MINDERNES BY
Sydpå til mindernes by Puerto Lopez. Her var
jeg for første gang for godt 27 år siden sammen med et par botanikere. Og sidenhen
indtil flere gange. Og jeg kan stadig ikke finde hotellet fra første gang, for
sikken forandring den lille by har gennemgået. Stadig charmerende heldigvis.
Og
minderne blev skubbet til side og erstattet af nye uforglemmelige minder. Den
bedste franske iskaffe. Den sjoveste sælger - som ville tage over dobbelt pris
for to hængekøjer, så der osse var råd til en cola til hans far, tror jeg nok
det var. De sindssygste bølger i skumringen. Den mest kælne kat Michu Michu, som
jeg gerne måtte få med mig videre! Fornemmelsen af at gå rundt i film som jeg
selv havde lavet - et af mine egne yndlingsbilleder fra sidste Ecuadortur er af
en blå time på Puerto Lopez´ hovedgade. Og så var der også dengang Amalies helt
nye kamerastativ gik i stykker – knap så sjovt…
Tid til at slænge sig i en hængekøje.
Den bedste iskaffe kan nok få én til at spærre øjnene op!
Hold op, det var sindssygt! Sikken kraft!
Den blå time i Puerto Lopez på Matildes 19-års fødselsdag - for to et halvt år siden, that is.
Sammesteds 2012 - bilparken er vokset!
Michu Michu
INGEN SØLØVER VED SØLVØEN
Om noget så er Puerto Lopez udskibningshavn
for rejser 40 kilometer ud i Stillehavet. Ud til Isla de la Plata (Sølvøen) og
at tage derud igen var som at træde ind i en bog, jeg selv har skrevet. De få
af jer, der har læst den, vil kunne genkende den lille ø med de charmerende
blåfodede suler. Smukt, øde og varmt.
Tjek lige vindretningen!
Højt oppe på Isla de la Plata ser vi ned.
Blåfodede suler.
Flere suler.
En maskeret sule.
Tre timers strabadsertur med start da solen
stod højest på den skyfri himmel. Galimatias! Solfaktor 30 smeltede ned ad
vores arme, skuldre og lægge uden at gøre den helt store gavn. En sandal
svigtede efter kun 5 års intenst brug i sommermånederne. Vand var en mangelvare
og lunkent det der var. Og ikke desto mindre gik Walter og sang meget af vejen!
Vi var så heldige, at der i vores gruppe var en flok musiklærere fra et af de
mange universiteter i Quito, og Walter fra New York var bestemt et lyspunkt,
selv om han nok kropsmæssigt var den, vi ville have tippet til først at give
op. Men det kan man jo ikke! Den eneste vej tilbage var frem, og alle klarede
det - og så snorklede vi i det salte vand bagefter.
Trave trave trave...
Men der var ingen søløver
ved Sølvøen den dag, selvom vores guide Limberg (opkaldt efter Charles
Lindbergh) var god til at informere om hvilke ”trials” (trails) vi kunne følge.
De er altså vældig gode til det der engelsk her i Ecuador…
Men der var sørenjensme en havskildpadde!
Og en undervandsmig!
LANGFREDAG, LEGUANER OG FÆTTERENS FÆTTER
Vi havde håbet at se lidt til højtidens traditioner,
nu vi var her i påsken, men det blev ikke til meget.Rette tid og sted falder
ikke altid sammen, for hele langfredag sad vi på en bus sydvestpå over Xipixapa
til Guayaquil og nåede frem til en bemærkelsesværdig stille og øde by. Alle var
måske i kirke, for senere mødte vi dem alle sammen på byens stolthed
strandpromenaden, Malecon 2000
kaldet. Efter sigende de sikreste sted i byen med masser af politi – og floden
Guyas flydende ved siden af. ”Du svømmer den forkerte vej”, kunne man fristes
til at sige til det mangrovesnask, der var på vej OP ad floden ved højvande.
Beklager kameraføringen, man er vel nybegynder!
Millionbyen med det plettede rygte har dog
også sine solsider: Parque Bolívar,
hvor vi straks blev gode venner med en flok leguaner, som sad og tissede ned på
os oppe fra træerne. Nede på jorden var venskabet mere gensidigt.
Ny god ven.
Endnu bedre ven! (Hvad vil du mine tæer?)
En flok nye venner.
Vi måtte da
også besøge Las Peñas, det gamle
rustikke kvarter bygget op ad bjergsiden. På toppen mødte vi godt nok en fyr
med skurkeoverskæg, og var sikker på, at han ringede til sin fætter og fætterens
fætter, så de stod klar ved foden af bjerget, sådan som han holdt øje med vores
store kameraudstyr. Paranoia eller? Vi undgik heldigvis samtlige fætre, men
utrygheden var ubehagelig.Som supplement var vores hotelværelse at regne for en
fængselscelle – intet vindue, en ulidelig hede og en ventilator-vifte i loftet,
som larmede hele natten.Men som sådan må man også regne med, at den var sikker
nok, cellen.
Guayaquil set fra Las Peñas.
Farvestrålende byggeri.
Netop undsluppet fængselscellen.
KAN MAN GLARE DET?
Mangrove (manglares)
er en speciel landskabstype, som er meget undervurderet. Så meget, at det
meste af den bliver fældet til fordel for rejefarme, som også har det godt der
i vandkanten. Trist. Men syd for Guayaquil fandt vi Reserva Ecológica de Manglares Churute, og Carlos ville gerne vise os
rundt, først i lidt almindelig regnskov, hvor vi kunne høre brøleaberne advare
om vores ankomst og var heldige at få øje på en myresluger på vej op i et træ
og en grim grim fugleedderkop. Samt lidt fine fugle og en larmende cikade. Dernæst
mangroven,som var til at overse, og ret undselig i sit farvevalg, gråt i gråt.
Selv de røde krabber bliver grå i mudderet. Fascinerende.
Myresluger på vej op i et træ for at æde myrer!
Mangrovebeplantning - rødderne overrisles hver dag ved højvande
Hvem kan få øje på krabberne?
Ny mangroveplante på vej - nu med guldsmed.
INGEN GEDER, TAK
Ind i landet igen mod vest til Cuenca, bygget
oven på den gamle inkaby Tomebamba. Hvilken stilhed! Kunne høre min egen
tinnitus igen! Småkoldt og en nydelse efter mange dage ved kysten, at det IKKE
var nødvendigt med larmende ventilation for at kunne holde temperaturen nede.
Til gengæld må man ikke tage geder med ind på busterminalen i Cuenca, viste et
skilt. Så er I advaret!
Tårn på tårn på tårn
La casa azul - det blå hus - nu med duer.
I modsætning til mange andre byer i Ecuador
har Cuenca ikke været hærget af brande og en del af kolonitidens bygninger står
stadig. Snesevis af kirker med overvældende tårne og dusinvis af duer. Man
behøver ikke være det mindste religiøs for at nyde synet på en solskinsdag. Dog
hjælper det nok inde i kirkerne; i katedralen fandt vi et skilt med følgende
tekst: ”Cuando entres a la catedral apaga tu celular que Dios quiere hablar contigo”
– ”Sluk din mobil, når du gå ind i katedralen, for Gud vil tale med dig”.
Katedralen i Cuenca
Ikke altid lige nemt at være skøn(hedsdronning)
På pakistansk restaurant - selvom den hedder Taj Mahal.
LA LALALALA LAMA
Måtte simpelthen besøge inkaernes vigtigste
ruin i Ecuador, Ingapirca, på kanten af páramo´en,
det karakteristiske vissentgrønne landskab lige over trægrænsen. Historiens
vingesus og en lille snak med Atahualpa. Som indrømmer, at også han blot var en
koloniherre, der med tvang underlagde sig de folk, der befolkede Andesbjergene,
indtil han selv blev besejret af los
conquistadores. Han indførte sproget quechua,
som mange indianerstammer taler den dag i dag.
Et ikonisk foto: Lama foran Inkaruin
Et ih-komisk foto: Fjollehoveder på inkaruin.
Og vi iagttog forargede nogle mænd, som
tilsyneladende slog løs på lamaerne! Heldigvis havde det sin naturlige
forklaring, idet der lige var født et lille lamaføl – en han. Og - ligesom hos
brøleaberne i øvrigt - ser de voksne hanner et hanføl som en rival lige fra
fødslen af og dræber det, hvis de kan se deres snit til det. Så de skulle
holdes på afstand.
De slår på lamaerne!
Lamaføl - højst et kvarter gammelt.
Tanker undervejs: ”Nu har vi været ude at busse den i mere end
to uger, og man er så langt væk fra hverdagen, at man ikke kan forestille sig
andet. Det ku´ fortsætte i det uendelige, ku´ det! Helt uden trummerum!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar