98

                             Fundación Guayasamín, Quito

Det kom ret pludseligt

Som altid

Et væld af ord

Direkte fra exotica-afdelingen

Spredte og ubrugelige

Ude af sammenhæng ganske uforståelige

Men et sikkert tegn på, at der er liv derude

97

                               Volcán Cotopaxi

Der findes steder i verden

Hvor tiden ikke findes

Medmindre du deler den med andre

Ergo holder jeg af ikke at eksistere

I den skønne lomme af tid, hvor jeg er alene

Samtidig vil jeg gerne findes

Bare engang imellem

Så jeg ikke skal tilbringe resten af livet

I et limbo af ikke-væren

96

                         Mitad del Mundo

Med dig gav jeg helt slip

Og valgte at tro på fremtiden

Nu har jeg været der

Og der er ingen vej tilbage

Og ingen anden vej derhen

Flået, svitset og grillet over en buldrende ild

Med vrangen ud

95

                              Volcán Cotopaxi

Credo

Som en anden Narcissus ser jeg mig selv

Spejlet i de øjne, der nu tilfældigvis er i nærheden

Og heldigvis kan jeg godt se mig selv i øjnene i øjnene

For livet har gjort mig til en bedre udgave, end jeg var

Det tror jeg på

Uden at lade træerne vokse ind i himlen

Og uden at ignorere, at isbjerget er helt gigantisk under havoverfladen

Mens jeg stadig kan se mine tæer stikke frem dernede

Spreder jeg de blomster, jeg nu finder

Ud i flest mulig retninger

Med et smil

Værsgo

94

           Quilotoa

Hvad gemmer sig i skyggen, hvad gemmer sig i kløftens dyb?

Hvad gemmer sig i mennesket, facaden uanset?

Jeg aner skyggen vokse, jeg aner kløften søge lys

Jeg aner, der er mennesker, hvis tanker jeg ej tør høre

Længe har de hvisket, nu råber de i kor

De rejser sig som bjerget og risikerer magt som agt

De ytrer sig om farer, de ytrer sig om fremmedhed

De ytrer sig om penge, og de vil ikke dele

”Vi mister vores Danmark, vi mister vores egenart”

Det, de allerede har mistet, var vigtigere end det

Deres tanker gør mig ondt, og jeg bli´r trist til mode

For også jeg er dansker, men bor i hele verden

Lad hele verden komme til os – nej, det er ikke så let

Men det er jo ikke nogens skyld, at det var os, der fødtes her

Jeg hørte dem blot hviske, nu taler de så højt

At også jeg må lytte, så fordomsfrit jeg kan

For søger vi og skyggen, eller flygter vi fra ubehag

Og lader vreden herske, da bli´r vi blot som dem

Når lyset rammer kløften, da håber jeg så inderligt

Det smelter deres hjerter, fordamper deres had og angst

Jeg håber, vi bli´r enige, om at vi er uenige

Men alle husker på, at mennesket kommer først

93

                                    Mitad del Mundo

Her hvor solen går awet om, så min fornuft fordufter og uvirkeligheden tager øwer. Her hvor alt kanskiersens, for når først a skygger begynder at bevæge sig den gal´ vej, mens solen er på vej nier, er den rien gal, å a ve æt længer´, hwa a ska tro. Med den jæn fod i den sydlige hemisfære.

92

           Canoa

Jeg tror ikke, jeg klarer det her. Hvorfor lærer jeg aldrig at stoppe, mens legen er god? Endnu engang har min nysgerrighed drevet mig på afveje, langt fra alfarvej. Og denne gang kan det kun ende galt. Trængt op i en krog i en øde baggård af nogle ubehageligt udseende typer, der kun er ude på ét. At frarøve mig mit unge liv og alt, der kunne være af værdi. Af størst værdi er livet, det ser jeg pludselig. Mens jeg håber, at verden trods alt er et venligt sted. 

91

                              Alausi

Det synes ikke udefra. Og alle tror, at jeg er den samme, som jeg altid har været. Men der er sket noget. Rynker er kommet til, men det er uvæsenligt. Den slags petitesser tåler slet ikke sammenligning med det, du ikke kan se, og som jeg ikke agter at fortælle dig. For det er mit, kun mit. Og hvis jeg deler det med dig, bliver du enten overvældet eller påtaget ligeglad, for det er alt for stort. Og uanset hvilken reaktion, du vælger, vil jeg miste det. For straks vil du enten overtage det eller skrumpe det, til det visner og jeg med. Jeg ville ellers gerne dele det. Hvis dele betød, at det så ville vokse, som celler der deler sig. Men sammen med dig går det ikke. Jeg er nødt til at holde det for mig selv og helt hemmeligt. Jeg tror såmænd, jeg tager det med mig i graven. Der vil det hvile trygt, sammen med mig, når den tid kommer. Og ingen vil nogen sinde vide, hvad det var, der var så vigtigt og stort.

90

          Riobamba

Jeg ville ønske jeg kunne tegne, og det kan jeg sådan set også godt. Jeg er bare ikke tålmodig nok til at blive rigtig god. Jeg kommer hele tiden til at rejse mig op, når jeg sidder der. Går ud og åbner køleskabet. Igen. Og selvom jeg er imod viskelæder af princip, bliver jeg træt af mine fejlstreger, undtagen dem, der giver det det liv, som jeg ikke kunne tilføje bevidst. Tror det ville være bedst for mig at tegne i søvne. Alternativt på hovedet, med bind for øjnene, med små blyanter tapet fast til fingerspidserne, men det var der aldrig kommet disse fugle ud af. For de fløj over hovedet på mig i Riobamba. Rundt og rundt og rundt i mindst en halv skumringstime. Og så hurtig er min streg ikke, og hukommelsen rækker kun en halv centimeter.

89

        Baños

Et himmerige åbenbarer sig

For ateister

En paradisets have

For gudsfornægtere

Og endog for bespottere

Og for dem der spytter på gaden og også for dem, der bare savler helt ukontrollabelt

Tovholdere og rebslagere bliver flagellanter

Syndere såvel som deres sønner og døtre må krybe til korset

Hele vejen op ad bjerget, hvor det står bøjet i neon

Selv en sten må finde sin sande tro

Og lette

88

         Cerca de Baños

Vi er hinandens vinger

Lette til bens og udødelige

Stikker vi af mod uendeligheden

Hånd i hånd

Intet kan hindre os

I at blive slået til lirekassemænd af virkeligheden

87

        Panamericana cerca de Latacunga

Den kildrer dine sanser

En berøring der næsten ikke er

Og du mærker den alligevel

Den er i tanken

Og hjertet banker

Den er i blikket

Der vandrer langs vejen

Der stirrer tomt skulle man tro

Ud af vinduet

Den sidder langt inde

Som et flagrende møl

Forvirret og famlende

Og ved ikke om den vil kendes ved sig selv

86

                            Rucu Pichincha

Stien af hvilken

Livet førte mig

På kollisionskurs

Og dér hvor vores stier løb sammen

Med stor kærlighed til følge

Og vi styrted mod toppen

Uagtet de stejle skrænter

Beruset af den iltfattige luft

Og så ikke tidsnok tågen

Der krøb op omkring os

Lige før uvejret brød løs

85

       Cráter Pululahua

Det store sorte hul

Den sorg, man ikke kan se sig ud af

Den afgrund, man ikke kan se sig op af

Og så

Umærkeligt

Ad åre

Gror grønne spirer ud mellem sidebenene

Snapper efter ilt i den friske luft

Uhæmmet vildtvoksende skræmmende

Dækker krateret med muldjord

Og æsler

På bunden vil det altid være der

Det bundløse krater

Men kun fordi vi ved det

I dine livskloge øjne

Ses det som et mikroskopisk glimt i en brøkdel af et sekund i et ubevogtet øjeblik

Én gang hvert syvende år

84

           Quito

Skriger indeni

Empatien ætser i mig

Tænk at jeg skal lide

og brænde

Fordi du lider

og brænder

Altfortærende og ustoppelig

Selv på afstand mærker jeg det

Lidelsen

som er din

men også min

fordi vi er forbundne

Det er vi alle

Også kassedamerne er vi forbundne med

83

      Quito

Hva´ så? Gamle ven! Er det virkelig dig? Hold da op, hvor er det længe siden! Og tænk, at vi render på hinanden her - på den anden side af kloden! Det er da for utroligt! Jeg tror, det er mere end tyve år siden, vi så hinanden sidst. Jeg kan næsten ikke kende dig - og så alligevel - du er vist den samme indeni, fornemmer jeg ;-)

Jeg kan godt huske, første gang jeg mødte dig; da var jeg vist 12 år gammel. Vi var helt uadskillelige og altid bange for at gå glip af noget spændende. Ja - og siden fik du et par skruer løs. Jeg er ked af at sige det, men så så vi ikke så meget mere til hinanden. Det var nok lidt umodent af mig. Tænk at lade dig forsvinde ud af mit liv på den måde, bare fordi... Ja, jeg havde selvfølgelig nok om ørerne dengang, jeg gik jo på uni, og så var jeg jo oss´ lige blevet mor for første gang.

Hva´, er det slet ikke dig, men din tvillingesøster? Nåh, men så må du hilse mange gange, ikk´?