fredag den 23. marts 2012

EN AFTEN PÅ STADION


REGNEN VIL, HVAD REGNEN VIL…

Én ting lærte vi i aftes på Estadio Olímpico Atahualpa. At når regnen vil ned, så vil den ned. Også selvom nogle tusinde mennesker garderer sig med paraplyer og engangsponchos til en dollar stykket, regnslag af tvivlsom og temmelig hurtig udtjent kvalitet. Regnen bliver ikke deroppe, det er kun et spørgsmål om, hvor den falder, og hvem der bliver mest våd. Dryp fra paraplyer lige i øjet svier lidt. Våde ærmer, når nogen har mast sig forbi i den tætte mængde af mennesker,og regnslaget derved mødte sin banemand. Lidt vand ned ad nakken også en reel og aktuel mulighed.
 

RADIO RELOJ – CINCO DE LA MAÑANA

Og tro nu endelig ikke, at jeg var ude for at opleve mit 48 årige livs første fodboldkamp, bare fordi jeg befandt mig på et stadion. Faktisk var det mig – og et par tusind andre – der stod på banen, og der var absolut ikke andre bolde end de par reklamebadebolde fra mobilselskabet CLARO, der blev kastet hid og did oven på folkemængden. Fyrretyve klokkeklare dollars havde jeg givet for at stå der i regnen og vente. Vente og vente og vente i to timer uden at kunne rykke mig mange millimeter. Sammen med alle de andre der heller ikke kunne rokke sig, deriblandt mine to medbragte danske teenagere, der ligesom jeg syntes, at det var lidt af et scoop at skulle høre MANU CHAO her i Ecuador. I det land hvor jeg for første gang – for knap elleve år siden på en biltur mellem Loja og Cuenca hørte sangen, hvori indgår ”Qué horas son, mi corazon?” samt en gang charmerende grammatisk sludder som ”Me gustas tu”. Solgt fra første færd til en musik, man kun kan blive i godt humør af, ikke mindst når en dyb spansk radiospeakerstemme pludselig proklamerer: ”Radio Reloj – cinco de la mañana” (Radio Ur – klokken fem om morgenen)!

DEN KORTESTE VEJ MELLEM MENNESKER

Stemningen var rigtig god under paraplyerne. Det er endnu engang bevist, at den korteste vej mellem mennesker er smilet. Højt humør og ingen mukken i krogene eller under regnslagshætterne. Der var da også sørget for lidt underholdning. Af og til gik en reklame for en koncert med Roxette sin tur henover storskærmene, som dog var knap så store som dem vi kender fra Bøgescenen på SmukFest. Samt en koncertvideo fra Televisión Catalunya, hvor musikken dog ikke havde meget at gøre med det man så. Og en lille time før selve koncerten skulle starte gik MAKI på! En ung ecuadoriansk popfyr, der spillede tre numre fra sin første og eneste CD, hvoraf nummer to angiveligt var en lovprisning af la lluvia, regnen, hvilket ikke vakte den helt store jubel. Jeg kunne nu godt li´ det. Størst bifald fik han da han annoncerede, at nu kom hans sidste nummer. Efter lidt pause gik endnu et opvarmningsband på. PAPÁ CHANGÓ – og de må nok være noget mere kendte; i hvert fald kunne den højrøstede unge dame ved min side alle teksterne og til dels melodierne – dog ikke hvis de bevægede sig alt for højt op, så blev hun ligesom dér hvor hun var! Danse kunne hun osse; med store arm- og skulderbevægelser forstod hun at skabe så meget rum omkring sig, at jeg hurtigt fandt ud af, at jeg måtte kile mig hen til et andet ståsted, hvis jeg skulle få noget som helst ud af aftenens hovednavn, hvad det så end var.
 

VÆDDEMÅLET

For godt nok var jeg kommet for at høre MANU CHAO, men også CALLE 13 skulle spille, ganske ukendt for mig, men ikke for folk omkring mig, som højlydt væddede om, hvem der mon skulle på først. ”Yo gané”, jeg vandt lød det pludselig, da en pige ved min side kunne genkende noget der blev båret ind på scenen. Jeg vandt også, om end ikke et væddemål, men vi tre danskere (havde i øvrigt set to andre danske piger, så vi var ikke de eneste) havde i den grad håbet på, at han kom først på, MANU CHAO, eller som han egentlig hedder José Manuel Arturo Tomás Chao, opvokset ved Paris men af halvbaskisk oprindelse og noget af en sprogækvilibrist, for han synger ligeså vel på fransk, spansk, engelsk, portugisisk og kaudervælsk.

ALLE I HOP

”Olé olé olé olé, Manu Manu”- jo tak, fodboldstemning var der… Og så fik folk da ellers paraplyerne ned og lod byger være byger. Alle i hop hoppede pludselig, og man måtte bare følge med i begejstringen. At min datter tabte sine sko og måtte fiske dem op med risiko for at blive væltet og trådt over tæerne af høje hæle afgjorde dog, at hopperiet for vores vedkommende blev en kort fornøjelse. Vi kæmpede os alle tre mens vi holdt godt fast i hinandens hænder ud til højre side, og det skulle man måske tro var nemt, men nej, der måtte virkelig masses, indtil Amalie kundgjorde, at nu var det OK, og at hendes våde fødder godt kunne mærke, at vi var kommet lidt ud fra den af folkemængden opvarmede undergrund, og hun vovede at tage de gennemblødte sko på igen. Lyden var unægtelig ikke specielt god her, men stemningen var stadig i top, om end ikke i hop. Selvfølgelig spillede han en del nye sange, som vi ikke kendte så godt, deriblandt ”Si yo fuera Maradona”, ”Hvis jeg var Maradona”, men jublen og syng-med-effekten var stor overalt, da han spillede ”Me gustas tu” og ”Clandestino”. Specielt linjen ”Marihuana – illegal” fik ekstra kraft fra publikumsbunken, hvoraf en del dog også ifølge mine ret pålidelige næsebor var pænt påvirket af netop dette illegale stof. Vi var dog et par stykker, der hellere tog den flyvetur, der af og til åbenbarede sig for vore øjne, når et fly sejlede tæt forbi stadion på vej til lufthavnen få kilometer derfra.



FOLKELIG HUMØRSPREDER

Jeg synes stadig, at Manu Chao er en humørspreder i sin helt egen karat. Akkompagneret af farverige naivistiske tegninger på storskærmen. Helt som hans hjemmeside, hvor man hverken kan finde hoved eller hale i farveladeriet. Folkelig er han også, måske lidt for meget for min personlige smag, viste det sig. For der var lidt for meget stadionsstemning over gang på gang at skulle synge med på ”Ou – O –O” og helt overflødigt, når han nu har lavet så farverige syng-med-og-vær-glad-sentenser som ”BOM-ba-la-bom-BA-la-bom-ba-LA-bom-ba-la-BOM-ba-la” i sin egen swingende reggaestil.
Stemningen var i top, regnen holdte af og til op, man fik bevæget sin krop, både med dans og med hop.



OVERRASKELSE TIL ØREGANGENE

Og så til aftenens overraskelse. Jeg havde i hvert fald ikke ventet det, om end vente var lige præcis, hvad vi måtte engang til. CALLE 13. Populære og Puerto Ricanske. Med forrapperen ”El Residente” (den bosiddende) i bar overkrop og hans søster, den kvindelige rapper PG-13. Samt en jazzet swingende blæsersektion med en cubansk trompetist. Jeg siger dig, jeg fik lyttelapperne slået ud. I første nummer lød linien ”Siempre digo lo que pienso” (jeg siger altid hvad jeg tænker) mange gange henover et interessant harmonisk underlag. Lidt mere stille lød ”No hay nadie como tu, mi amor” (der er ingen som dig, min elskede), men stadig blev mine øregange pirret og tirret og det kan de temmelig godt li´ at blive.



SPILD EN DOLLAR

Efter ca. 6 numre kunne min lænd dog ikke li´ mere. Det er krafteddermame hårdt at stå op i så mange timer for en gammel kone som mig, viste det sig. Jeg må købe deres CD, findes sikkert også på det halvvejs legale illegale marked for en dollar. Med risiko for at den ikke dur til noget og er spild af en dollar.

Regnen var hørt op, overalt lå henkastede engangsponchos, da vi bevægede os ud af mængden og ud af stadion for at finde en taxa til Calderón inden det helt store rykud. Jeg tog også min iturevne poncho af, overrasket over hvor meget varme og beskyttelse mod regn, jeg havde fået for en dollar. Den dollar var ikke spildt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar