lørdag den 7. marts 2015

1

100 DAGE PÅ ÆKVATOR 


I dag er det tre år siden, at jeg landede i Ecuador på næsten ubestemt tid. Det blev nærmere bestemt til 100 dage i en anden kultur og omgivet af en anden natur. Efter 90 dage var jeg illegal, for da udløb mit turistvisum. Det var lidt spændende uden at være farligt. Tror jeg nok. Som så meget andet når man rejser ud i verden - man ved aldrig helt...

Jeg kom hjem igen. Mange af os kender det lidt for godt. Vi kommer hjem fra en fantastisk rejse med masser af billeder, tanker, oplevelser. Og før vi får set os om, har dagligdagen generobret sit territorium i vores bevidsthed og lader os kun glimtvis skimte det eventyr, vi lod bag os.

Jeg har aldrig rigtig villet finde mig i det. Førhen lavede jeg konkrete fysiske fotoalbums med tekst fra mine rejser. Fik fremkaldt billeder i bedste kvalitet og skar dem til lige præcis som jeg ville ha´ dem – med en hobbykniv langs en analog lineal. Brugte et halvt års lange vinteraftener på at genfortælle min og familiens historie for mig selv og lod andre læse med. På sofabordet, når der kom gæster. Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at billederne og oplevelserne skulle leve længere end halvandent døgn ind i dagligdagen.

Jeg vil stadig ikke finde mig i det. Noget af mit nu 3 år gamle materiale fra de 100 dage på Ækvator blev til artikler i tidsskrifter og billeder til fotokonkurrencer. Men der er stadig så meget guld, synes jeg selv. Og jeg vil gerne dele det med jer. Bare lidt af det - og uden at I behøver besøge mit sofabord. Bare 100 billeder – ét for hver dag på Ækvator. Og nogle ord i vekslende mængde.

Det bliver ikke en kronologisk rejseskildring fyldt med sjove episoder med mine medrejsende og et kort, så I kan følge vores rejse. Den slags munterheder kan man finde i de blog-indlæg, jeg lavede undervejs på rejsen (se under marts-maj 2012).

I stedet vil jeg udfordre mig selv ved at lade det enkelte billede være afsæt for hvad der nu falder for. En tanke, en følelse, et haiku eller syv, en lille historie hentet fra Ecuador eller inde fra mig selv. Noget der supplerer billedet eller giver det en helt anden retning. Noget som er relevant for mig og måske kan give dig en lille oplevelse. Noget der peger videre ud i livet frem for bare at sige ”I was here!” med tre års forsinkelse. Jeg aner endnu ikke selv, hvad det udvikler sig til...

Følg mig de næste 100 dage på denne blog. Nyd hver dag et billede sammen med mig og læs, hvis du orker. Og fortæl mig gerne, hvad du tænker om det. 


Vi starter her:


    Quito, Ecuador


Flyvende Haiku i 10 kilometers højde og nedefter, tilegnet Matilde Mortensen


Flyver kloden rundt
snart med ho´det hver sin vej
vil vi gå og stå

Fyldt med kærlighed
slår jeg mine vinger ud
tyngdekraft intakt

Svæver over vand
over land og mere vand
højt i vilden sky

Der ti tusind er
afstand fyldt med kærlighed
kilometervis

Maven har et hul
der er plads til dig min skat
tomrum fyldes ud

Natligt Stillehav
blafren og lidt vingesus
favner os i nat

Flyet hælder lidt
nattens by er under mig
perler på en snor



3 kommentarer:

  1. 100 fortælledage, det bliver spændende, også selvom der nu kun er 99 dage tilbage med inspirerende læsning. Jeg vil glæde mig :-)

    SvarSlet
  2. skøn ide...og glæder mig til fyd for øjet og sjælen :-)

    SvarSlet
  3. Det er et fint digt, der viser din evne for at navigere med ord - lykke til -

    SvarSlet