24

         Isla de la Plata

Fanget i din egen lille rutinerutunde

vanens vandrette magt

lige ud efter stregen

og du når frem

til samme sted som du kom fra

23

      Puerto Lopez

Blæsten kan man ikke få at se

men den fejer alting væk som ikke er tøjret til stålwirer

Tiden kan man heller ikke se

men den blegner alting som ikke er printet i lysægte technicolor

Umærkeligt mørner minder

Evindeligt visner viden

Fortløbende falmer fantasier

Skræmmende skæmmes skarpsindet

Blødende blegner begivenheder

Ørkesløst økonomiseres ønsker

Dystert drænes drømme

Retfærdigt ridses rynker

Krævende krykkes kroppen

Alting fejes væk af livets kost ført af tidens hånd - og blæsten

22

          Stillehavet ved Canoa

Stille stille stille nu går sol i hav

natten kommer før du aner

en rest af i dag med et skin som rav

og glimt i bølgens baner

Det mørkner så sagte i det fjerne nu

jeg kan høre nogen sige:

” Så trist du forsvandt, men snart vil du igen
stå op i solens rige”

21

      Aldea Salamandra, Puerto Quito

Skrøbelighed

Altings

Stikkende og sart?

Magtesløshed

Også min

Vred og sårbar?

Hjælpeløshed

Omars

Voldelig og fortvivlet?

Kun blomsten kan fralægge sig et ansvar

PS: Jeg kan anbefale denne artikel: http://www.information.dk/527264

20

     Nambillo

Jeg hørte floden bruse

Jeg hørte blodet suse

Jeg hørte græsset gro

Jeg hørte nogen lo

Jeg hørte livet syde

Jeg hørte junglens lyde

Jeg hørte nogen skreg

Jeg hørte det var mig

Jeg hørte alles drifter

Men hørte jeg mon efter?

19

       Aldea Salamandra, Puerto Quito

Tortur at ligge en søvnløs nat og våge over livet

dit og mit bag myggenettet

mens det leves udenfor af dem der kan se i mørke

og indenfor af dem vi ikke ved er der

18

         Aldea Salamandra, Puerto Quito

Svævende lyserød på en sky

17

                             Aldea Salamandra, Puerto Quito

Næsten vulgær

med sine kødfulde blade

drivende af fugt

Næsten mest blær

med sine vandfulde fade

sivende af lugt

Næsten prekær

på sit rådfulde stade

rivende på flugt

16

       Nambillo

Udenfor eller indenfor?

Udsigt eller indsigt?

Jeg ved hverken ud eller ind...

15

      Aldea Salamandra, Puerto Quito

Grønt gror overalt

oppefra og nedefra

smitter af på flod

Varmen kan ej ses

sved der drypper uafbrudt

istap i min drøm

Luft filtrerer lyd

fugtigheden lukker tæt

kun cikadesang

14

      Mindo

Mit liv forfalder med møbler

Sengen holder mig fast helt mod min vilje

Reolen udfordrer mig og jeg må vende blikket væk

Skrivebordet slavebinder mig og tror det ved bedst

Komfuret glor olmt på mig, jeg tror det savner mig lidt

Mit yndlingsmøbel er sofaen, kun den holder virkelig af mig

Venter mig hver dag med længsel og solbestrålede timer i blændende passivitet
med katte der smyger sig og ligger i teske

Os kan man ikke skille ad

Os kan man ikke rykke en millimeter

Det er ren lykke i livets laden stå til

13

    Lodret over tågeskoven ved Mindo

Svævet er

en tillidsøvelse

Livet er

en tillidsøvelse

Kærligheden er

en tillidsøvelse

Hvor længe skal man øve sig for at kunne kalde sig mester?

12

       Mindo

Mig?

Hvem?
Mig?

Hvorfor kigger du på mig?

På den der måde?

Jeg løber jo bare rundt her og snuser

ved træet

på vejen

bag hegnet

i morgensolen

ved siden af natten

over larmen

under panikken

foran søvnen

og mellem bygerne og tågeskovens dis

Og så møder jeg nogle andre og de kigger ikke sådan

Hvad vil du dog?

Stop det der!

11

     Panamericana Sur

Kom hid, Per Kirkeby og alle I andre kimbrere

Kom hid, Lars Wilks og alle I andre svenske rundkørselshunde med eller uden skæg

Kom hid, hvor der også er rundkørsler - endda med rindende vand – eller næsten...

10

          Quito

Det sidste farvel

blev længe før

og det vidste vi ikke.

Vi tales ved på kirkegården

du skal også sige noget, siger niecen

jeg taler med hende inde i mig selv, siger jeg.

9

     Quito

Huse på skråning

kilet sammen som puslespilsbrikker

bliktag med bildæk

nedrullede gardiner og hvad skimtes i mørket

nedløbsrør og hvor løber det hen

hustrumishandling og kærlighed

en kamp for dagligdagen og en laden stå til og alt for meget sukkerrørssnaps

at skabe skønhed i slummen med grønt i urtepotter er godt for øjet

ituslåede ruder

frønnede brædder og parabol

strøm og den afbrydes man ved aldrig hvornår

kantede haver huse gavle tage tørresnore med vasketøj

I det puslespil uden umulig blå himmel der tager en krig leves et liv

og du opdager at hunden er løbet med den sidste brik

en person er på vej op ad trappen

8

       Calderón

Over pigtråd og mure med glasskår

gennem bilalarmer og skudsalver

forbi bevæbnede sikkerhedsfolk

og alle andre der passer på at passe godt på

omkring høje mure og krat med kolibrier

spreder eukalyptustræer deres duft af højland

i fugleflugt

7

                               Quito Centro

Jeg husker sangen, jeg husker Amanda

som løb gennem gaderne med et smil på læben

som løb gennem gaderne for at møde Manuel

Han vendte aldrig tilbage, du vendte aldrig hjem

men blev fundet i vejkanten uden for Santiago

henrettet af skud fra et maskingevær

Jeg husker dig Victor, som jeg husker Amanda

Lyt på: https://www.youtube.com/watch?v=XmDOOzfhIw8

6

      Hos Doctor Diego Acurio, Odontólogo. Quito.

Jeg kan høre et bor, men jeg kan ingenting se.

Jeg ville gerne kunne flytte mig, men jeg skal blive her.

Det er en visdomstand, der skal ud. De skal operere, fordi tænderne sidder så tæt, skære lidt i kæben, hive tanden ud og sy et par sting. Bare bedøvelsen virker.

Jeg bliver helt dårlig ved tanken og af de store røde piller mod betændelse.

Bliver helt bange for at du ikke kommer ud igen, ud i venteværelset her på 3.sal.

Hvor jeg venter, venter og venter, som havde jeg læst brugsanvisningen for lokalet.

Sådan er det vist at være mor.

”Det var da ingenting!” siger du og hiver selv stingene ud et par uger efter, nede ved Stillehavet. Tapre ørn.

5

                             Mercado Ipiales, Quito

Hønsefødder og gulerødder,

halsen også dit liv forsøder.

Kog en ko, lav suppe på maven,

garneret med lidt godt fra haven.

Ikke alt de på markedet har

er lækkert for en vegetar.

Rejer grå for så er de bedst,

at tømme deres tarme er ingen fest.

- man let kan miste sin lyst til mad

når alt man tænker er lort på fad...

4

      Panamericana, Calderón

Silende regn

torden og lynild

regnskoven skylles væk

siger nogen at nogen siger

splitte mine bramsejl

floder overalt

når regn er alt der er

3

                            Quito Centro, med udsigt til Panecillo

Tre kilometer over havet

plus minus

bjergene dikterer og vi følger strømmen

slangen af røde bremselys

2

      La Virgen de Quito, Panecillo

Knejsende jomfru på bakken

Gud give dig øjne i nakken

(Den sydlige del af Quito er langt fattigere og mere præget af kriminalitet end den nordlige, som hun er vendt mod)

1

100 DAGE PÅ ÆKVATOR 

I dag er det tre år siden, at jeg landede i Ecuador på næsten ubestemt tid. Det blev nærmere bestemt til 100 dage i en anden kultur og omgivet af en anden natur. Efter 90 dage var jeg illegal, for da udløb mit turistvisum. Det var lidt spændende uden at være farligt. Tror jeg nok. Som så meget andet når man rejser ud i verden - man ved aldrig helt...

Jeg kom hjem igen. Mange af os kender det lidt for godt. Vi kommer hjem fra en fantastisk rejse med masser af billeder, tanker, oplevelser. Og før vi får set os om, har dagligdagen generobret sit territorium i vores bevidsthed og lader os kun glimtvis skimte det eventyr, vi lod bag os.

Jeg har aldrig rigtig villet finde mig i det. Førhen lavede jeg konkrete fysiske fotoalbums med tekst fra mine rejser. Fik fremkaldt billeder i bedste kvalitet og skar dem til lige præcis som jeg ville ha´ dem – med en hobbykniv langs en analog lineal. Brugte et halvt års lange vinteraftener på at genfortælle min og familiens historie for mig selv og lod andre læse med. På sofabordet, når der kom gæster. Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at billederne og oplevelserne skulle leve længere end halvandent døgn ind i dagligdagen.

Jeg vil stadig ikke finde mig i det. Noget af mit nu 3 år gamle materiale fra de 100 dage på Ækvator blev til artikler i tidsskrifter og billeder til fotokonkurrencer. Men der er stadig så meget guld, synes jeg selv. Og jeg vil gerne dele det med jer. Bare lidt af det - og uden at I behøver besøge mit sofabord. Bare 100 billeder – ét for hver dag på Ækvator. Og nogle ord i vekslende mængde.

Det bliver ikke en kronologisk rejseskildring fyldt med sjove episoder med mine medrejsende og et kort, så I kan følge vores rejse. Den slags munterheder kan man finde i de blog-indlæg, jeg lavede undervejs på rejsen (se under marts-maj 2012).

I stedet vil jeg udfordre mig selv ved at lade det enkelte billede være afsæt for hvad der nu falder for. En tanke, en følelse, et haiku eller syv, en lille historie hentet fra Ecuador eller inde fra mig selv. Noget der supplerer billedet eller giver det en helt anden retning. Noget som er relevant for mig og måske kan give dig en lille oplevelse. Noget der peger videre ud i livet frem for bare at sige ”I was here!” med tre års forsinkelse. Jeg aner endnu ikke selv, hvad det udvikler sig til...

Følg mig de næste 100 dage på denne blog. Nyd hver dag et billede sammen med mig og læs, hvis du orker. Og fortæl mig gerne, hvad du tænker om det. 


Vi starter her:

    Quito, Ecuador

Flyvende Haiku i 10 kilometers højde og nedefter, tilegnet Matilde Mortensen

Flyver kloden rundt

snart med ho´det hver sin vej

vil vi gå og stå

Fyldt med kærlighed

slår jeg mine vinger ud

tyngdekraft intakt

Svæver over vand

over land og mere vand

højt i vilden sky

Der ti tusind er

afstand fyldt med kærlighed

kilometervis

Maven har et hul

der er plads til dig min skat

tomrum fyldes ud

Natligt Stillehav

blafren og lidt vingesus

favner os i nat

Flyet hælder lidt

nattens by er under mig

perler på en snor

AT VÆRE HJEMME I VERDEN

-          PERCUSSIONISTEN JUAN PINO ER TILBAGE I SIT FØRSTE FÆDRELAND

Lige ankommet til det sydamerikanske land Ecuador for et par dage siden har vi hørt de værst tænkelige rygter om hovedstaden Quitos latinerkvarter i gaderne omkring Avenida Río Amazonas. Det er der hvor nattelivet foregår, der hvor turisterne overfaldes og bestjæles, der hvor alkoholen flyder – og der hvor vi skal høre en koncert med Juan Pino y Quemando Palabras. På ”La Estación”, midt på en gade som ikke engang taxachaufføren kunne finde. Der hvor Juan har sat mig stævne for et interview klokken 20, en time før koncerten.

Juan Pino synger på spansk. Men bor i Vanløse og er mest kendt som percussionist i folktronicabandet Valravn. En fælles ven fortalte mig, at han ville befinde sig i Ecuador samtidig med mig, og så var den sag afgjort. Vi skulle høre hans nyeste projekt Quemando Palabras, dér hvor det efter min formodning mere end noget andet sted hører hjemme. Men jeg kan jo tage fejl.

Juan Pino i front - og med Victor Jara på t-shirten 

DET STÅR ALDRIG STILLE

Juans far Juan Bruno Pino var ecuadorianer, og projektet Quemando Palabras tager udgangspunkt i hans digte. Da faderen døde i 2004, satte Juan sig ned med digtene, greb en guitar og sang. Hvad der for Juan startede som en personlig bearbejdning af faderens død i udviklede sig siden til et projekt, hvori også medvirkede den færøske sangerinde fra Valravn Anna Katrin Egilstrød, Juans fætter rapperen Iván Pino, den chilenske percussionist Alex Opazo, den schweiziske bassist Tiziano Tomasetti samt den danske saxofonist Søren Pendrup. Men som Juan siger ”det bevæger sig, det står aldrig stille…”, så i aften har vi endnu en fætter José Pino med på guitar, colombianske Margarita Posada på kor og Paolo Jativa på den traditionelle sydamerikanske fløjte quena. Og vi må undvære Søren Pendrup og Anna Katrin. Også musikken, selve projektet udvikler sig. ”Vi får nyt at høre i aften”, tilføjer Juan. ”Men hvad der har været, findes stadig”.

Quemando Palabras

Juan Pino blev født i Quito, Ecuador i 1980 af en schweizisk mor, som tog ham med til Schweiz som 3-årig. Først som 19-årig fik han igen kontakt med sin ecuadorianske far og måtte lære sproget på ny. Han har hele sit liv været vant til ikke at føle sig helt hjemme nogen steder, og det fortsatte, da han for omkring 10 år siden flyttede til Danmark for at starte på en teaterskole. Det blev dog først og fremmest musikken, der blev hans liv i Danmark, først med gruppen Virelai, der spiller musik á la middelalder på så godt som originale instrumenter: Drejelire, skalmeje, fløjter, jødeharpe, mandola, darbouka, rammetrommer, hammerdulcimer og den store tromme davul. De udviklede sig med tiden til Valravn, som ud over de gamle instrumenter benytter sig af electronica og giver de gamle middelalderballader et helt nyt liv. Siden er han også kommet med i bandet Suna, som han betegner som en slags post-folk.

Allerede før faderens død følte Juan trang til at synge. ”Min fars digte gav mig den helt rigtige anledning til at gøre det, og det føltes helt naturligt og kom let til mig. Det at digtene ikke før var blevet sat i musik, fik dem til at virke friske og fyldt med potentiale, selvom de er mere end 30 år gamle ”. Juan havde ikke selv skrevet sange før, men kunne et par akkorder på en guitar, og det var nok til at komme i gang. Efterhånden føler han sig begrænset af guitaren og er begyndt at arbejde med rytme og lyde igen; han har tilmed kastet sig over marimbaen, et instrument som også historisk hører hjemme i Ecuador, hos den afrikanske del af befolkningen i den nordlige del af landet samt hos bl.a. Tsachila og Awá-stammen. Så musikken, projektet udvikler sig. Juan skriver nu også selv tekster samt tilføjer electronica til de nye numre, men faderens digte ligger stadig bagved som hovedinspirationen.

På stemningsfulde La Estación i Quitos latinerkvarter

BRÆNDENDE ORD

Ord kan brænde. Ord kan forandre verden. Juan Bruno Pino var en af foregangsmændene i den latinamerikanske gadeteaterbevægelse, som mente, at kunst var lige så vigtigt for folket som brød – at kunstneren så at sige var folkets bager. I 70´ernes Sydamerika var kunst politik. Juan Pino blev overrasket over, hvor aktuelle faderens tekster var, uden at han dog har den samme politiske mission som faderen. ”I dag er verden mere global, det handler ikke om at tage magten men mere om det rent humane, at vi alle har en plads i verden.”

Noget af, det Bruno Pino ville med sine digte, var at hele det dybe sår i Abya Yala, den glemte moder Amerika. ”Mamá América” er da også titlen på Juan Pino y Quemando Palabras´ første CD, som udkom i 2010. ”Te siento todos los días, a cada hora, pero a veces te quedo mal, te traiciono, dejo de amarte”, skrev Bruno Pino. ”Jeg føler dig hver dag, hver time, men nogle gange behandler jeg dig dårligt, svigter dig, undlader at elske dig.” Dobbeltheden i at elske sit land, sit kontinent og sine rødder, at ville dø for det og så opdage, at man ikke slår til, at man uden at ville det kommer til at svigte. Historien har været hård ved Latinamerika, og er det stadig. I Brasilien ryddes i dette øjeblik store regnskovsområder, hvor indfødte – Kayapó-stammen - har levet hele deres liv så langt tilbage, man overhovedet kan forestille sig. Der skal bygges et vandkraftværk. De kæmper, og de kæmper forgæves mod overmagten, pengemagten, som har militæret bag sig.

 Tiziano Tomasetti 

Jeg spurgte Juan Pino, hvad han tænker om den aktuelle politiske situation i Ecuador. Han mener, at der er håb i luften, at præsidenten Rafael Correa har gjort nogle gode ting – og en masse dårlige. Men Juan spilder ikke selv en masse energi på at være hverken glad eller vred. Lad Correa gøre det så godt han kan; Juan tror på, at forandring sker på et andet niveau, mellem mennesker, globalt set.

”Ordene er i centrum. Hvis ordene er skuespilleren, er musikken er scenografien. Det er derfor, vi har valgt navnet ”Quemando palabras” – brændende ord”. Først var der Bruno Pinos ord, men stort set alle deres sange suppleres med nye tekster af rapperen Iván Pino, i Ecuador kendt fra La Saga. Med tiden har projektet løftet sig ud af faderens fodspor og bevæget sig ud i den urbane og globale virkelighed, med nye brændende tekster, også af Juan selv, som har skrevet en hyldest til København med sangen ”La cirugía plástica”.

 Iván Pino

ECUATORIANAMENTE REFRESCANTE

Jeg fik mit interview, og så går der et par timer. Vi er jo i Ecuador, og tidspunkter kan her være ret fleksible, for først skal salsa-skolen være færdig. Der er visse ting, jeg aldrig fatter, og en af dem er salsa. Selv de, der tilsyneladende kan de rigtige bevægelser, ser ikke ud til at ramme nogen som helst underdelinger i højtalermusikken, så vidt jeg kan bedømme. Men måske jeg bare skulle lade dem, der ved bedre, om det. Vi drikker en enkelt Pilsener, den ecuadorianske øl, som har 95 år på bagen. ”Ecuatorianamente refrescante” er deres slogan, og forfriskende ja, det er den, når du får den serveret kold og med en lille serviet bundet om halsen. Venter og venter. Tænker over Juans ord, specielt dem, der uddybede, hvad det er han vil med sin musik, de ord der rækker lidt længere. Helt ind til intentionen.

Ordene er aktørerne, musikken er scenografien, intentionen er det, der rækker ud over. Juan fortæller, at mange undrer sig over, at de også kan spille deres musik i Danmark og i Schweiz, hvor folk generelt ikke forstår spansk, når nu ordene i sig selv er så vigtige. Og selv jeg, der er nogenlunde habil til spansk, kan slet ikke følge med, når det kører derudaf, ikke mindst når Iván rapper på livet løs - og han er ellers en meget tydelig rapper. Men selvom ordene er forrest, er der noget der ligger foran og mest af alt, når de spiller live. Intentionen. Udtrykket, ville jeg måske sige, men det er større end det. Det der gør, at vi forstår, hvad det hele går ud på, selvom vi ikke forstår ordene. Som første gang jeg hørte den færøske sangerinde Eivør Pálsdóttir. Jeg fattede ikke en bjælde, og alligevel fattede jeg alt, for det gik rent ind. Måske handler det om nærvær, om ægthed. Om at være fuldstændig til stede i musikken, så det ikke bare er en tom skal, en attitude. Om at række ud over sig selv.

Margarita Posada

Og det vil Juan Pino gerne. For ham er det ikke vigtigt, om de spiller for mange mennesker, selvom de ville ønske, at deres PR havde været lidt bedre. Bare det at de spiller. “Vi føler, at når vi synger, så synger vi ikke kun for de tilstedeværende; vi synger også til himlen, til jorden, således at vi får energien til at vokse generelt. Intentionen (Bruno Pinos, red.) om at synge for hele byen, på torvet, kan række endnu længere.”

Og overalt oplever de, at folk bliver meget begejstrede, når de oplever musikken. Men det er svært at lave PR, at få folk til at forstå, hvad det er. En blanding af singer-songwriter – i Ecuador kaldet nueva canción / nueva trova - hiphop og electronica. Han foretrækker også her betegnelsen folktronica, om end den kan dække ting, der er helt anderledes end deres. En blanding, der også indbefatter reminiscenser af traditionel Andés-folklore, men i en helt ny forklædning, var hvad vi fik at høre, da koncerten gik i gang. Jeg blev aldeles duperet over Paolo Jativas quena-spil, som nåede Ian Anderssonske højder. Det var i sandhed ”ecuatorianamente refrescante”.

 Alex Opazo og Margarita Posada

AT FØLE SIG HJEMME

Juan Pino har altid følt sig splittet mellem flere nationaliteter. Har aldrig følt sig helt hjemme og samtidig følt sig hjemme overalt. Og nu er Danmark blevet hans hjem. For nylig rejste han en tur til Indien og oplevede, hvor godt han følte sig hjemme der. At han hørte til, også selvom det er langt fra hans kultur og hans rødder. Han mener, at det er en af udfordringerne i hans liv – at føle sig hjemme overalt, at kunne føle et globalt og universelt tilhørsforhold, en global forbundethed med rødderne. Så måske tog jeg fejl i min formodning, om at projektet Quemando Palabras måtte høre hjemme i Ecuador. Det hører hjemme overalt, Juan Pino hører hjemme overalt.

Alex Opazo

Energien, nærværet, intentionen var i top til koncerten den lørdag aften i marts. Og nærværet og nydelsen hos publikum ditto. Også selvom lille jeg havde en klump af angst i maven for at skulle ud i natten og finde en taxa medbringende dyrt kamera og optageudstyr til interviewet. Guf for alle turistjægerne. Jeg kan glæde alle med, at min angst blev gjort til skamme; vi fandt en taxa med det samme, vi satte fødderne uden for ”La Estación” og blev kørt lige til døren ad lige præcis den rute, vi bad om. Måske også jeg skulle tage mig sammen til at føle mig hjemme. I hele verden. Jeg starter i Ecuador.

Lyt på www.myspace.com/juanitopino og se http://www.juanpino.dk

AJ, VI ER DA OSSE TURISTER – PART THREE

PÅ VULKANER

Indrømmet! Jeg er lidt fascineret af vulkaner. Og nød at få et glimt at Ecuadors højeste, Chimborazo med 6.310 meter, da jeg sad i bussen nordpå mod Ambato og sidenhen vestpå til Baños. Lad os bare kalde ham Chimbo, det gør de lokale. Og jeg siger jeg, for de unge havde taget natbussen natten før, så de kunne servere daal, når jeg ankom!

  Chimbo :)

Og vulkan fik vi osse her! Vi straspadserede op ad Tungurahua, som har været pænt aktiv de sidste 12 år. Sikken natur og marker med trætomater. Masser af leg med makroobjektiv (med tryk på sidste stavelse!) 800 højdemeter opad, DET er stejlt. Men det lønnede sig, for pludselig hørte vi et umiskendeligt eksplosionsagtigt knald, som absolut ikke var et tordenskrald. Vi fik siden konfirmeret, at den var god nok. Mama Tungurahua havde givet lyd fra sig, men hvis hun var læk, ville det løbe mod Riobamba, så tranquilo, tag det helt roligt... Og jeg fik mig en vulkansten af en dreng, da vi var på vej ned igen, bagi en pickup.

 Ja, det var vildt! Vi krydsede en flod!

 Faldne agaveblomster... Trist syn ;-)

 Flot mønster på dette blad ikk´? Går man tæt nok på, kan man se hvor levende det er!

 Jeg har fået en elg! Den har fået navnet Otto Lucia og oplever lidt af hvert!

 Vi mødte en ny "Tonto" - lidt dum var den i hvert fald.

 Bare så I ikke er i tvivl!

 Vi var ikke de eneste passagerer i pickup´en.

 Dejlig datter jeg har <3

 Bare smukt :)

DEN BLÅ TIME 

Det bedste lys får du som fotograf lige efter solopgang og lige før solnedgang. Det går bare meget hurtigere ved Ækvator end på vore vante breddegrader. Ifølge Jorge Anhalzer (ecuadoriansk kvægavler, tourguide, mekaniker, pilot og fotograf) har fotografer i Ecuador derfor en meget kort arbejdsdag og en lang siesta. Det måtte vi sande, da vi et par dage i træk stod op lidt i 5.30 for at fange Baños i den blå time, før solen står op og skyerne driver forbi bjergsiderne. Det går sgisme hurtigt. Siestaen påbegyndte vi straks efter i de varme okkergule bade, mineralholdigt vand udledt fra vor kære Mama Tungurahua, op til 45 grader varmt. Mmmmmm… Og så en tur ind under den kolde ”bruser” – frisk vandfaldsvand.

 Kirketårnene i Baños i den blå time

 Typisk morgenmad i Baños - double pancake med yogurt, sirup og friske frugter bl.a. papaya.

  Alt i sukkerrør - som i saft, slik og bare til at gnave i.

VANDFALD PÅ VANDFALD PÅ VANDFALD PÅ CYKEL

Nedad bakken vestpå. Triller du langt nok rammer du regnskoven nede ved Puyo, Tena, Misahuallí. Vores udlejningscykler nåede ikke så langt, men til gengæld fik vi vandfald for alle pengene. De styrter alle ned i Río Pastaza, som bilerne alt for nemt kunne det, før den nye vej med de gode tunneler blev bygget. Nu er den gamle vej gjort til ”økologisk” cykelsti, så nu er det cyklisterne, der får æren af at blive overrislet, der hvor et lille bitte vandfald falder ud over vejen. 

 Johan under det mindste vandfald på vores vej.

 Jeg i typisk fotostilling svævende henover to noget større vandfald.

 Jo, Otto Lucia kom ud for lidt af hvert.

Dagens højdepunkt blev Pailón del diablo (Djævelens gryde) –i sandhed det mest djævelske vandfald, man kan forestille sig. Øredøvende buldrende voldsomt og mange meter ned. Og vil du helt op bagved vandfaldet, skal du formelig kravle gennem en lav grotteagtig tunnel.

 Vandfald fra top til fod - næsten!

I skal da lige have en chance for at opleve det djævelske vandfald - næsten live.

 Amalie og Johan på alle fire i grotten.

Og bagefter havde Johan kun ét ben!

RUGBRØD          

                                                                                                                                               

Skulle der gerne stå på ruden ind til Café Rico Pan (lækkert brød) i Baños. Og det er lækkert og med valnødder i. Mere traditionelt dansk fandt vi det hos den danske bager i Latacunga, Niels Rasmussen, og det var godt at fodre rugbrødsmusklerne med, når vi nu skulle ud at vandre. Vi er nået til slutspurten af denne historie, som er så sand som den er skrevet. Vandring med rygsæk i knap 4 kilometers højde, uanset at man der skulle have ca.65 % mindre ilt at gøre godt med, end vi danskere er vant til. Fra Zumbahua til Quilotoa. Fra Quilotoa til Chugchilán. Bare navnene, smag på dem! 

Det er da næsten rigtigt... :) Og smagen helt i top!

De to krokofanter ved Lagunaen i Latacunga.

 Zumbahua hin tidlige morgenstund.

 De unge fandt en kløft og flyttede ind.

Kaktus i blomst.

Min ryg var nu ikke så glad for det der rygsæk, så jeg bussede den noget af vejen til første destination, som jeg så frem til med stor længsel. Og det blev da også mit nye yndlingssted i hele verden. Laguna Quilotoa, en grøn vulkansø med krater hele vejen rundt. Det sted jeg gerne vil kunne besøge hver dag efter endt arbejdsdag i SFO´en, når hverdagen kalder igen. Må nok nøjes med at finde det indeni mig selv. Så omfavnende og smukt - og stort. For stort til at det kan fanges med en helt almindelig 18 mm med en forlængelsesfaktor på 1 ½. Måtte tage fiskeøjeobjektivet (8 mm) til hjælp, og så er søen pludselig blot en skyklat, der er landet på jorden. Vi gik ned til søbredden og konstaterede, at den er god nok. Søen ER grøn!

 Skyklat landet midt i bjergene - eller?

Sug det ind i sjælen

gem det dér og tag det med

Laguna Quilotoa

(OK, ikke helt haiku, men alligevel...)

 Vi havde vist ikke overlevet i 3.874 meters højde uden den brændeovn - og kartofler!

Vi blev enige om, at det var ægte luksus!

 Hostalejeren Umberto Latacunga og familie.

KLØFT BY NIGHT

Nogle gange har man bare ikke noget valg! Så SKAL man gå ned i en snæver og uvejsom kløft efter solnedgang iført rygsække, regntøj og lommelygter. Det tog KUN to en halv time at finde op til Chugchilán på den anden side! Stejle klippevægge op og ned. Måtte osse krydse en flod kravlende henover den smalleste bro i mands minde.

 OK - sådan så der ud! Undervejs så vi kun fragmenter i lommelygtens skær.

Men… der ventede os en paradisisk modtagelse med varm aftensmad, varmt bad og en seng! Der stod WELCOME på fliserne, og en indfødt kvinde stod parat med håndklæder! En lokal mand, vi havde mødt nede i kløften, havde ringet til hostal´et, og de var på vej ud at lede efter os! Imødekommende hjælpsomme mennesker. Når vi mødte nogen på vores vandring derude i højderne, råbte de ”Hola!” – og det gerne på 500 meters afstand. Verden er et fantastisk sted!

Næste morgen i Chugchilán åbenbarede der sig dette syn.

Vildt grænseoverskridende og helt utroligt at have gennemført dette 5½ timers ridt, der startede langs Quilotoas kraterrand i regnvejr og tåge, og hvilken sti er det nu lige, der er den rigtige? Og det så samme dag som de 3½ time det tog at gå ned til Laguna Quilotoas søbred og op igen. God slutspurt på vores 3 ugers eventyr, synes jeg nok. 

 Startede langs Laguna Quilotoas kraterrand i regnvejr.

 Og tåge! Men juhu et skilt! Vi er på rette vej!

 Et lille bitte hvil inden vi oksede videre.

 Og hvor var der smukt...

 Solen på vej ned, de sidste stråler på bjergene i det fjerne.

PS: På skiltet stod der, at der var 10,4 km at gå, måske er vi bare lidt langsomme. 

HVORFOR SPARE PÅ SUPERLATIVERNE?

Og så var det nordpå, hjem til Quito, hjem til Calderón. Bag på en camioneta til Sigchos, med skøn udsigt til sneklædte dobbelttindede Ilinizas. Endnu en camioneta til Lasso, i fuld fart mellem bjergene. Jeg siger jer, det gør nas at sidde bagest, når den kører over et bump, og det er bare med at holde fast. 

 Dobbelttindede Ilinizas.

 Denne bille var osse ret tonto - den væltede hele tiden og kunne ikke selv vende sig om...

Jeg inviterede en flok biller til kaffeslabberas.

 Johan dyrker solen.

 AV, si´r jeg bare...

Til sidst en bustur, en kløende affære med plamager, der spredte sig over det meste af kroppen i mærkelige mønstre. Hvad f….. fejlede jeg, og hvor var det egentlig heldigt, at det først var sidst på turen. Bed bugs, insektbid? Nærmest direkte på Emergencia med min far og min søster Ellen ved min side, og så fik jeg at vide, at jeg havde allergi! Jo jo da! Har siden identificeret det som værende nældefeber og hælder til, at jeg har rørt ved en giftig plante i mørket i kløften. Så HVIS jeg skulle tage turen gennem kløften igen, skal det være i dagslys, så jeg osse kan SE den – og passe på, hvad jeg rører ved. Det kunne være rigtig dejligt gentage turen med kæresten i hånden. Selvom jeg er så heldig, at han er overalt herovre, er det jo ikke helt det samme ;-)

Han er overalt - her i selskab med Ecuadors præsident Rafael Correa

Jeg overdriver ikke det mindste, når jeg siger, at det var en superfantastisk tur, så hvorfor spare på superlativerne? Vi har dem vel for at bruge dem! Og så håber jeg, I har fået bare lidt eventyr ud af at læse om vores :) Tak for jeres tid!