VEJEN TIL MAGDA

MIN SKOLEVEJ

Hvis min søde svigersøn Johan skulle skrive en stil, der hed ”Min skolevej”, ville den blive lang. Han går i øjeblikket på sprogskole på Instituto Superior inde midt i Quito og tager hjemmefra senest klokken syv hver dag for at nå derind til klokken halv ni. Et par busser og en trole, en slags sporvogn og han er fremme, men man ved aldrig lige hvornår de kommer og om de er proppede til randen, inden man overhovedet tænker på at stige ind. I busserne står der, at der er 45 siddepladser og 45 ståpladser, men der er da plads til mange flere… Når man ser en sådan bus eller trole køre forbi, ser man ofte folks arme og baller presset flade mod ruden. Et kønt syn. For at komme med skal du ofte springe på i farten, og af i samme tempo, inden døren lukkes (på trole´n) eller buschaufføren har gasset op, pustet en ti liter sort udstødning ud og forsøgt at finde indtil flere forskellige koblingspunkter, så bussen bevæger sig frem i ryk, og du rutsjer frem og tilbage i plastiksæderne (de få gange du sidder ned, that is…) Betaling er 0,25 dollar pr. person, og du kan køre rigtig langt for de godt 75 øre. Skifter du på en station f.eks. Ofelia eller Estación Norte, skal du ikke betale igen. Dog hænder det, at de i bussen spørger om man skal videre med trole og opkræver 5 centavos mere, men vi er noget usikre på, i hvis lomme de småpenge ender.

Nåh, det var jo ikke Johan, der skulle skrive om sin skolevej, og var det det , ville der nemt komme mange flere kapitler til. Om hvordan du står og er alert hele tiden, for at ingen går i dine lommer eller din taske eller rygsæk, som du oftest anbringer foran dig, specielt hvis du står op. Om de handlende der falbyder deres varer, om musikanter, der vil bibringe dig det gode budskab fra Jesu Christo eller bare tjene til deres brød, ofte blinde og velsyngende med en lille musikafspiller, som de synger til. Og så videre. Det bliver en anden dag...

 

 

BONELLA VITAL

I dag vil jeg skrive stilen ”Min vej til Magda”. Og nej, Magda er ikke min nye veninde, men det lokale supermarked, som ligger 10-15 minutters gang fra vores hus på Santa Teresa de Jesús. 

Vejen går ad Avenida Panamericana, som efter sigende skulle løbe hele vejen gennem Sydamerika fra syd til nord. Og her er trafikken ikke let! 3 baner hver vej samt en ekstra inderbane, som du bruger når du skal ind ad en sidevej. Første gang jeg gik vejen, var dagen efter vores ankomst. Jeg ville finde noget smør, så vi kunne stege morgenpandekager, og klokken var endnu ikke slagen 8 om morgenen. Hold da helt høns! Havde lige været i bad, smurt faktor 15 i fjæset, klar til at opsuge al smoggen. Du kunne skære i den - smoggen, that is! Netop på dette tidspunkt skal ALLE tilsyneladende ind til Quito, og der er kamp om pladsen på de mange vejbaner – busser, biler, taxaer, tankvogne, lastvogne. 

Jeg prøvede i nogle af de små butikker, tiendas, der ligger ud til vejen. Nej, mantequiilla eller manteca havde de ikke, kun små pakker Bonella vital, som er en slags margarine. Jeg gav ikke op (endnu), men vandrede hele vejen til Magda, som denne morgen virkede temmelig lang – og det selvom smoggen stod mig ind i ansigtet. Magda var lukket! Åbnede først klokken 8.30, så det får man ud af at være morgenkvinde og ikke ville vende sin dagsrytme fra Danmark helt på hovedet fra starten (klokken var dog ca. 14 eftermiddag i Danmark på det tidspunkt). Så jeg måtte opgive/overgive mig til Bonella vital og købte en lille bitte pakke, mindre end mit rødbedefarvede pas og af cirka samme tykkelse. I en lille tienda ud til Panamericana, en lille butik der har åben hele dagen og aftenen med, og hvor smoggen stårdirekte ind i samme tidsrum. Det kunne man se. Jeg nænnede ikke at fjerne smoggen, som sad som sorte sodpartikler udenpå plastikemballagen. Det gør den stadig, for selvfølgelig havde min datter Amalie fundet almindelig kærgården-størrelse af samme produkt i vores skab og var i gang med stegningen, da jeg godt tilsodet kom hjem og forsøgte at trække vejret lidt mere normalt i eukalyptustræernes skygge, ca. 100 meter fra selvsamme sodvej. 

Jeg har nu gået vejen en del gange og helst uden for myldretiden og inden mørkets frembrud. Efter mørkets frembrud ville jeg aldrig gå der, for der vrimler grangiveligt med ladrones, tyveknægte og overfaldsmænd at dømme efter alle de advarsler, vi har fået.

FRI FRA SKOLE

Men her i tirsdags godt middag – hvilket man kan høre på, at folk går fra at sige Buenas días til at sige Buenas tardes–  måtte jeg derhen igen. Min søde datter fik i mandags fjernet en visdomstand og skulle drikke masser af vand og spise masser af is. Og den halve liter vanilleis og den galon vand (ca.4 liter), jeg købte sent i går eftermiddags, var væk. Afsted med mutter! Ud at vandre på det smalle fortov langs Avenida Panamericana endnu engang. Hvis man da kunne komme igennem dernedtil, og det havde man ikke kunnet i bil. For jeg ramte vist lige tidspunktet 12.30, hvor alle skolebørn får fri og hentes af deres mor eller far eller abuelita,bessemor, og de fylder hele vejen uden for skolen Jardín de infantes y escuela - Klub Arabe-Ecuatoriana, ca. 20 meter fra vores hus, hvorfra vi ofte kan høre morgengymnastikken i skolegården, når vi er i bad om morgenen. Jeg kom dog igennem og mødte endda min hermanastro, min halvbror Roberto, på gåben for en gangs skyld, men nu lige så meget fordi han havde afleveret bilen hos mekanikeren på hjørnet. Også issælgerne havde slået sig ned uden for skolen, børn er sikkert lige så gode til plage om is i Ecuador som i Danmark.

TIENDAS

Nede på Panamericana går jeg forbi en masse tiendas. Både de små med vand, sodavand og slik og måske lidt neglelak eller kuglepenne. Den gode bager, som altid har morgenfriskt croissantagtigt brød og kager. En dag, vi ventede på bussen, købte Amalie et par småkager. I det samme kom en bus forbi og hældte 15 liter sod ud i hovedet på os. Derefter forekom det ganske naturligt at omdøbe småkage til smogkage. Der er også de små butikker, hvor grisene hænger med hovedet nedad, og det oser dejligt af stegt svinekød, hornada. Nogle små cafeterier, hvor de lokale eller de, der stopper langs Panamericana, får sig en traditionel desayuno eller almuerzo, morgenmad eller frokost. Uagtet smoggen igen. Samt et par steder, hvor der er cabinas telefónicas, hvor du kan ringe hjem til Danmark – gennem jorden eller udenom vides ikke med sikkerhed. Men først og fremmest er der masser af mekanikere, små automobilværksteder, butikker med forskellige reservedele til biler, dæk, slanger, alt muligt som jeg, der ikke er bilejer, slet ikke har ord for. Men særdeles beskidt ser det ud. Dæk i ulige stabler i en baggård. Et sted sælger de endda AMALIE! Better than it has to be, og sådan er det jo med Amalie! At der her er tale om motorolie i spandevis, glemte jeg vist lige at sige. Du kan også købe llantas con tecnología alemana, dæk med tysk teknologi. Jo, også her er tysk grundighed et varemærke. 

CONSUMIDOR FINAL

En sort omstrejfende hund gør fortovet lidt usikkert, men jeg når hen til Complejo Comercial Carapungo, som det nu hedder. Magda samt en bog- og papirbutik, Comisariato del Libro, med meget højt til loftet, snorlige reoler med tusindvis af cuadernos, stilehæfter og ingen kunder. Kun mig, og jeg købte blot den mindste notesbog, de havde, for under en halv dollar, med motivet af en meget nuttet hund udenpå. Føler mig foranlediget til at tilføje, at der ikke var nogen valgmuligheder motivisk set – kun nuttede hundehvalpe i forskellige afskygninger. Og en Sandry, et pænt fastfoodsted med masser af pollo som sædvanligt. Spiser de andet end kylling og ris her? Jo, der er også Cebiches de Rumañahui. Jeg fik is til Amalie. Og agurker, tomater, grøn peber, så vi kan lave gazpacho igen, nu hvor hun helst skal have noget koldt og flydende. Samt toiletpapir og vatpinde. Og jeg lærte endda noget nyt. At jeg skal svare consumidor final, når den unge kassedame spørger, for jeg skal jo ikke have en faktura, kan ikke trække madbudgettet fra i skat. Hun var så sød at gentage, indtil jeg var med på det. Folk er vældig flinke og ligner slet ikke tyve og overfaldsmænd. Ikke inde i butikkerne i hvert fald.

 I SIKKERHED

Turen tilbage gik også fint. Jeg købte dog først vandet lige nede på hjørnet til vores gyde, for en galón vejer pænt til. How are you, spurgte den unge mand i butikken. Han havde travlt med at nusse en sød sortøjet piges tæer, så jeg svarede bare fine og spurgte på spansk efter en galón Tesalia. 1 dollar og 5 centavos. Og snart var jeg hjemme igen, folkene fra min fars værksted var også på vej ind, og Franklin holdt porten for mig. Som derefter lukkes med slå men ikke låses, før folkene er taget hjem. Så er vi låst inde og vælger at tro på, at det er sikkert at bo her. 100 meter fra tyveknægte og overfaldsmænd på Panamericana.