HVAD VAR DET MON EGENTLIG JEG SKU´?

OVERSPRINGSHANDLINGER

Mon jeg lider af skriveblokering, siden I ikke har kunnet finde nyt på min blog så længe? Eller kommer vi mon sandheden nærmere ved at tale om overspringshandlinger? Jamen, jeg skal bare lige – ha’ lidt overblik over hvad jeg skal ha’  lavet, vaske op, lave pandekager til morgenmad, lytte til min fars mange historier, når han kigger forbi ved formiddagskaffetid, se om kæresten eller størstedatteren er på facebook eller skype, ordne mine bunker og sende nogle billeder ind til en konkurrence. Og ups, nu blev klokken rigtig mange, kaffens arbejdsivrige efterdunster er forsvundet, og så kan jeg jo lige tænde for det der fjernsyn, som taler spansk til mig, mens jeg laver en kop the, og så kan jeg lytte med et halvt øre, mens jeg sorterer i mine godt 10.000 billeder fra den skønne rundtur i Ecuador med mindstedatteren og hendes kæreste (som nu er taget videre til Peru.)

  Jubi, størstedatteren og hendes kat Fenja var på skype!

ALT FOR MANGE OPLEVELSER

For DER ligger jo endnu en forklaring på mit fravær, og det var jo egentlig den tur, jeg ville fortælle jer om, og nu er der gået to uger, siden vi kom tilbage. Så hvad kom i vejen ud over et voldsomt anfald af nældefeber? Alt for mange oplevelser, alt for mange billeder, en syndflod af indtryk, løsrevne sætninger og idéer vrimler rundt i hovedet på mig, og stadig sker der nyt omkring mig. Hyggedage med familien. Tænk at være en del af sådan en dejlig familie, som bor under samme tag med en aldersspredning på 73 år. Min far Henry som den ældste på 78 og min niece Simone på 5 som den yngste. Nej, katten Púas (pigtråd) er nok endnu yngre, for da slet ikke at tale om min bror Betos kæreste Palis chowchowhvalp på kun 3 måneder, som også kommer på visit i familien. Den hedder Bamse, og den ER en bamse, si’r jeg jer! Midt i spektret ligger min søster Ellen og hendes mand Esteban. Desværre blev familien formindsket for omkring tre måneder siden, da min fars kone Carmen døde af kræft. Nu er familien samlet under et tag, så min far ikke skal bo alene, for det kunne han ikke tænke sig. Der skal helst være nogen at snakke med i tide og utide, for man kan jo trods alt ikke læse i Illustreret Videnskab hele dagen, og yndlingstv-serien ”Walker” fylder trods alt kun en times tid (afbrudt af masser af reklamer) hver aften mandag til fredag. Men han har nu nok om ørerne. Det at min søster, hendes mand og Simone flyttede ind i huset på Shuaras y Manuel Serrano i Quito, har krævet en del omarrangering, så nu får han sin egen ”penthouse”-lejlighed, der hvor der tidligere var vaske- og tørrerum. Det kræver jo installering af såvel toilet, bad og håndvask, så der er nok at rive i for den aldrende rørlægger, som i dag dog har folk til den grovere del af arbejdet. Han mener også, at jeg stadig kan nå at blive rørlægger – det eneste fornuftige arbejde her i verden – hvis jeg vil. Måske var det en overvejelse værd at slå sig ned som ”plomero”...

 Bamse og Púas - venskab eller ?

DET HEDDER ARBEJDE

Og faktisk ER det slet ikke bloggen, jeg skal tage mig sammen til. Det er meget værre! Meget mere seriøst! Meget mere vigtigt og krævende og arbejdsagtigt! For jeg har jo fire artikler, jeg skal have skrevet herovre. Jeg skal have samlet stof, interviews og fotos. Visse ting ved jeg allerede, så dele af det er så let som at klø sig bagi, men andet kræver planlægning, ud af huset og ind og finde folk og ud og se stederne og søge oplysninger på nettet. Og her i Calderón, mindst en times kørsel i en trang bus fra midten af Quito, er det ikke ligefrem nemmere at sadle hesten og ride af sted, end det ville være derhjemme. Og sandsynligheden for at aftaler ændres i sidste øjeblik er meget tilstedeværende.  Dog er ansvaret for slendrian og overspringshandlinger naturligvis mit eget. Og den stressfornemmelse, der langsomt men sikkert var ved at indtage min handlekraft, lagde sig heldigvis pænt ned, da jeg på det danske konsulat i går fik bekræftet, at der ikke burde være problemer, hvis jeg kommer til at overskride mine 90 tilladte opholdsdage her i Ecuador. En sten faldt fra mit hjerte, roen faldt på mig, og jeg begyndte at danse i køkkenet og at kunne se klart ud af øjnene igen. Overblikket over de kommende opgaver begynder at snige sig ind på mig, efterhånden som bunkerne nu er blevet forvandlet til mere organiseret rod og listerne over gøremål – store som små – har fået et par flueben og for overskuelighedens skyld snart må gennemtænkes og reorganiseres. Jeg må i gang!

Mindstedatteren og hendes kæreste på den røde suburban

 TILLØB

Der er mange måder at komme i gang med arbejdet på. Jeg prøver endnu engang at finde min.Udsprunget af mange års øvelse i overspringshandlinger og forsøg på at gøre tilløbet så blidt som muligt, så jeg helst slet ikke bemærker, at det er arbejde, jeg er i gang med. Jeg tager tilløb, springer og lander nogle gange ude i højlandssolen med en kop kaffe. Processen kræver ro og ensomhed, og det har jeg masser af her i Calderón efter de unge er rejst videre. (Hulk, måske ser jeg dem ikke igen før til august - eller senere...!) Når da ikke lige min far inviterer på frokost på Sandry´s, eller Lucia mellem to ophængninger af vasketøj vil vise mig en brochure for hendes hjemby Pillaro for at lokke mig og min far en tur derned.

Nu er jeg i gang. Jeg starter med denne stiløvelse til ære for mit stakkels uanende publikum, så skal resten nok komme. I dag skriver jeg og undersøger diverse åbningstider. I morgen fredag tager jeg ud i virkeligheden og interviewer en guitarbygger og besøger et bibliotek. Basta! Og lørdag leger jeg ferie igen og tager med familien et smut til Columbia, hvor vi skal hente 33 par støvler til min søsters støvlebiks. Vupti, jeg har gang i skrivelæderet!

Eller var det her bare endnu en overspringshandling?

 Huset i Calderón efter solnedgang - med de nu så savnede unge mennesker og hunden Nacha