så nu ved vi det. Han er også manden, der engang blev holdt op og skudt igennem hovedet, sådan næsten da, og derfor har en ”naturlig” sideskilning. For da ikke at tale om de utallige indbrud, gringoen har været ude for i sit skønne hus på bakken, omkranset af den store plantage med kakao, majs og oliepalmer. Og hvor han som rigmanden ikke har været det eneste offer.

Mens jeg lægger øre til al den snak og kaster endnu en tanke på drengen og hans søster med de sky øjne, er vejret slået om til regn, der trommer vedholdende over den velindhegnede plantage.

PS: Denne dags tekst er IKKE fiktion! Jeg har med vilje ikke ladet fantasien krydre teksten, men bare skrevet det jeg fik fortalt.

69

       Santo Domingo de los Colorados

Noget om etnocentrisme

Ud å køre tur med far

Rundt omkring i landet

For min far er rigtig rar

Ingen siger andet

Under bilens tætte tag

Sidder jeg og nynner

Ser mig om på denne dag

Som jo just begynder

Ud å køre tur med far

Det skal de jo osse

Deres far er osse rar

Sikke dog en tosse!

Har han ingen snusfornuft?

I sin hjælmehjærne?

Skal de børn da virklig med?

Når han kør et ærinde?

Børnene de sover trygt

De kan ikke vide

At det her er helt forrykt

- tænker den rigide

Vejen ligger blank og vaad

Bilerne de brumme

Jeg er fyldt med gode raad

Men de må forstumme

Jeg er gæst i dette land

Mener mangt og meget

Men jeg ogsaa mene kan

Det er deres eget

Kan med lethed synges til Mogens Jermiin Nissen melodi til Halfdans Rasmussens ”Noget om en dejlig nat”.

68

     Santo Domingo de los Colorados

Humor, der går ud over andre, er jo den bedste humor. Det ved vi alle, ikke mindst min far. F.eks. da han til vejfesten på min barndoms gade serverede ”ketchup” i en slank rød flaske. Farven var den samme, konsistensen lignede til forveksling. Smagen fik dig til at ryge helt i vejret og bande på godt jysk. Det var mange år før chili blev en gængs vare i Danmarks supermarkeder.

67

        Santo Domingo de los Colorados

Afbrudt søvn

somnus interuptus

stå af i Santo Domingo

og lad mig dog sove i fred

til mørket falder på og mit døgn begynder

66

       Via Aloag Santo Domingo

Uden tanke på fremtiden gik vi ind i dette liv

Løb afsted over marker, snublede over tuer

Næsegrus i mudderet, fægtende gennem krattet

Flossede vinger til følge

Ar på huden, sår på sjælen

Dagen, den river og flår

Natten, den heler dit sår

65

                            Via Aloag Santo Domingo, måske nær El Paraiso

Jeg ved noget I ikke ved, for jeg ved hvad der sker efter dette. Jeg kørte gennem tunnellen. Hele vejen. Jeg ved, hvad der er på den anden side. Og jeg siger det ikke. Andre var der før mig; langt fra alle vendte tilbage. De skulle nok videre...

64

                               Santo Domingo de los Colorados

Hvis noget skulle være i tvivl, så er her tale om en bananrepublik. Vi befinder os i landet, hvis bananeksport udgør cirka en fjerdedel af den samlede bananeksport på verdensplan. Og det er en republik. Med en præsident. Han hedder Rafael Correa og bygger veje. Og var han en personlig ven af Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez, der på sin side identificerede sig med Leo Trotskij, som i en periode boede i Mexico hos Frida Kahlo og hendes mand Diego Rivera, som blev portrætteret af Modigliani, hvis maleri ”Alice” hænger på Statens Museum for Kunst, så nu er vi hjemme igen.

63

                            Santo Domingo de los Colorados

O at være en schæfer

svømme i kølende sø

løbe afsted under palmer

for kun om natten at gø

O at være en datter

på tur med sin far midt i maj

nydende tropernes frihed

sådan en datter er jeg


Inspireret af Frank Jæger "O at være en høne"