VEJEN TIL MAGDA

MIN SKOLEVEJ

Hvis min søde svigersøn Johan skulle skrive en stil, der hed ”Min skolevej”, ville den blive lang. Han går i øjeblikket på sprogskole på Instituto Superior inde midt i Quito og tager hjemmefra senest klokken syv hver dag for at nå derind til klokken halv ni. Et par busser og en trole, en slags sporvogn og han er fremme, men man ved aldrig lige hvornår de kommer og om de er proppede til randen, inden man overhovedet tænker på at stige ind. I busserne står der, at der er 45 siddepladser og 45 ståpladser, men der er da plads til mange flere… Når man ser en sådan bus eller trole køre forbi, ser man ofte folks arme og baller presset flade mod ruden. Et kønt syn. For at komme med skal du ofte springe på i farten, og af i samme tempo, inden døren lukkes (på trole´n) eller buschaufføren har gasset op, pustet en ti liter sort udstødning ud og forsøgt at finde indtil flere forskellige koblingspunkter, så bussen bevæger sig frem i ryk, og du rutsjer frem og tilbage i plastiksæderne (de få gange du sidder ned, that is…) Betaling er 0,25 dollar pr. person, og du kan køre rigtig langt for de godt 75 øre. Skifter du på en station f.eks. Ofelia eller Estación Norte, skal du ikke betale igen. Dog hænder det, at de i bussen spørger om man skal videre med trole og opkræver 5 centavos mere, men vi er noget usikre på, i hvis lomme de småpenge ender.

Nåh, det var jo ikke Johan, der skulle skrive om sin skolevej, og var det det , ville der nemt komme mange flere kapitler til. Om hvordan du står og er alert hele tiden, for at ingen går i dine lommer eller din taske eller rygsæk, som du oftest anbringer foran dig, specielt hvis du står op. Om de handlende der falbyder deres varer, om musikanter, der vil bibringe dig det gode budskab fra Jesu Christo eller bare tjene til deres brød, ofte blinde og velsyngende med en lille musikafspiller, som de synger til. Og så videre. Det bliver en anden dag...

 

 

BONELLA VITAL

I dag vil jeg skrive stilen ”Min vej til Magda”. Og nej, Magda er ikke min nye veninde, men det lokale supermarked, som ligger 10-15 minutters gang fra vores hus på Santa Teresa de Jesús. 

Vejen går ad Avenida Panamericana, som efter sigende skulle løbe hele vejen gennem Sydamerika fra syd til nord. Og her er trafikken ikke let! 3 baner hver vej samt en ekstra inderbane, som du bruger når du skal ind ad en sidevej. Første gang jeg gik vejen, var dagen efter vores ankomst. Jeg ville finde noget smør, så vi kunne stege morgenpandekager, og klokken var endnu ikke slagen 8 om morgenen. Hold da helt høns! Havde lige været i bad, smurt faktor 15 i fjæset, klar til at opsuge al smoggen. Du kunne skære i den - smoggen, that is! Netop på dette tidspunkt skal ALLE tilsyneladende ind til Quito, og der er kamp om pladsen på de mange vejbaner – busser, biler, taxaer, tankvogne, lastvogne. 

Jeg prøvede i nogle af de små butikker, tiendas, der ligger ud til vejen. Nej, mantequiilla eller manteca havde de ikke, kun små pakker Bonella vital, som er en slags margarine. Jeg gav ikke op (endnu), men vandrede hele vejen til Magda, som denne morgen virkede temmelig lang – og det selvom smoggen stod mig ind i ansigtet. Magda var lukket! Åbnede først klokken 8.30, så det får man ud af at være morgenkvinde og ikke ville vende sin dagsrytme fra Danmark helt på hovedet fra starten (klokken var dog ca. 14 eftermiddag i Danmark på det tidspunkt). Så jeg måtte opgive/overgive mig til Bonella vital og købte en lille bitte pakke, mindre end mit rødbedefarvede pas og af cirka samme tykkelse. I en lille tienda ud til Panamericana, en lille butik der har åben hele dagen og aftenen med, og hvor smoggen stårdirekte ind i samme tidsrum. Det kunne man se. Jeg nænnede ikke at fjerne smoggen, som sad som sorte sodpartikler udenpå plastikemballagen. Det gør den stadig, for selvfølgelig havde min datter Amalie fundet almindelig kærgården-størrelse af samme produkt i vores skab og var i gang med stegningen, da jeg godt tilsodet kom hjem og forsøgte at trække vejret lidt mere normalt i eukalyptustræernes skygge, ca. 100 meter fra selvsamme sodvej. 

Jeg har nu gået vejen en del gange og helst uden for myldretiden og inden mørkets frembrud. Efter mørkets frembrud ville jeg aldrig gå der, for der vrimler grangiveligt med ladrones, tyveknægte og overfaldsmænd at dømme efter alle de advarsler, vi har fået.

FRI FRA SKOLE

Men her i tirsdags godt middag – hvilket man kan høre på, at folk går fra at sige Buenas días til at sige Buenas tardes–  måtte jeg derhen igen. Min søde datter fik i mandags fjernet en visdomstand og skulle drikke masser af vand og spise masser af is. Og den halve liter vanilleis og den galon vand (ca.4 liter), jeg købte sent i går eftermiddags, var væk. Afsted med mutter! Ud at vandre på det smalle fortov langs Avenida Panamericana endnu engang. Hvis man da kunne komme igennem dernedtil, og det havde man ikke kunnet i bil. For jeg ramte vist lige tidspunktet 12.30, hvor alle skolebørn får fri og hentes af deres mor eller far eller abuelita,bessemor, og de fylder hele vejen uden for skolen Jardín de infantes y escuela - Klub Arabe-Ecuatoriana, ca. 20 meter fra vores hus, hvorfra vi ofte kan høre morgengymnastikken i skolegården, når vi er i bad om morgenen. Jeg kom dog igennem og mødte endda min hermanastro, min halvbror Roberto, på gåben for en gangs skyld, men nu lige så meget fordi han havde afleveret bilen hos mekanikeren på hjørnet. Også issælgerne havde slået sig ned uden for skolen, børn er sikkert lige så gode til plage om is i Ecuador som i Danmark.

TIENDAS

Nede på Panamericana går jeg forbi en masse tiendas. Både de små med vand, sodavand og slik og måske lidt neglelak eller kuglepenne. Den gode bager, som altid har morgenfriskt croissantagtigt brød og kager. En dag, vi ventede på bussen, købte Amalie et par småkager. I det samme kom en bus forbi og hældte 15 liter sod ud i hovedet på os. Derefter forekom det ganske naturligt at omdøbe småkage til smogkage. Der er også de små butikker, hvor grisene hænger med hovedet nedad, og det oser dejligt af stegt svinekød, hornada. Nogle små cafeterier, hvor de lokale eller de, der stopper langs Panamericana, får sig en traditionel desayuno eller almuerzo, morgenmad eller frokost. Uagtet smoggen igen. Samt et par steder, hvor der er cabinas telefónicas, hvor du kan ringe hjem til Danmark – gennem jorden eller udenom vides ikke med sikkerhed. Men først og fremmest er der masser af mekanikere, små automobilværksteder, butikker med forskellige reservedele til biler, dæk, slanger, alt muligt som jeg, der ikke er bilejer, slet ikke har ord for. Men særdeles beskidt ser det ud. Dæk i ulige stabler i en baggård. Et sted sælger de endda AMALIE! Better than it has to be, og sådan er det jo med Amalie! At der her er tale om motorolie i spandevis, glemte jeg vist lige at sige. Du kan også købe llantas con tecnología alemana, dæk med tysk teknologi. Jo, også her er tysk grundighed et varemærke. 

CONSUMIDOR FINAL

En sort omstrejfende hund gør fortovet lidt usikkert, men jeg når hen til Complejo Comercial Carapungo, som det nu hedder. Magda samt en bog- og papirbutik, Comisariato del Libro, med meget højt til loftet, snorlige reoler med tusindvis af cuadernos, stilehæfter og ingen kunder. Kun mig, og jeg købte blot den mindste notesbog, de havde, for under en halv dollar, med motivet af en meget nuttet hund udenpå. Føler mig foranlediget til at tilføje, at der ikke var nogen valgmuligheder motivisk set – kun nuttede hundehvalpe i forskellige afskygninger. Og en Sandry, et pænt fastfoodsted med masser af pollo som sædvanligt. Spiser de andet end kylling og ris her? Jo, der er også Cebiches de Rumañahui. Jeg fik is til Amalie. Og agurker, tomater, grøn peber, så vi kan lave gazpacho igen, nu hvor hun helst skal have noget koldt og flydende. Samt toiletpapir og vatpinde. Og jeg lærte endda noget nyt. At jeg skal svare consumidor final, når den unge kassedame spørger, for jeg skal jo ikke have en faktura, kan ikke trække madbudgettet fra i skat. Hun var så sød at gentage, indtil jeg var med på det. Folk er vældig flinke og ligner slet ikke tyve og overfaldsmænd. Ikke inde i butikkerne i hvert fald.

 I SIKKERHED

Turen tilbage gik også fint. Jeg købte dog først vandet lige nede på hjørnet til vores gyde, for en galón vejer pænt til. How are you, spurgte den unge mand i butikken. Han havde travlt med at nusse en sød sortøjet piges tæer, så jeg svarede bare fine og spurgte på spansk efter en galón Tesalia. 1 dollar og 5 centavos. Og snart var jeg hjemme igen, folkene fra min fars værksted var også på vej ind, og Franklin holdt porten for mig. Som derefter lukkes med slå men ikke låses, før folkene er taget hjem. Så er vi låst inde og vælger at tro på, at det er sikkert at bo her. 100 meter fra tyveknægte og overfaldsmænd på Panamericana.

TRANQUILA eller HVERDAG PÅ ÆKVATOR

Hvad indeholder en hverdag? Visse rutiner som at stå op og gå i bad, lave mad og vaske op. Bevæge sig fra et sted til et andet og tilbage igen, foretage sig noget og tale med folk undervejs i løbet af dagen. 

Det lyder helt som min hverdag som pædagog hjemme i Risskov. Men passer lige så godt på mit liv i Calderón, lidt nord for hovedstaden Quito i Ecuador. Og når nu lighederne, strukturen er trukket frem, må det siges, at også forskellene er til at få øje på. Tempoet f.eks. – og ikke kun fordi jeg nægter at stresse rundt, også fordi f.eks. et bad inklusiv hårvask kan tage alt imellem 5 minutter og 45 af de samme. Er dog så meget i afstressningsmode, at jeg ikke kunne drømme om at tage tid på det. Men måske er der ikke rigtig tryk på vandet, som så kribler ud i noget man ikke engang kan kalde en stråle. Og uden tryk er der heller ingen varme i vandet, for huset er ekviperet med en gasvandvarmer af mærket Nikon (og den hedder Instamatic, hvilket der nu ikke kommer mange billeder ud af) og en sådan kan kun arbejde, hvis der er et vist tryk.

PACIENCIA

Hvis ikke du er udrustet med en vis portion tålmodighed, så lærer du det her. Også når du kører i bus eller taxa. Det KAN tage under 20 minutter at komme fra midten af Quito til Calderón – om natten, når taxaen kører 120 på omfartsvejen Pereférico – men normalt tager det et pænt stykke over en time, uanset transportmiddel. For der er altid trafikpropper, værst morgen og sen eftermiddag naturligvis, hvor alle der arbejder i byen skal til og fra.

Lyder det slemt? Man vænner sig til det. 

UPS!

Ligesom man vænner sig til det der må være det modsatte af tysk grundighed = ecuadoriansk ”ups, det havde jeg ikke lige tænkt på...” F.eks. da slangerne fra gasflasken var blevet forbundet forkert, fordi håndværkeren Rodrigo, der er ved at lave nyt badeværelse til os, havde taget dem af og IKKE set efter, hvordan de sad, så de kom omvendt på. Det tog tre dage at opdage det og i de tre dage havde vi intet varmt vand. Men pyt…

MAN KAN KUN GRINE eller SÅ FIK VI GUACAMOLETOASTS…

Ligesom vi ikke kunne andet end at grine den aften, hvor strømmen gik. Det vil sige: først slap gassen op lige da vi var ved at koge grønne linser og havde rørt en pandekagedej! Vi vidste, at her var en ny gasflaske, men den var naturligvis låst inde på værkstedet, som først ville blive åbnet næste morgen. OK, hvad gør vi så? Jamen, komfuret har jo ikke blot fire gasblus, men også et elektrisk. Vi sætter da strøm til, men mon det skal have kraft? "No no" , sagde vores konsulent på telefonen, som i det øjeblik befandt sig til cocktailparty på det danske konsulat. OK, det gør vi så og langsomt kom der svag varme fra elblusset – OG masser af varme i ovnen nedenunder, så vi kunne jo også sætte noget derind. Hvis altså vi kunne åbne lågen… 

Komfuret var blevet hovedrepareret før vi kom, sikkert skilt helt ad og helt klart sat forkert sammen bagefter, for lågen kunne kun åbnes et lille my. Vi forsøgte at slukke for ovnblusset, men knappen gik af. Derefter at dreje på den resterende knop med en tang og DER gik strømmen. Det blev buldermørkt havde det ikke været for min datters nyindkøbte minihøjtaler, som hun havde tilsluttet sin iPod, og som lyste blidt og blåt ud i mørket. Så ved hjælp af den fandt jeg endnu engang mobilen og ringede til konsulatkonsulenten. "Jamen, I skal bare slå strømmen til på relæet ved siden af døren!" Der var intet at se. De havde jo hængt et pænt skilderi  med en latte fra Piazza Navona hen over det, så det var godt skjult der i mørket. 

Alt endte godt! Strømmen kom igen, gas fik vi næste morgen. Aftensmaden blev i stedet for pandekager med alt godt fra ækvator til de lækreste guacamoletoasts, pandekagerne fik vi næste dag til både morgenmad og aftensmad,og linserne blev et par dage efter til de lækreste linsefrikadeller med comino molido, spidskommen, flankeret af brune ris og pandestegte auberginer, rød og grøn peber og tomat. Og selv kogekedlen, der ofte strejker, var med os, så vi fik også aftenkaffe. Nu har vi udstyret den med en gul neglelaksplet, så vi ved hvilken side af stikket der helst skal vende opad, og derudover kildrer vi den lidt og puster blidt på ledningen, så virker den næsten hver gang.

TRANQUILA

Dagligdag i Danmark – ofte planlagt fra A-Z med logistiske krumspring fra et punkt til et andet. Vi forudsætter, at stort set alt går efter planen. Dagligdag i Ecuador – et forhindringsløb, regn med at intet bliver som planlagt, så er du på den sikre side og bliver glad for det, der lykkes.

Tranquila, tag det roligt.

EN AFTEN PÅ STADION

REGNEN VIL, HVAD REGNEN VIL…

Én ting lærte vi i aftes på Estadio Olímpico Atahualpa. At når regnen vil ned, så vil den ned. Også selvom nogle tusinde mennesker garderer sig med paraplyer og engangsponchos til en dollar stykket, regnslag af tvivlsom og temmelig hurtig udtjent kvalitet. Regnen bliver ikke deroppe, det er kun et spørgsmål om, hvor den falder, og hvem der bliver mest våd. Dryp fra paraplyer lige i øjet svier lidt. Våde ærmer, når nogen har mast sig forbi i den tætte mængde af mennesker,og regnslaget derved mødte sin banemand. Lidt vand ned ad nakken også en reel og aktuel mulighed.

 

RADIO RELOJ – CINCO DE LA MAÑANA

Og tro nu endelig ikke, at jeg var ude for at opleve mit 48 årige livs første fodboldkamp, bare fordi jeg befandt mig på et stadion. Faktisk var det mig – og et par tusind andre – der stod på banen, og der var absolut ikke andre bolde end de par reklamebadebolde fra mobilselskabet CLARO, der blev kastet hid og did oven på folkemængden. Fyrretyve klokkeklare dollars havde jeg givet for at stå der i regnen og vente. Vente og vente og vente i to timer uden at kunne rykke mig mange millimeter. Sammen med alle de andre der heller ikke kunne rokke sig, deriblandt mine to medbragte danske teenagere, der ligesom jeg syntes, at det var lidt af et scoop at skulle høre MANU CHAO her i Ecuador. I det land hvor jeg for første gang – for knap elleve år siden på en biltur mellem Loja og Cuenca hørte sangen, hvori indgår ”Qué horas son, mi corazon?” samt en gang charmerende grammatisk sludder som ”Me gustas tu”. Solgt fra første færd til en musik, man kun kan blive i godt humør af, ikke mindst når en dyb spansk radiospeakerstemme pludselig proklamerer: ”Radio Reloj – cinco de la mañana” (Radio Ur – klokken fem om morgenen)!

DEN KORTESTE VEJ MELLEM MENNESKER

Stemningen var rigtig god under paraplyerne. Det er endnu engang bevist, at den korteste vej mellem mennesker er smilet. Højt humør og ingen mukken i krogene eller under regnslagshætterne. Der var da også sørget for lidt underholdning. Af og til gik en reklame for en koncert med Roxette sin tur henover storskærmene, som dog var knap så store som dem vi kender fra Bøgescenen på SmukFest. Samt en koncertvideo fra Televisión Catalunya, hvor musikken dog ikke havde meget at gøre med det man så. Og en lille time før selve koncerten skulle starte gik MAKI på! En ung ecuadoriansk popfyr, der spillede tre numre fra sin første og eneste CD, hvoraf nummer to angiveligt var en lovprisning af la lluvia, regnen, hvilket ikke vakte den helt store jubel. Jeg kunne nu godt li´ det. Størst bifald fik han da han annoncerede, at nu kom hans sidste nummer. Efter lidt pause gik endnu et opvarmningsband på. PAPÁ CHANGÓ – og de må nok være noget mere kendte; i hvert fald kunne den højrøstede unge dame ved min side alle teksterne og til dels melodierne – dog ikke hvis de bevægede sig alt for højt op, så blev hun ligesom dér hvor hun var! Danse kunne hun osse; med store arm- og skulderbevægelser forstod hun at skabe så meget rum omkring sig, at jeg hurtigt fandt ud af, at jeg måtte kile mig hen til et andet ståsted, hvis jeg skulle få noget som helst ud af aftenens hovednavn, hvad det så end var.

 

VÆDDEMÅLET

For godt nok var jeg kommet for at høre MANU CHAO, men også CALLE 13 skulle spille, ganske ukendt for mig, men ikke for folk omkring mig, som højlydt væddede om, hvem der mon skulle på først. ”Yo gané”, jeg vandt lød det pludselig, da en pige ved min side kunne genkende noget der blev båret ind på scenen. Jeg vandt også, om end ikke et væddemål, men vi tre danskere (havde i øvrigt set to andre danske piger, så vi var ikke de eneste) havde i den grad håbet på, at han kom først på, MANU CHAO, eller som han egentlig hedder José Manuel Arturo Tomás Chao, opvokset ved Paris men af halvbaskisk oprindelse og noget af en sprogækvilibrist, for han synger ligeså vel på fransk, spansk, engelsk, portugisisk og kaudervælsk.

ALLE I HOP

”Olé olé olé olé, Manu Manu”- jo tak, fodboldstemning var der… Og så fik folk da ellers paraplyerne ned og lod byger være byger. Alle i hop hoppede pludselig, og man måtte bare følge med i begejstringen. At min datter tabte sine sko og måtte fiske dem op med risiko for at blive væltet og trådt over tæerne af høje hæle afgjorde dog, at hopperiet for vores vedkommende blev en kort fornøjelse. Vi kæmpede os alle tre mens vi holdt godt fast i hinandens hænder ud til højre side, og det skulle man måske tro var nemt, men nej, der måtte virkelig masses, indtil Amalie kundgjorde, at nu var det OK, og at hendes våde fødder godt kunne mærke, at vi var kommet lidt ud fra den af folkemængden opvarmede undergrund, og hun vovede at tage de gennemblødte sko på igen. Lyden var unægtelig ikke specielt god her, men stemningen var stadig i top, om end ikke i hop. Selvfølgelig spillede han en del nye sange, som vi ikke kendte så godt, deriblandt ”Si yo fuera Maradona”, ”Hvis jeg var Maradona”, men jublen og syng-med-effekten var stor overalt, da han spillede ”Me gustas tu” og ”Clandestino”. Specielt linjen ”Marihuana – illegal” fik ekstra kraft fra publikumsbunken, hvoraf en del dog også ifølge mine ret pålidelige næsebor var pænt påvirket af netop dette illegale stof. Vi var dog et par stykker, der hellere tog den flyvetur, der af og til åbenbarede sig for vore øjne, når et fly sejlede tæt forbi stadion på vej til lufthavnen få kilometer derfra.

FOLKELIG HUMØRSPREDER

Jeg synes stadig, at Manu Chao er en humørspreder i sin helt egen karat. Akkompagneret af farverige naivistiske tegninger på storskærmen. Helt som hans hjemmeside, hvor man hverken kan finde hoved eller hale i farveladeriet. Folkelig er han også, måske lidt for meget for min personlige smag, viste det sig. For der var lidt for meget stadionsstemning over gang på gang at skulle synge med på ”Ou – O –O” og helt overflødigt, når han nu har lavet så farverige syng-med-og-vær-glad-sentenser som ”BOM-ba-la-bom-BA-la-bom-ba-LA-bom-ba-la-BOM-ba-la” i sin egen swingende reggaestil.

Stemningen var i top, regnen holdte af og til op, man fik bevæget sin krop, både med dans og med hop.

OVERRASKELSE TIL ØREGANGENE

Og så til aftenens overraskelse. Jeg havde i hvert fald ikke ventet det, om end vente var lige præcis, hvad vi måtte engang til. CALLE 13. Populære og Puerto Ricanske. Med forrapperen ”El Residente” (den bosiddende) i bar overkrop og hans søster, den kvindelige rapper PG-13. Samt en jazzet swingende blæsersektion med en cubansk trompetist. Jeg siger dig, jeg fik lyttelapperne slået ud. I første nummer lød linien ”Siempre digo lo que pienso” (jeg siger altid hvad jeg tænker) mange gange henover et interessant harmonisk underlag. Lidt mere stille lød ”No hay nadie como tu, mi amor” (der er ingen som dig, min elskede), men stadig blev mine øregange pirret og tirret og det kan de temmelig godt li´ at blive.

SPILD EN DOLLAR

Efter ca. 6 numre kunne min lænd dog ikke li´ mere. Det er krafteddermame hårdt at stå op i så mange timer for en gammel kone som mig, viste det sig. Jeg må købe deres CD, findes sikkert også på det halvvejs legale illegale marked for en dollar. Med risiko for at den ikke dur til noget og er spild af en dollar.

Regnen var hørt op, overalt lå henkastede engangsponchos, da vi bevægede os ud af mængden og ud af stadion for at finde en taxa til Calderón inden det helt store rykud. Jeg tog også min iturevne poncho af, overrasket over hvor meget varme og beskyttelse mod regn, jeg havde fået for en dollar. Den dollar var ikke spildt.