AJ, VI ER DA OSSE TURISTER - PART TWO

MINDERNES BY

Sydpå til mindernes by Puerto Lopez. Her var jeg for første gang for godt 27 år siden sammen med et par botanikere. Og sidenhen indtil flere gange. Og jeg kan stadig ikke finde hotellet fra første gang, for sikken forandring den lille by har gennemgået. Stadig charmerende heldigvis. 

Og minderne blev skubbet til side og erstattet af nye uforglemmelige minder. Den bedste franske iskaffe. Den sjoveste sælger - som ville tage over dobbelt pris for to hængekøjer, så der osse var råd til en cola til hans far, tror jeg nok det var. De sindssygste bølger i skumringen. Den mest kælne kat Michu Michu, som jeg gerne måtte få med mig videre! Fornemmelsen af at gå rundt i film som jeg selv havde lavet - et af mine egne yndlingsbilleder fra sidste Ecuadortur er af en blå time på Puerto Lopez´ hovedgade. Og så var der også dengang Amalies helt nye kamerastativ gik i stykker – knap så sjovt…

 Tid til at slænge sig i en hængekøje.

 Den bedste iskaffe kan nok få én til at spærre øjnene op!

 Hold op, det var sindssygt! Sikken kraft!

 Den blå time i Puerto Lopez på Matildes 19-års fødselsdag - for to et halvt år siden, that is.

  Sammesteds 2012 - bilparken er vokset!

 Michu Michu

INGEN SØLØVER VED SØLVØEN

Om noget så er Puerto Lopez udskibningshavn for rejser 40 kilometer ud i Stillehavet. Ud til Isla de la Plata (Sølvøen) og at tage derud igen var som at træde ind i en bog, jeg selv har skrevet. De få af jer, der har læst den, vil kunne genkende den lille ø med de charmerende blåfodede suler. Smukt, øde og varmt. 

 Tjek lige vindretningen!

Højt oppe på Isla de la Plata ser vi ned. 

Blåfodede suler.

Flere suler.

 

En maskeret sule.

Tre timers strabadsertur med start da solen stod højest på den skyfri himmel. Galimatias! Solfaktor 30 smeltede ned ad vores arme, skuldre og lægge uden at gøre den helt store gavn. En sandal svigtede efter kun 5 års intenst brug i sommermånederne. Vand var en mangelvare og lunkent det der var. Og ikke desto mindre gik Walter og sang meget af vejen! Vi var så heldige, at der i vores gruppe var en flok musiklærere fra et af de mange universiteter i Quito, og Walter fra New York var bestemt et lyspunkt, selv om han nok kropsmæssigt var den, vi ville have tippet til først at give op. Men det kan man jo ikke! Den eneste vej tilbage var frem, og alle klarede det - og så snorklede vi i det salte vand bagefter.

  Trave trave trave...

Men der var ingen søløver ved Sølvøen den dag, selvom vores guide Limberg (opkaldt efter Charles Lindbergh) var god til at informere om hvilke ”trials” (trails) vi kunne følge. De er altså vældig gode til det der engelsk her i Ecuador…

Men der var sørenjensme en havskildpadde!

 Og en undervandsmig!

LANGFREDAG, LEGUANER OG FÆTTERENS FÆTTER

Vi havde håbet at se lidt til højtidens traditioner, nu vi var her i påsken, men det blev ikke til meget.Rette tid og sted falder ikke altid sammen, for hele langfredag sad vi på en bus sydvestpå over Xipixapa til Guayaquil og nåede frem til en bemærkelsesværdig stille og øde by. Alle var måske i kirke, for senere mødte vi dem alle sammen på byens stolthed strandpromenaden, Malecon 2000 kaldet. Efter sigende de sikreste sted i byen med masser af politi – og floden Guyas flydende ved siden af. ”Du svømmer den forkerte vej”, kunne man fristes til at sige til det mangrovesnask, der var på vej OP ad floden ved højvande. 

 Beklager kameraføringen, man er vel nybegynder!

Millionbyen med det plettede rygte har dog også sine solsider: Parque Bolívar, hvor vi straks blev gode venner med en flok leguaner, som sad og tissede ned på os oppe fra træerne. Nede på jorden var venskabet mere gensidigt. 

 Ny god ven.

 Endnu bedre ven! (Hvad vil du mine tæer?)

 En flok nye venner.

Vi måtte da også besøge Las Peñas, det gamle rustikke kvarter bygget op ad bjergsiden. På toppen mødte vi godt nok en fyr med skurkeoverskæg, og var sikker på, at han ringede til sin fætter og fætterens fætter, så de stod klar ved foden af bjerget, sådan som han holdt øje med vores store kameraudstyr. Paranoia eller? Vi undgik heldigvis samtlige fætre, men utrygheden var ubehagelig.Som supplement var vores hotelværelse at regne for en fængselscelle – intet vindue, en ulidelig hede og en ventilator-vifte i loftet, som larmede hele natten.Men som sådan må man også regne med, at den var sikker nok, cellen.

 Guayaquil set fra Las Peñas.

 Farvestrålende byggeri.

 Netop undsluppet fængselscellen.

KAN MAN GLARE DET?

Mangrove (manglares) er en speciel landskabstype, som er meget undervurderet. Så meget, at det meste af den bliver fældet til fordel for rejefarme, som også har det godt der i vandkanten. Trist. Men syd for Guayaquil fandt vi Reserva Ecológica de Manglares Churute, og Carlos ville gerne vise os rundt, først i lidt almindelig regnskov, hvor vi kunne høre brøleaberne advare om vores ankomst og var heldige at få øje på en myresluger på vej op i et træ og en grim grim fugleedderkop. Samt lidt fine fugle og en larmende cikade. Dernæst mangroven,som var til at overse, og ret undselig i sit farvevalg, gråt i gråt. Selv de røde krabber bliver grå i mudderet. Fascinerende.

 Myresluger på vej op i et træ for at æde myrer!

Mangrovebeplantning - rødderne overrisles hver dag ved højvande

 Hvem kan få øje på krabberne?

 Ny mangroveplante på vej - nu med guldsmed.

INGEN GEDER, TAK

Ind i landet igen mod vest til Cuenca, bygget oven på den gamle inkaby Tomebamba. Hvilken stilhed! Kunne høre min egen tinnitus igen! Småkoldt og en nydelse efter mange dage ved kysten, at det IKKE var nødvendigt med larmende ventilation for at kunne holde temperaturen nede. Til gengæld må man ikke tage geder med ind på busterminalen i Cuenca, viste et skilt. Så er I advaret! 

 Tårn på tårn på tårn

 La casa azul - det blå hus - nu med duer.

I modsætning til mange andre byer i Ecuador har Cuenca ikke været hærget af brande og en del af kolonitidens bygninger står stadig. Snesevis af kirker med overvældende tårne og dusinvis af duer. Man behøver ikke være det mindste religiøs for at nyde synet på en solskinsdag. Dog hjælper det nok inde i kirkerne; i katedralen fandt vi et skilt med følgende tekst: ”Cuando entres a la catedral apaga tu celular que Dios quiere hablar contigo” – ”Sluk din mobil, når du gå ind i katedralen, for Gud vil tale med dig”.

 Katedralen i Cuenca

 Ikke altid lige nemt at være skøn(hedsdronning)

 På pakistansk restaurant - selvom den hedder Taj Mahal.

LA LALALALA LAMA

Måtte simpelthen besøge inkaernes vigtigste ruin i Ecuador, Ingapirca, på kanten af páramo´en, det karakteristiske vissentgrønne landskab lige over trægrænsen. Historiens vingesus og en lille snak med Atahualpa. Som indrømmer, at også han blot var en koloniherre, der med tvang underlagde sig de folk, der befolkede Andesbjergene, indtil han selv blev besejret af los conquistadores. Han indførte sproget quechua, som mange indianerstammer taler den dag i dag. 

Et ikonisk foto: Lama foran Inkaruin

 Et ih-komisk foto: Fjollehoveder på inkaruin.

Og vi iagttog forargede nogle mænd, som tilsyneladende slog løs på lamaerne! Heldigvis havde det sin naturlige forklaring, idet der lige var født et lille lamaføl – en han. Og - ligesom hos brøleaberne i øvrigt - ser de voksne hanner et hanføl som en rival lige fra fødslen af og dræber det, hvis de kan se deres snit til det. Så de skulle holdes på afstand. 

 De slår på lamaerne!

 Lamaføl - højst et kvarter gammelt.

Tanker undervejs: ”Nu har vi været ude at busse den i mere end to uger, og man er så langt væk fra hverdagen, at man ikke kan forestille sig andet. Det ku´ fortsætte i det uendelige, ku´ det! Helt uden trummerum!”

AJ, VI ER DA OSSE TURISTER - PART ONE

BEDRE SENT END ALDRIG

For en måned siden kom jeg, Amalie og Johan retur til Quito efter tre ugers oplevelsesrejse i Ecuador, undertegnede med nældefeber, dvs. et ekstremt kløende udslæt over hele kroppen, som udløste hospitalsbesøg, drop og en stik i la nalga. Sløvende medicin gjorde livet og håret gråt for en tid, familiesamvær, arbejde med interviews og artikler og tusindvis af overspringshandlinger slugte resten af tiden i en ruf, og nu sidder jeg helt alene i Baños og kunne med lidt held kede mig. Men det vil ikke ske, for her er varme bade, man kan dyppe sig i, bjergsider med vandfald, der kan bestiges og cykler, der kan lejes. Luksus! De skønne unge mennesker er taget til Peru og sikkert på vej til Machu Pichu, så jeg vil skrive! For den som vil læse! Om vores meritter 3 uger rundt i Ecuador. Bedre sent end aldrig…Her kommer første del ud af tre:

Udsigt over Baños, hvor jeg sidder og skriver denne blog.

Mere præcist sidder jeg under den store "paraply" øverst i billedet.

RUNDTUR MED LOS JOVENES

Og rundt var det – som en kantet og flosset oval. Og en fornøjelse at rejse med los jóvenes, for med unge mennesker af deres kaliber gør man ting, man ellers ikke ville have gjort – ikke alene i hvert fald. Og man - det er mig! Jeg nød at komme ud at vandre, så man bagefter kan mærke, at man har ben og at sidde bag i en camioneta og blive gennemblæst og gennemrystet, så man bagefter kan mærke, at man har en nalga.Og sammen bekæmpede vi den skræk og paranoia, der uundgåeligt er en del af at rejse i f.eks. Guayaquil, hvor alle de indre advarselsskilte er skrevet med store bogstaver og bøjet i neon. Vi lærte at stole blindt på, at vores værdigenstande trygt kunne efterlades på værelset på selv det usleste hostal , og at rygsækken(uden værdigenstande dog) roligt kunne efterlades i bussens bagagerum. Og sikke fantastiske oplevelser, vi fik til gengæld!

  Skildpadderne tager afsked med Nacha.

 I får osse lige et kort, så I kan følge med. Tegnet på papir fra min fars/brors virksomhed.

LINDO MINDO

Vi lagde ud i Mindo, et par timer nordøst for Quito. Og hvilken lise at komme ud hvor der var grønt. Væk fra 3 uger i Quitos smog. Lunt, fugtigt, roligt, venligt – efter sigende kommer tyvene først ud på gaderne efter 23, så indtil da rendte jeg rundt med mit eftertragtede kamera og lyttede til cikader og skrubtudser. Jeg må indrømme, at jeg ikke var helt oppe på det med at rejse, da vi tog afsted, og tænkte, at min rygsæk var ALT for tung, men som Johan siger ”Det er med at komme ud af komfortzonen”, og det lykkedes. Når noget af det første man gør, er at hænge med hovedet nedad ud over tågeskoven, så er der ingen vej tilbage. Eventyret er begyndt, og det er bare med at hænge på – og få hovedet på ret køl igen. Så man derefter kan stige ned i et vandfald og bare flyde…

Der er ti wirer spændt ud over tågeskoven. Og så svæver du bare...

 Og her skulle gerne være en lille film! Og den er filmet med hovedet opad - og kameraet under armen...

 Søde kærester :)

 Vand fra et vandfald indfanget bare for vores skyld. Og så flyder du bare...

 Besøgte "sommerfuglefarmen" Nathaly.

Johan fik sig en kælelarve for en stund.

HYTTEN OVER FLODEN

Ganske få timer i en bus østover fra Mindo og du lander i en bageovn med varmluftsfunktionen slået til. Puerto Quito. Det ecuadorianske lavland kan være et rent helvede temperaturmæssigt, og jeg har svært ved at fatte, at folk kan bo der uden at dehydrere fuldstændigt. Intet mærkeligt i at de har ry for at være dovne - man bliver da sløv i den varme. Heldigvis findes der en flod i enhver god by, og ude ved ALDEA SALAMANDRA nogle få kilometer at gå i varmen (om end det føltes som 50) fandt vi et nyt paradis. En cabaña over floden, og jeg MENER over floden, for den blev holdt på plads af et træ i hver side af altanen. Gulvet var noget skævt, fordi træerne vokser!

 Indgangen til vores paradisiske hytte.

 Og der sidder han oven over floden.

Og floden blev vores ven! Man skal lige lære at svømme sidelæns mod strømmen for ikke at blive grebet af den. Et par ture til den anden side og retur og du har rørt dig meget mere, end de få meter det ligner! Selv mørket blev vores ven, for når vi skulle lave mad om aftenen, foregik det en del regnskovsplanter og regnskovskryb derfra med lommelygten tændt. Vi undgik dog at bruge stedets grydeskeer.

 Pæn svampevækst, æ åw?

Min ven...

 ...og mig!

”Sidder i mørket på altanen ud over floden og kan intet se. Ud over et enkelt stearinlys, hvis væge flakker i den svale vind, en myg der flagrer forbi og en masse mørke skygger i natten. Lyd af regn der drypper på blade og ned i floden, rislen fra bækken der køler den veltempererede flod. En kakafoni af regnskovens lyde, høje og skingre fra flere sider, cikaders summen og en dybere snerrende brummen. En enkelt fugl flyver over floden. Patrick starter sin knallert, osen når herhen. Skærmer jeg for lyset, så det ikke rammer mine øjne og mit skriveri, dukker gråtoner frem fra mørket, og jeg aner liv omkring mig.”

 Skrivelys.

AT BUSSE DEN FOR EN DOLLAR I TIMEN

En stor del af tre ugers rundtur i Ecuador foregår i bus, og det er rørende billigt. Du kan som regel regne med en dollar i timen. Så selv fire til syv timers svedende hed, skrumplende og larmende bustur hver anden dag burde ikke kunne vælte budgettet. At busse den bliver en naturlig del af ens rytme. Jeg kan ligefrem savne det, bare at kunne sidde og lade livet køre igennem én, tilgive sig selv fortidens dumheder og overveje fremtidens fortræffeligheder, mens nutiden står stille og sitrende derude i de skiftende landskaber.

  Gennem det frugtbare lavland.

Ecuador er landskabsmæssigt og flora- og faunamæssigt et af de mest varierede lande i verden. Bare de første dage – fra højlandet til tågeskov til lavlandet med bjerge og dale og bananplantager, som vi skal passere for at nå ud til kysten, ud til det langt fra stille Stillehav. Senere møder vi mangrove og páramo. Og havde vi kunnet nå det var der osse den rigtige regnskov øst for Andes. Og stadig ville vi langt fra have set alt…

 Mine yndlingstræer - som kan danse og går lange ture om natten.

FORELSKET PÅ BUSTUR

Tankerne må flyde med landskabet lige hvorhen de vil, alt er tilladt. Men nogle gange bliver de forstyrret. Af sælgere der kommer ind med friskbagte panes de yuca, halvlunkle colaer og papas fritas. Af at skulle holde øje med om ens bagage forsvinder ud af bussens lastrum, når bussen gør holdt. Af larmen fra endnu en ”fængselsfilm”, en uopslidelig busgenre her omkring. Af alskens musik strømmende ud af bussens højtalere. Og såmænd osse af og til af et enkelt ægteskabstilbud. I hver fald mødte jeg i bussen vestpå mellem Pedernales og Canoa en Jonathan, som pludselig var meget forelsket. Og det nyttede ikke det mindste, at jeg sagde, at jeg har en kæreste i Danmark, og at han er den bedste, for jeg kunne da sagtens have en her osse, mente han. Og lokkede med både køer og heste og de bedste frugter, men lige meget hjalp det. Og han fortsatte et par timer, uanset at jeg halvgamle kone sad og stank i en bluse, der efter mange af ydre omstændigheder frembragte hedeture  i tre dage i træk havde fået lov at tørre på min krop, som så svedte videre. Med rød næse og uden antydningen af makeup og med hår, der på 3.dag ikke havde oplevet anden vask end svømmeturene i floden. Men sjovt nok havde jeg (lige pludselig!) ikke noget telefonnummer, jeg kunne give ham, og jeg har sørme aldrig fået ringet til ham på det nummer, han gav mig.

 En fin ren bus.

 Jonathan måtte stige af bussen med uforrettet sag.

 Kjæmpekaktus.

CANOA               

Som betyder kano, men det så vi nu ikke meget til. Til gengæld SÅ og HØRTE og MÆRKEDE vi det fantastiske Stillehav. Aftenbadning og morgenbadning og mange hundevenner. Gylden solnedgang og dasken-rundt og ikke ret meget andet. Iagttage magre hunde og fedladne mennesker (ikke blegfede men swotfede, må det hedde på jydsk). Huse, der formerer sig ved knopskydning. Tælle de vædskende sår, der var resultatet af mødet med bichos i Mindos tågeskov. Det kan man også nemt bruge et par dage på…

 Liv og leg i strandkanten

 Gylden hund.

 Canoa by light.

 Den skraldemand ta´r skraldet...

 Der var over 100...

HVAD VAR DET MON EGENTLIG JEG SKU´?

OVERSPRINGSHANDLINGER

Mon jeg lider af skriveblokering, siden I ikke har kunnet finde nyt på min blog så længe? Eller kommer vi mon sandheden nærmere ved at tale om overspringshandlinger? Jamen, jeg skal bare lige – ha’ lidt overblik over hvad jeg skal ha’  lavet, vaske op, lave pandekager til morgenmad, lytte til min fars mange historier, når han kigger forbi ved formiddagskaffetid, se om kæresten eller størstedatteren er på facebook eller skype, ordne mine bunker og sende nogle billeder ind til en konkurrence. Og ups, nu blev klokken rigtig mange, kaffens arbejdsivrige efterdunster er forsvundet, og så kan jeg jo lige tænde for det der fjernsyn, som taler spansk til mig, mens jeg laver en kop the, og så kan jeg lytte med et halvt øre, mens jeg sorterer i mine godt 10.000 billeder fra den skønne rundtur i Ecuador med mindstedatteren og hendes kæreste (som nu er taget videre til Peru.)

  Jubi, størstedatteren og hendes kat Fenja var på skype!

ALT FOR MANGE OPLEVELSER

For DER ligger jo endnu en forklaring på mit fravær, og det var jo egentlig den tur, jeg ville fortælle jer om, og nu er der gået to uger, siden vi kom tilbage. Så hvad kom i vejen ud over et voldsomt anfald af nældefeber? Alt for mange oplevelser, alt for mange billeder, en syndflod af indtryk, løsrevne sætninger og idéer vrimler rundt i hovedet på mig, og stadig sker der nyt omkring mig. Hyggedage med familien. Tænk at være en del af sådan en dejlig familie, som bor under samme tag med en aldersspredning på 73 år. Min far Henry som den ældste på 78 og min niece Simone på 5 som den yngste. Nej, katten Púas (pigtråd) er nok endnu yngre, for da slet ikke at tale om min bror Betos kæreste Palis chowchowhvalp på kun 3 måneder, som også kommer på visit i familien. Den hedder Bamse, og den ER en bamse, si’r jeg jer! Midt i spektret ligger min søster Ellen og hendes mand Esteban. Desværre blev familien formindsket for omkring tre måneder siden, da min fars kone Carmen døde af kræft. Nu er familien samlet under et tag, så min far ikke skal bo alene, for det kunne han ikke tænke sig. Der skal helst være nogen at snakke med i tide og utide, for man kan jo trods alt ikke læse i Illustreret Videnskab hele dagen, og yndlingstv-serien ”Walker” fylder trods alt kun en times tid (afbrudt af masser af reklamer) hver aften mandag til fredag. Men han har nu nok om ørerne. Det at min søster, hendes mand og Simone flyttede ind i huset på Shuaras y Manuel Serrano i Quito, har krævet en del omarrangering, så nu får han sin egen ”penthouse”-lejlighed, der hvor der tidligere var vaske- og tørrerum. Det kræver jo installering af såvel toilet, bad og håndvask, så der er nok at rive i for den aldrende rørlægger, som i dag dog har folk til den grovere del af arbejdet. Han mener også, at jeg stadig kan nå at blive rørlægger – det eneste fornuftige arbejde her i verden – hvis jeg vil. Måske var det en overvejelse værd at slå sig ned som ”plomero”...

 Bamse og Púas - venskab eller ?

DET HEDDER ARBEJDE

Og faktisk ER det slet ikke bloggen, jeg skal tage mig sammen til. Det er meget værre! Meget mere seriøst! Meget mere vigtigt og krævende og arbejdsagtigt! For jeg har jo fire artikler, jeg skal have skrevet herovre. Jeg skal have samlet stof, interviews og fotos. Visse ting ved jeg allerede, så dele af det er så let som at klø sig bagi, men andet kræver planlægning, ud af huset og ind og finde folk og ud og se stederne og søge oplysninger på nettet. Og her i Calderón, mindst en times kørsel i en trang bus fra midten af Quito, er det ikke ligefrem nemmere at sadle hesten og ride af sted, end det ville være derhjemme. Og sandsynligheden for at aftaler ændres i sidste øjeblik er meget tilstedeværende.  Dog er ansvaret for slendrian og overspringshandlinger naturligvis mit eget. Og den stressfornemmelse, der langsomt men sikkert var ved at indtage min handlekraft, lagde sig heldigvis pænt ned, da jeg på det danske konsulat i går fik bekræftet, at der ikke burde være problemer, hvis jeg kommer til at overskride mine 90 tilladte opholdsdage her i Ecuador. En sten faldt fra mit hjerte, roen faldt på mig, og jeg begyndte at danse i køkkenet og at kunne se klart ud af øjnene igen. Overblikket over de kommende opgaver begynder at snige sig ind på mig, efterhånden som bunkerne nu er blevet forvandlet til mere organiseret rod og listerne over gøremål – store som små – har fået et par flueben og for overskuelighedens skyld snart må gennemtænkes og reorganiseres. Jeg må i gang!

Mindstedatteren og hendes kæreste på den røde suburban

 TILLØB

Der er mange måder at komme i gang med arbejdet på. Jeg prøver endnu engang at finde min.Udsprunget af mange års øvelse i overspringshandlinger og forsøg på at gøre tilløbet så blidt som muligt, så jeg helst slet ikke bemærker, at det er arbejde, jeg er i gang med. Jeg tager tilløb, springer og lander nogle gange ude i højlandssolen med en kop kaffe. Processen kræver ro og ensomhed, og det har jeg masser af her i Calderón efter de unge er rejst videre. (Hulk, måske ser jeg dem ikke igen før til august - eller senere...!) Når da ikke lige min far inviterer på frokost på Sandry´s, eller Lucia mellem to ophængninger af vasketøj vil vise mig en brochure for hendes hjemby Pillaro for at lokke mig og min far en tur derned.

Nu er jeg i gang. Jeg starter med denne stiløvelse til ære for mit stakkels uanende publikum, så skal resten nok komme. I dag skriver jeg og undersøger diverse åbningstider. I morgen fredag tager jeg ud i virkeligheden og interviewer en guitarbygger og besøger et bibliotek. Basta! Og lørdag leger jeg ferie igen og tager med familien et smut til Columbia, hvor vi skal hente 33 par støvler til min søsters støvlebiks. Vupti, jeg har gang i skrivelæderet!

Eller var det her bare endnu en overspringshandling?

 Huset i Calderón efter solnedgang - med de nu så savnede unge mennesker og hunden Nacha