tirsdag den 4. september 2012

AT VÆRE HJEMME I VERDEN



-          PERCUSSIONISTEN JUAN PINO ER TILBAGE I SIT FØRSTE FÆDRELAND

Lige ankommet til det sydamerikanske land Ecuador for et par dage siden har vi hørt de værst tænkelige rygter om hovedstaden Quitos latinerkvarter i gaderne omkring Avenida Río Amazonas. Det er der hvor nattelivet foregår, der hvor turisterne overfaldes og bestjæles, der hvor alkoholen flyder – og der hvor vi skal høre en koncert med Juan Pino y Quemando Palabras. På ”La Estación”, midt på en gade som ikke engang taxachaufføren kunne finde. Der hvor Juan har sat mig stævne for et interview klokken 20, en time før koncerten.

Juan Pino synger på spansk. Men bor i Vanløse og er mest kendt som percussionist i folktronicabandet Valravn. En fælles ven fortalte mig, at han ville befinde sig i Ecuador samtidig med mig, og så var den sag afgjort. Vi skulle høre hans nyeste projekt Quemando Palabras, dér hvor det efter min formodning mere end noget andet sted hører hjemme. Men jeg kan jo tage fejl.



Juan Pino i front - og med Victor Jara på t-shirten 


DET STÅR ALDRIG STILLE

Juans far Juan Bruno Pino var ecuadorianer, og projektet Quemando Palabras tager udgangspunkt i hans digte. Da faderen døde i 2004, satte Juan sig ned med digtene, greb en guitar og sang. Hvad der for Juan startede som en personlig bearbejdning af faderens død i udviklede sig siden til et projekt, hvori også medvirkede den færøske sangerinde fra Valravn Anna Katrin Egilstrød, Juans fætter rapperen Iván Pino, den chilenske percussionist Alex Opazo, den schweiziske bassist Tiziano Tomasetti samt den danske saxofonist Søren Pendrup. Men som Juan siger ”det bevæger sig, det står aldrig stille…”, så i aften har vi endnu en fætter José Pino med på guitar, colombianske Margarita Posada på kor og Paolo Jativa på den traditionelle sydamerikanske fløjte quena. Og vi må undvære Søren Pendrup og Anna Katrin. Også musikken, selve projektet udvikler sig. ”Vi får nyt at høre i aften”, tilføjer Juan. ”Men hvad der har været, findes stadig”.



Quemando Palabras

Juan Pino blev født i Quito, Ecuador i 1980 af en schweizisk mor, som tog ham med til Schweiz som 3-årig. Først som 19-årig fik han igen kontakt med sin ecuadorianske far og måtte lære sproget på ny. Han har hele sit liv været vant til ikke at føle sig helt hjemme nogen steder, og det fortsatte, da han for omkring 10 år siden flyttede til Danmark for at starte på en teaterskole. Det blev dog først og fremmest musikken, der blev hans liv i Danmark, først med gruppen Virelai, der spiller musik á la middelalder på så godt som originale instrumenter: Drejelire, skalmeje, fløjter, jødeharpe, mandola, darbouka, rammetrommer, hammerdulcimer og den store tromme davul. De udviklede sig med tiden til Valravn, som ud over de gamle instrumenter benytter sig af electronica og giver de gamle middelalderballader et helt nyt liv. Siden er han også kommet med i bandet Suna, som han betegner som en slags post-folk.

Allerede før faderens død følte Juan trang til at synge. ”Min fars digte gav mig den helt rigtige anledning til at gøre det, og det føltes helt naturligt og kom let til mig. Det at digtene ikke før var blevet sat i musik, fik dem til at virke friske og fyldt med potentiale, selvom de er mere end 30 år gamle ”. Juan havde ikke selv skrevet sange før, men kunne et par akkorder på en guitar, og det var nok til at komme i gang. Efterhånden føler han sig begrænset af guitaren og er begyndt at arbejde med rytme og lyde igen; han har tilmed kastet sig over marimbaen, et instrument som også historisk hører hjemme i Ecuador, hos den afrikanske del af befolkningen i den nordlige del af landet samt hos bl.a. Tsachila og Awá-stammen. Så musikken, projektet udvikler sig. Juan skriver nu også selv tekster samt tilføjer electronica til de nye numre, men faderens digte ligger stadig bagved som hovedinspirationen.



På stemningsfulde La Estación i Quitos latinerkvarter

BRÆNDENDE ORD

Ord kan brænde. Ord kan forandre verden. Juan Bruno Pino var en af foregangsmændene i den latinamerikanske gadeteaterbevægelse, som mente, at kunst var lige så vigtigt for folket som brød – at kunstneren så at sige var folkets bager. I 70´ernes Sydamerika var kunst politik. Juan Pino blev overrasket over, hvor aktuelle faderens tekster var, uden at han dog har den samme politiske mission som faderen. ”I dag er verden mere global, det handler ikke om at tage magten men mere om det rent humane, at vi alle har en plads i verden.”

Noget af, det Bruno Pino ville med sine digte, var at hele det dybe sår i Abya Yala, den glemte moder Amerika. ”Mamá América” er da også titlen på Juan Pino y Quemando Palabras´ første CD, som udkom i 2010. ”Te siento todos los días, a cada hora, pero a veces te quedo mal, te traiciono, dejo de amarte”, skrev Bruno Pino. ”Jeg føler dig hver dag, hver time, men nogle gange behandler jeg dig dårligt, svigter dig, undlader at elske dig.” Dobbeltheden i at elske sit land, sit kontinent og sine rødder, at ville dø for det og så opdage, at man ikke slår til, at man uden at ville det kommer til at svigte. Historien har været hård ved Latinamerika, og er det stadig. I Brasilien ryddes i dette øjeblik store regnskovsområder, hvor indfødte – Kayapó-stammen - har levet hele deres liv så langt tilbage, man overhovedet kan forestille sig. Der skal bygges et vandkraftværk. De kæmper, og de kæmper forgæves mod overmagten, pengemagten, som har militæret bag sig.



 Tiziano Tomasetti 

Jeg spurgte Juan Pino, hvad han tænker om den aktuelle politiske situation i Ecuador. Han mener, at der er håb i luften, at præsidenten Rafael Correa har gjort nogle gode ting – og en masse dårlige. Men Juan spilder ikke selv en masse energi på at være hverken glad eller vred. Lad Correa gøre det så godt han kan; Juan tror på, at forandring sker på et andet niveau, mellem mennesker, globalt set.

”Ordene er i centrum. Hvis ordene er skuespilleren, er musikken er scenografien. Det er derfor, vi har valgt navnet ”Quemando palabras” – brændende ord”. Først var der Bruno Pinos ord, men stort set alle deres sange suppleres med nye tekster af rapperen Iván Pino, i Ecuador kendt fra La Saga. Med tiden har projektet løftet sig ud af faderens fodspor og bevæget sig ud i den urbane og globale virkelighed, med nye brændende tekster, også af Juan selv, som har skrevet en hyldest til København med sangen ”La cirugía plástica”.



 Iván Pino

ECUATORIANAMENTE REFRESCANTE

Jeg fik mit interview, og så går der et par timer. Vi er jo i Ecuador, og tidspunkter kan her være ret fleksible, for først skal salsa-skolen være færdig. Der er visse ting, jeg aldrig fatter, og en af dem er salsa. Selv de, der tilsyneladende kan de rigtige bevægelser, ser ikke ud til at ramme nogen som helst underdelinger i højtalermusikken, så vidt jeg kan bedømme. Men måske jeg bare skulle lade dem, der ved bedre, om det. Vi drikker en enkelt Pilsener, den ecuadorianske øl, som har 95 år på bagen. ”Ecuatorianamente refrescante” er deres slogan, og forfriskende ja, det er den, når du får den serveret kold og med en lille serviet bundet om halsen. Venter og venter. Tænker over Juans ord, specielt dem, der uddybede, hvad det er han vil med sin musik, de ord der rækker lidt længere. Helt ind til intentionen.

Ordene er aktørerne, musikken er scenografien, intentionen er det, der rækker ud over. Juan fortæller, at mange undrer sig over, at de også kan spille deres musik i Danmark og i Schweiz, hvor folk generelt ikke forstår spansk, når nu ordene i sig selv er så vigtige. Og selv jeg, der er nogenlunde habil til spansk, kan slet ikke følge med, når det kører derudaf, ikke mindst når Iván rapper på livet løs - og han er ellers en meget tydelig rapper. Men selvom ordene er forrest, er der noget der ligger foran og mest af alt, når de spiller live. Intentionen. Udtrykket, ville jeg måske sige, men det er større end det. Det der gør, at vi forstår, hvad det hele går ud på, selvom vi ikke forstår ordene. Som første gang jeg hørte den færøske sangerinde Eivør Pálsdóttir. Jeg fattede ikke en bjælde, og alligevel fattede jeg alt, for det gik rent ind. Måske handler det om nærvær, om ægthed. Om at være fuldstændig til stede i musikken, så det ikke bare er en tom skal, en attitude. Om at række ud over sig selv.



Margarita Posada

Og det vil Juan Pino gerne. For ham er det ikke vigtigt, om de spiller for mange mennesker, selvom de ville ønske, at deres PR havde været lidt bedre. Bare det at de spiller. “Vi føler, at når vi synger, så synger vi ikke kun for de tilstedeværende; vi synger også til himlen, til jorden, således at vi får energien til at vokse generelt. Intentionen (Bruno Pinos, red.) om at synge for hele byen, på torvet, kan række endnu længere.”

Og overalt oplever de, at folk bliver meget begejstrede, når de oplever musikken. Men det er svært at lave PR, at få folk til at forstå, hvad det er. En blanding af singer-songwriter – i Ecuador kaldet nueva canción / nueva trova - hiphop og electronica. Han foretrækker også her betegnelsen folktronica, om end den kan dække ting, der er helt anderledes end deres. En blanding, der også indbefatter reminiscenser af traditionel Andés-folklore, men i en helt ny forklædning, var hvad vi fik at høre, da koncerten gik i gang. Jeg blev aldeles duperet over Paolo Jativas quena-spil, som nåede Ian Anderssonske højder. Det var i sandhed ”ecuatorianamente refrescante”.



 Alex Opazo og Margarita Posada

AT FØLE SIG HJEMME

Juan Pino har altid følt sig splittet mellem flere nationaliteter. Har aldrig følt sig helt hjemme og samtidig følt sig hjemme overalt. Og nu er Danmark blevet hans hjem. For nylig rejste han en tur til Indien og oplevede, hvor godt han følte sig hjemme der. At han hørte til, også selvom det er langt fra hans kultur og hans rødder. Han mener, at det er en af udfordringerne i hans liv – at føle sig hjemme overalt, at kunne føle et globalt og universelt tilhørsforhold, en global forbundethed med rødderne. Så måske tog jeg fejl i min formodning, om at projektet Quemando Palabras måtte høre hjemme i Ecuador. Det hører hjemme overalt, Juan Pino hører hjemme overalt.



Alex Opazo

Energien, nærværet, intentionen var i top til koncerten den lørdag aften i marts. Og nærværet og nydelsen hos publikum ditto. Også selvom lille jeg havde en klump af angst i maven for at skulle ud i natten og finde en taxa medbringende dyrt kamera og optageudstyr til interviewet. Guf for alle turistjægerne. Jeg kan glæde alle med, at min angst blev gjort til skamme; vi fandt en taxa med det samme, vi satte fødderne uden for ”La Estación” og blev kørt lige til døren ad lige præcis den rute, vi bad om. Måske også jeg skulle tage mig sammen til at føle mig hjemme. I hele verden. Jeg starter i Ecuador.