82

       Quito

… nået dertil, hvor jeg savner mine minder. Og det går dagen med. Langsomt forsvinder de, og nogle er allerede helt væk. Grader af glemsel har længe løbet i mine årer. Umærkeligt snigende ædes de op, minderne.

Hvad er et liv, hvis ikke det ikke findes i ens minder? Hvad er et liv, hvis ingen nye minder lægges til? … kan stadig huske, at jeg kunne huske. Små glimt, men hvad skal de?

Glemslen vil favne alt. Uendeligt formørkes mine øjne, forvitres mit sind, forsvinder min lugtesans. I mig bærer jeg snart kun duften af dem, der gik i forvejen.

… kan stadig huske, at jeg kunne huske... har ikke andet lave end at prøve på at huske. Holde fast i at ville huske. Prøve på at huske, hvordan det var at huske... hvordan det var at have minder. Om et liv.

Kun i solens klare skin ser jeg, at der er liv. Derude. Minderne flagrer ud mod horisonten...

81

        TelefériQo Cruz Loma, Quito

Grønt er godt for øjnenes blå!

Og er der ærter at tygge på,

ruccola, romaine eller flad salat,

det hele i en skål uden phthalat,

er dagen reddet og livet skønt.

Sådan er det nemlig med grønt!

Grønt skal nydes, ligeså blåt!

Indvortes og udvortes er lige godt.

Min udsigt gør mig altid glad,

luften og løvet, hvert mindste blad.

Fotosyntese er min yndlingssport;

den hjælper, hvis alting går helt i sort!

Hidsige gul er en fætter til grønt;

overta´r alt, får den først begyndt.

Lysende raps hele døgnet rundt,

synet er smukt, og det dufter sgu sundt!

Indrømmer gerne, at grønt græs er blødt,

men når det kommer til valget, så stemmer jeg rødt!

80

      Vista del TelefériQo Cruz Loma, Quito

Byen ligner en arkitekturmodel i 3D design! // Nej, det kan du da ikke mene? Det / gør den da overhovedet ikke, hvis jeg da ellers må sige min mening? / Byen ligner – en by // Byen stinker af grim smogget storby / Den ligner en arkitekturmodel i 3D design – og dermed basta!

(Med inspiration fra Pia Juuls ”Skoven ligner en katedral”)

79

         Quito

Minder fra en hedengangen tid. Fra dengang, hvor vi ikke troede på, at de nogensinde ville få bygget en ny lufthavn. ”Der er 56 dage til indvielsen”, stod der på et skilt. ”Haha”, sagde vi, ”den hopper vi ikke på. Det blæser syv pelikaner derude, det bliver aldrig godt. Og har de overhovedet tænkt på, hvordan folk skal komme helt derud mellem bjergene; der går jo ingen veje derud?”

Øredøvende nostalgi. Når et fly pludselig hang lige over mit hoved med landingshjulene ude og kløerne fremme. Og adrenalinen pumbede løs i mig.

Åh, hvor jeg savner drønet fra en jumbojet midt i fødselsdagsmiddagen på den hyggelige udendørs restaurant og visheden om, at to minutter efter er flyet landet, trygt og sikkert som altid. For slet ikke at tale om lyden af flymotorerne, der gasser op tre karréer fra min fars hus. Om lidt kan jeg se haleroret køre forbi mellem bygningerne på Avenida de la Prensa. Og hvor jeg mindes det svimlende syn, når flyet forsvinder i det fjerne og jeg ved, at dér, som to små mikroskopiske myrer, sidder mine døtre og bliver mindre og mindre, mens de følger jordens krumning op over bjergene, ud over Atlanterhavet og de 10.000 kilometer hjem.

Det var tider. Nu er den gamle lufthavn midt i byen blevet en park. En kedelig og meget flad park endda. Hvor folk kan gå og cykle om kap på en fordums landingsbane og løbe en tur med deres hund og blive sunde uden flysmog og hvad ved jeg... Kan det blive mere kedsommeligt? Næh, der var engang, man kunne mærke, at man levede. Med fare for at dø, hvis en pilot fejlkalkulerede sin afstand til landingsbanen... 

Men hvad nu hvis der kommer et fly forbi, som ikke ved, at lufthavnen er flyttet?

78

      Laicas, cerca de Amaguaña, Rumacuchi y Uyumbicho

Hvorfor behandler vi dem som nogle svin?

De kommer til os sårbare og nysgerrige

spændte på, hvordan vi er

De forventer venlighed

som også de er venlige

Hvorfor forstår vi ikke hinanden?

Bare fordi vi ikke taler samme sprog?

Smilet er den korteste vej

Lad os ikke fristes af angst

men fri os fra den indre svinehund

Hvorfor møder vi dem med skepsis og had?

De tager imod os med gæstfrihed

og byder os indenfor med åbne arme

Ske det gode gæstebud som hos dem

således også hos os

77

                              La sierra desde el aire

Der var engang, som i alle gode eventyr. Engang, hvor der ude på landet i Danmark altid hang næsten identiske billeder på væggen. Motivet var marker og et hus, en gård nærmere bestemt. Set ovenfra. Et luftfotografi af den fædrene gård. Smukt håndkoloreret skildredes således det ganske danske, ganske flade land og landbruget.

Lad mig lovprise det, som andre har lovprist kødpølsen. For farven, konsistensen og de smukke hvide fedtpartikler. For tilsætningsstofferne og sunset yellow. For at vise Danmark, som vi kendte det. Som det altid har været, siger nogen og lad det forblive sådan, tilføjer de. Og lovpriser videre. Og bygger større og større gårde med flere og flere dyr tættere og tættere sammen. Og får taget i billeder i lysægte farver af hvor smukt, det ser ud. For man kan ikke se pesticiderne fra luften.

De gamle billeder er i mine øjne smukkere end kødpølsen. Og som i alle gode eventyr er det, man kan se på overfladen, ofte for godt til at være sandt.

76

            Zumbahua

ingen ved det

men jeg er her

bag gardinet

i sikkerhed

her kan intet ondt ramme mig

for ingen ved, at jeg er her

her kan kun jeg

gøre ondt

sætte ild til alt

brænde broer og brænde breve

brænde mine længsler af

brænde mine minder og mig selv

åbne vinduet og puste

drysse mig ud af vinduet som aske

ingen ser det

og ser nogen noget

ser de blot en støvsky

det var mig

ingen ved det

75

     La sierra cerca de Pasochoa desde el aire

Nogle rasler med kæder, andre buldrer med tomme tønder. Trusler skal man ikke kimse af, heller ikke når det regner ned med hagl, med græshopper, med edderkopper.

Så hellere stikke halen mellem benene, styrte hjem og sætte sit lys under skæppen og lade det stå der, til det brænder ud, for så overlever man da så længe. Hvis man da har et sikkert og trygt hjem og ikke må søge tilflugt i overfyldte skibe...

74

   La sierra cerca de Pasochoa desde el aire

Det føles fuldstændig som i mine drømme. Svævende over landskabet i lutter velvære, kun med den lille forskel, at jeg her er fastspændt og har radiokontakt med lufthavnen i Quito. Og at der sidder en mand foran mig og styrer det hele, ganske behændigt, mens jeg læner mig ud over rælingen uden angst for at kæntre. Uden angst overhovedet. Ligesom i mine drømme tænker jeg slet ikke på, at det kunne være muligt at være bange. Det er ren og skær nydelse og en fryd for øjet og en frygtelig masse vind lige ind i ansigtet. Jeg mindes ikke, at der nogensinde var vind i mine drømme. Der gled jeg bare af sted, svømmede i luften, let som i vand men uden at skulle op til overfladen for at få luft. Her er rigeligt med luft; mine øjne løber i vand, og jeg fotograferer i blinde. Tørrer dem af og til og får så øje på nye former og farver. Linier der end ikke anes på landjorden dukker op og ændres fra det ene øjeblik til det næste, mens vi svæver. Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen, aner ikke hvor længe vi flyver, mens piloten viser mig vulkankratre, skove af eukalyptustræer, småbyer, veje, vandløb og kløfter med en fotografs fornemmelse for de gode linier og de gode motiver. Det lever fuldstændig op til mine drømme.

Specielt interesserede kan på venlig forespørgsel få tilsendt den artikel jeg skrev til Dansk Fotografi om mit besøg hos luftfotografen Jorge Anhalzer.

73

     Volcán Tungurahua

Lad mig danse dig ind i natten. Lægge et sjal over dine skuldre, nu hvor aftenen falder på, og duggen driver så vide. Lette dit åg og synge blidt for dig, til du slumrer ind. Vise, at jeg elsker dig blot ved at holde dig i mine arme, så let som de skyer, der driver op fra regnskoven uden at give en dråbe fra sig.

72

     Via Aloag Santo Domingo

Første gang, hun så det, vidste hun det. Der var ingen vej udenom. Alle veje fører til Rom, men der var kun én vej frem for hende. Den lige vej. Lige durk igennem, om så hun skulle sprænge sig vej og få skrammer på albuerne. Hun gik i gang. Minutiøs planlægning sideløbende med fuld fart frem. Uden at stoppe op og se sig tilbage. Hun kunne se det forude, langt forude, men dog synligt. Og da hun endelig nåede frem, mange år efter, fyldt med ar og skrammer, møgbeskidt med tjavset hår og nedslidte negle og oliepletter dybt i huden, syntes hun, at det var det hele værd. Hun stod der. Helt alene.

71

     Santo Domingo de los Colorados

Vi venter. Vi venter på bussen. Vi venter på en kølende byge, men venter os egentlig ikke noget. Af noget. Af livet. Vi venter, for vi har vænnet os til at vente uden at forvente. Noget. Måske en bus. Og mens vi venter, kører livet forbi i store stinkende lastbiler belæsset med klaser af bananer. Og ananas. Og cola. Og det kører derhen, hvor det er ventet. Mens vi venter. Vi venter og tænker lidt forsigtigt, uden at tanken kommer helt op til overfladen, at det kunne være, at det vendte. At vi ikke altid skulle vente. Men det er nok mere, end man kunne forvente. 

70

         Santo Domingo de los Colorados

Øjne der har set nok. Så blev de dækket, og drengen blev bagbundet og fik tape for munden, så han ikke kunne skrige. Hans søster ligeså. Bare fordi deres mor og far arbejder for den der gringo.

Den der gringo er manden, der serverer grillede muddermuslinger for sine gæster, deriblandt mig og min far. Skik følge eller land fly; vi smager en enkelt. De skulle virke mindst lige så godt som viagra. Han er manden, der for tiden har en ung columbiansk pige boende; hun har efterladt sin 9-årige datter hjemme hos mor for at søge lykken sydpå. Han er manden, der med 6 års skolegang fra Danmark i en skole med 44 elever, hvor første klasse sad på første række, anden klasse på anden række, tredje klasse på tredje række, ikke har meget til overs for indbyggerne i det land, han har bosat sig i. Indianere er dumme, de kan ikke finde ud af at dyrke jorden, men belaver sig på held. Og så er de forresten psykopater de fleste af dem, så nu ved vi det. Han er også manden, der engang blev holdt op og skudt igennem hovedet, sådan næsten da, og derfor har en ”naturlig” sideskilning. For da ikke at tale om de utallige indbrud, gringoen har været ude for i sit skønne hus på bakken, omkranset af den store plantage med kakao, majs og oliepalmer. Og hvor han som rigmanden ikke har været det eneste offer.

Mens jeg lægger øre til al den snak og kaster endnu en tanke på drengen og hans søster med de sky øjne, er vejret slået om til regn, der trommer vedholdende over den velindhegnede plantage.

PS: Denne dags tekst er IKKE fiktion! Jeg har med vilje ikke ladet fantasien krydre teksten, men bare skrevet det jeg fik fortalt.

69

       Santo Domingo de los Colorados

Noget om etnocentrisme

Ud å køre tur med far

Rundt omkring i landet

For min far er rigtig rar

Ingen siger andet

Under bilens tætte tag

Sidder jeg og nynner

Ser mig om på denne dag

Som jo just begynder

Ud å køre tur med far

Det skal de jo osse

Deres far er osse rar

Sikke dog en tosse!

Har han ingen snusfornuft?

I sin hjælmehjærne?

Skal de børn da virklig med?

Når han kør et ærinde?

Børnene de sover trygt

De kan ikke vide

At det her er helt forrykt

- tænker den rigide

Vejen ligger blank og vaad

Bilerne de brumme

Jeg er fyldt med gode raad

Men de må forstumme

Jeg er gæst i dette land

Mener mangt og meget

Men jeg ogsaa mene kan

Det er deres eget

Kan med lethed synges til Mogens Jermiin Nissen melodi til Halfdans Rasmussens ”Noget om en dejlig nat”.

68

     Santo Domingo de los Colorados

Humor, der går ud over andre, er jo den bedste humor. Det ved vi alle, ikke mindst min far. F.eks. da han til vejfesten på min barndoms gade serverede ”ketchup” i en slank rød flaske. Farven var den samme, konsistensen lignede til forveksling. Smagen fik dig til at ryge helt i vejret og bande på godt jysk. Det var mange år før chili blev en gængs vare i Danmarks supermarkeder.

67

        Santo Domingo de los Colorados

Afbrudt søvn

somnus interuptus

stå af i Santo Domingo

og lad mig dog sove i fred

til mørket falder på og mit døgn begynder

66

       Via Aloag Santo Domingo

Uden tanke på fremtiden gik vi ind i dette liv

Løb afsted over marker, snublede over tuer

Næsegrus i mudderet, fægtende gennem krattet

Flossede vinger til følge

Ar på huden, sår på sjælen

Dagen, den river og flår

Natten, den heler dit sår

65

                            Via Aloag Santo Domingo, måske nær El Paraiso

Jeg ved noget I ikke ved, for jeg ved hvad der sker efter dette. Jeg kørte gennem tunnellen. Hele vejen. Jeg ved, hvad der er på den anden side. Og jeg siger det ikke. Andre var der før mig; langt fra alle vendte tilbage. De skulle nok videre...

64

                               Santo Domingo de los Colorados

Hvis noget skulle være i tvivl, så er her tale om en bananrepublik. Vi befinder os i landet, hvis bananeksport udgør cirka en fjerdedel af den samlede bananeksport på verdensplan. Og det er en republik. Med en præsident. Han hedder Rafael Correa og bygger veje. Og var han en personlig ven af Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez, der på sin side identificerede sig med Leo Trotskij, som i en periode boede i Mexico hos Frida Kahlo og hendes mand Diego Rivera, som blev portrætteret af Modigliani, hvis maleri ”Alice” hænger på Statens Museum for Kunst, så nu er vi hjemme igen.

63

                            Santo Domingo de los Colorados

O at være en schæfer

svømme i kølende sø

løbe afsted under palmer

for kun om natten at gø

O at være en datter

på tur med sin far midt i maj

nydende tropernes frihed

sådan en datter er jeg


Inspireret af Frank Jæger "O at være en høne"

62

                             Santo Domingo de los Colorados

Nattens træ står grønt

Kæmpestore frugter på

Falder ned i smug

Tredve år de gik

Siden træet først jeg så

Ung og lidt naiv

Hvad er det for træ?

Stor var min forundrings kraft

Avocadotræ!

Gringo-Hans´s farm

Gensynsglæden den var stor

Hundrede hektar

Summen overalt

Hør en fårekyllings sang

Liv i nattens træ

61

         Otavalo

Endnu en tidlig og slidsom morgen

op før fanden så meget som overvejer at pudse sine møgbeskidte sko

før han skifter sine knækkede mølædte snørrebånd

før han fjerner den ækle stinkende hundelort fra sålerne

før han skifter de uhumske aviser, der han skullet tørre dem efter gårsdagens skybrud

før han over hovedet tænker på at sætte vand over til til sin ætsende skoldhede kaffe

før han smører sin mugne morgenkrydder med kvalmende harsk smør

for han ligger såmænd bare og snuer i sin ildelugtende lusebefængte alkove og drømmer om kommende vederstyggelige ugerninger

Jeg håber han sover rigtig længe i dag, døv for denne verden

60

                              Otavalo

I er overalt, hvorhen jeg end vender mig. Med jeres fremstrakte hænder, prikken på skulderen, skrivelser og formularer, krav og pligter, og så er der de lange to-do-lister. Og du bør forresten, og en aftale er en aftale. Ellers giver I mig dårlig samvittighed, et skidt omdømme, tager mine dagpenge og giver mig en bøde. For I kan godt skrue bissen på og sige det med store bogstaver, hvis det skulle komme til det. For det står der på jeres to-do-liste, at I skal, hvis jeg ikke makker ret og afleverer biblioteksbøgerne til tiden. Så jeg kan ikke bare lukke øjnene, glemme jer, fortie jer, fjerne jer fra mit synsfelt. Også I er fanget i hamsterhjulet, holdt fast af virkelighedens krav. Frem med hånden. Ellers vanker der et rap over fingrene.

59

                           Otavalo

Jeg havde engang et marsvin. Det fik kræft og måtte aflives. Jeg havde engang en guldfisk. Den forspiste sig. Jeg havde engang en kat. Den blev kørt over ude på hovedvej 13 mod Vejle. Jeg havde engang en hest. Nej, det var bare noget, jeg lod som om. Jeg havde engang en vandrende pind. Den gik sin vej. Jeg havde engang en høne. Den tog ræven. Jeg havde engang en mus. Den tog katten. Jeg havde engang en hamster. Den gravede sig de sirligste gange og dukkede aldrig op igen. Jeg havde engang en undulat. Du gætter det aldrig. Jo, den fløj sin vej. Jeg havde engang en slange. Den tabte sine tænder og døde af sult. Jeg havde engang en regnorm. Indtil jeg slog knude på den. 

58

        Panamericana

Han ved det godt selv. At det kan gå galt. Og at det vil gå galt, hvis han ikke gør, som han gør, så det gør han. Der skal være orden i tingene. Renlighed og symmetri. Alting på sin plads og hver ting til sin tid. Hver tid sin ting og plads til alting, hvis der er det. Men det er der ikke, derfor er verden så vældig.

Det er simpel nødvendighed, der gør, at han gør, som han gør. Sætter stavelser sammen til ord, der ikke findes, men der hersker orden. Det jeg skriver her, må han aldrig se. Det er alt for rodet. Alt for mange ord, der ikke står på rette symmetriske linier, og de er heller ikke lige lange på hver sin side af den manglende midterakse. Nej, det må han aldrig se. Manglende aksialitet er en dræber. Hvis han ser det, går det galt. Helt galt. Læs ikke dette, så går det galt.

57

                          Mojanda

Du kunne være i farver

og stå der og skinne om kap

med dine fregner

Selv hvis du var i sort hvid

ville du slå os alle

omkuld med et blik

En nat i fuldmånens blå skær

krøb jeg ind under din skygge

56

       Mojanda

Det var dengang, vi svømmede over af kærlighed

Dengang den bredte sig som ringe i vandet,

og man ikke kunne se en ende på dens omfang

Den nåede ud til alle i nærheden

og spredte sig videre
Siden kom tørken

55

       Sigchos

Det er ikke altid, at skønhed påskønnes. Nogle gange er det ganske enkelt svært at få øje på den, endskønt den befinder sig lige for fødderne af én. I græsset, på gulvet eller på væggen. Eller oppe under loftet lige over én. Det er mit skøn, at skønheden let overskygges af gru og rædsel og angst og tissen i bukserne af skræk. For ikke at tale om de hysteriske hvin og de trampende fodformede, der står i vejen for ens syn. For det er så svært at ramme med stiletter.