AJ, VI ER DA OSSE TURISTER – PART THREE

PÅ VULKANER

Indrømmet! Jeg er lidt fascineret af vulkaner. Og nød at få et glimt at Ecuadors højeste, Chimborazo med 6.310 meter, da jeg sad i bussen nordpå mod Ambato og sidenhen vestpå til Baños. Lad os bare kalde ham Chimbo, det gør de lokale. Og jeg siger jeg, for de unge havde taget natbussen natten før, så de kunne servere daal, når jeg ankom!

  Chimbo :)

Og vulkan fik vi osse her! Vi straspadserede op ad Tungurahua, som har været pænt aktiv de sidste 12 år. Sikken natur og marker med trætomater. Masser af leg med makroobjektiv (med tryk på sidste stavelse!) 800 højdemeter opad, DET er stejlt. Men det lønnede sig, for pludselig hørte vi et umiskendeligt eksplosionsagtigt knald, som absolut ikke var et tordenskrald. Vi fik siden konfirmeret, at den var god nok. Mama Tungurahua havde givet lyd fra sig, men hvis hun var læk, ville det løbe mod Riobamba, så tranquilo, tag det helt roligt... Og jeg fik mig en vulkansten af en dreng, da vi var på vej ned igen, bagi en pickup.

 Ja, det var vildt! Vi krydsede en flod!

 Faldne agaveblomster... Trist syn ;-)

 Flot mønster på dette blad ikk´? Går man tæt nok på, kan man se hvor levende det er!

 Jeg har fået en elg! Den har fået navnet Otto Lucia og oplever lidt af hvert!

 Vi mødte en ny "Tonto" - lidt dum var den i hvert fald.

 Bare så I ikke er i tvivl!

 Vi var ikke de eneste passagerer i pickup´en.

 Dejlig datter jeg har <3

 Bare smukt :)

DEN BLÅ TIME 

Det bedste lys får du som fotograf lige efter solopgang og lige før solnedgang. Det går bare meget hurtigere ved Ækvator end på vore vante breddegrader. Ifølge Jorge Anhalzer (ecuadoriansk kvægavler, tourguide, mekaniker, pilot og fotograf) har fotografer i Ecuador derfor en meget kort arbejdsdag og en lang siesta. Det måtte vi sande, da vi et par dage i træk stod op lidt i 5.30 for at fange Baños i den blå time, før solen står op og skyerne driver forbi bjergsiderne. Det går sgisme hurtigt. Siestaen påbegyndte vi straks efter i de varme okkergule bade, mineralholdigt vand udledt fra vor kære Mama Tungurahua, op til 45 grader varmt. Mmmmmm… Og så en tur ind under den kolde ”bruser” – frisk vandfaldsvand.

 Kirketårnene i Baños i den blå time

 Typisk morgenmad i Baños - double pancake med yogurt, sirup og friske frugter bl.a. papaya.

  Alt i sukkerrør - som i saft, slik og bare til at gnave i.

VANDFALD PÅ VANDFALD PÅ VANDFALD PÅ CYKEL

Nedad bakken vestpå. Triller du langt nok rammer du regnskoven nede ved Puyo, Tena, Misahuallí. Vores udlejningscykler nåede ikke så langt, men til gengæld fik vi vandfald for alle pengene. De styrter alle ned i Río Pastaza, som bilerne alt for nemt kunne det, før den nye vej med de gode tunneler blev bygget. Nu er den gamle vej gjort til ”økologisk” cykelsti, så nu er det cyklisterne, der får æren af at blive overrislet, der hvor et lille bitte vandfald falder ud over vejen. 

 Johan under det mindste vandfald på vores vej.

 Jeg i typisk fotostilling svævende henover to noget større vandfald.

 Jo, Otto Lucia kom ud for lidt af hvert.

Dagens højdepunkt blev Pailón del diablo (Djævelens gryde) –i sandhed det mest djævelske vandfald, man kan forestille sig. Øredøvende buldrende voldsomt og mange meter ned. Og vil du helt op bagved vandfaldet, skal du formelig kravle gennem en lav grotteagtig tunnel.

 Vandfald fra top til fod - næsten!

I skal da lige have en chance for at opleve det djævelske vandfald - næsten live.

 Amalie og Johan på alle fire i grotten.

Og bagefter havde Johan kun ét ben!

RUGBRØD          

                                                                                                                                               

Skulle der gerne stå på ruden ind til Café Rico Pan (lækkert brød) i Baños. Og det er lækkert og med valnødder i. Mere traditionelt dansk fandt vi det hos den danske bager i Latacunga, Niels Rasmussen, og det var godt at fodre rugbrødsmusklerne med, når vi nu skulle ud at vandre. Vi er nået til slutspurten af denne historie, som er så sand som den er skrevet. Vandring med rygsæk i knap 4 kilometers højde, uanset at man der skulle have ca.65 % mindre ilt at gøre godt med, end vi danskere er vant til. Fra Zumbahua til Quilotoa. Fra Quilotoa til Chugchilán. Bare navnene, smag på dem! 

Det er da næsten rigtigt... :) Og smagen helt i top!

De to krokofanter ved Lagunaen i Latacunga.

 Zumbahua hin tidlige morgenstund.

 De unge fandt en kløft og flyttede ind.

Kaktus i blomst.

Min ryg var nu ikke så glad for det der rygsæk, så jeg bussede den noget af vejen til første destination, som jeg så frem til med stor længsel. Og det blev da også mit nye yndlingssted i hele verden. Laguna Quilotoa, en grøn vulkansø med krater hele vejen rundt. Det sted jeg gerne vil kunne besøge hver dag efter endt arbejdsdag i SFO´en, når hverdagen kalder igen. Må nok nøjes med at finde det indeni mig selv. Så omfavnende og smukt - og stort. For stort til at det kan fanges med en helt almindelig 18 mm med en forlængelsesfaktor på 1 ½. Måtte tage fiskeøjeobjektivet (8 mm) til hjælp, og så er søen pludselig blot en skyklat, der er landet på jorden. Vi gik ned til søbredden og konstaterede, at den er god nok. Søen ER grøn!

 Skyklat landet midt i bjergene - eller?

Sug det ind i sjælen

gem det dér og tag det med

Laguna Quilotoa

(OK, ikke helt haiku, men alligevel...)

 Vi havde vist ikke overlevet i 3.874 meters højde uden den brændeovn - og kartofler!

Vi blev enige om, at det var ægte luksus!

 Hostalejeren Umberto Latacunga og familie.

KLØFT BY NIGHT

Nogle gange har man bare ikke noget valg! Så SKAL man gå ned i en snæver og uvejsom kløft efter solnedgang iført rygsække, regntøj og lommelygter. Det tog KUN to en halv time at finde op til Chugchilán på den anden side! Stejle klippevægge op og ned. Måtte osse krydse en flod kravlende henover den smalleste bro i mands minde.

 OK - sådan så der ud! Undervejs så vi kun fragmenter i lommelygtens skær.

Men… der ventede os en paradisisk modtagelse med varm aftensmad, varmt bad og en seng! Der stod WELCOME på fliserne, og en indfødt kvinde stod parat med håndklæder! En lokal mand, vi havde mødt nede i kløften, havde ringet til hostal´et, og de var på vej ud at lede efter os! Imødekommende hjælpsomme mennesker. Når vi mødte nogen på vores vandring derude i højderne, råbte de ”Hola!” – og det gerne på 500 meters afstand. Verden er et fantastisk sted!

Næste morgen i Chugchilán åbenbarede der sig dette syn.

Vildt grænseoverskridende og helt utroligt at have gennemført dette 5½ timers ridt, der startede langs Quilotoas kraterrand i regnvejr og tåge, og hvilken sti er det nu lige, der er den rigtige? Og det så samme dag som de 3½ time det tog at gå ned til Laguna Quilotoas søbred og op igen. God slutspurt på vores 3 ugers eventyr, synes jeg nok. 

 Startede langs Laguna Quilotoas kraterrand i regnvejr.

 Og tåge! Men juhu et skilt! Vi er på rette vej!

 Et lille bitte hvil inden vi oksede videre.

 Og hvor var der smukt...

 Solen på vej ned, de sidste stråler på bjergene i det fjerne.

PS: På skiltet stod der, at der var 10,4 km at gå, måske er vi bare lidt langsomme. 

HVORFOR SPARE PÅ SUPERLATIVERNE?

Og så var det nordpå, hjem til Quito, hjem til Calderón. Bag på en camioneta til Sigchos, med skøn udsigt til sneklædte dobbelttindede Ilinizas. Endnu en camioneta til Lasso, i fuld fart mellem bjergene. Jeg siger jer, det gør nas at sidde bagest, når den kører over et bump, og det er bare med at holde fast. 

 Dobbelttindede Ilinizas.

 Denne bille var osse ret tonto - den væltede hele tiden og kunne ikke selv vende sig om...

Jeg inviterede en flok biller til kaffeslabberas.

 Johan dyrker solen.

 AV, si´r jeg bare...

Til sidst en bustur, en kløende affære med plamager, der spredte sig over det meste af kroppen i mærkelige mønstre. Hvad f….. fejlede jeg, og hvor var det egentlig heldigt, at det først var sidst på turen. Bed bugs, insektbid? Nærmest direkte på Emergencia med min far og min søster Ellen ved min side, og så fik jeg at vide, at jeg havde allergi! Jo jo da! Har siden identificeret det som værende nældefeber og hælder til, at jeg har rørt ved en giftig plante i mørket i kløften. Så HVIS jeg skulle tage turen gennem kløften igen, skal det være i dagslys, så jeg osse kan SE den – og passe på, hvad jeg rører ved. Det kunne være rigtig dejligt gentage turen med kæresten i hånden. Selvom jeg er så heldig, at han er overalt herovre, er det jo ikke helt det samme ;-)

Han er overalt - her i selskab med Ecuadors præsident Rafael Correa

Jeg overdriver ikke det mindste, når jeg siger, at det var en superfantastisk tur, så hvorfor spare på superlativerne? Vi har dem vel for at bruge dem! Og så håber jeg, I har fået bare lidt eventyr ud af at læse om vores :) Tak for jeres tid!