Franseskanettecuador: AJ, VI ER DA OSSE TURISTER

BEDRE SENT END ALDRIG

For en måned siden kom jeg, Amalie og Johan retur til Quito efter tre ugers oplevelsesrejse i Ecuador, undertegnede med nældefeber, dvs. et ekstremt kløende udslæt over hele kroppen, som udløste hospitalsbesøg, drop og en stik i la nalga. Sløvende medicin gjorde livet og håret gråt for en tid, familiesamvær, arbejde med interviews og artikler og tusindvis af overspringshandlinger slugte resten af tiden i en ruf, og nu sidder jeg helt alene i Baños og kunne med lidt held kede mig. Men det vil ikke ske, for her er varme bade, man kan dyppe sig i, bjergsider med vandfald, der kan bestiges og cykler, der kan lejes. Luksus! De skønne unge mennesker er taget til Peru og sikkert på vej til Machu Pichu, så jeg vil skrive! For den som vil læse! Om vores meritter 3 uger rundt i Ecuador. Bedre sent end aldrig…Her kommer første del ud af tre:

Udsigt over Baños, hvor jeg sidder og skriver denne blog.

Mere præcist sidder jeg under den store "paraply" øverst i billedet.

RUNDTUR MED LOS JOVENES

Og rundt var det – som en kantet og flosset oval. Og en fornøjelse at rejse med los jóvenes, for med unge mennesker af deres kaliber gør man ting, man ellers ikke ville have gjort – ikke alene i hvert fald. Og man - det er mig! Jeg nød at komme ud at vandre, så man bagefter kan mærke, at man har ben og at sidde bag i en camioneta og blive gennemblæst og gennemrystet, så man bagefter kan mærke, at man har en nalga.Og sammen bekæmpede vi den skræk og paranoia, der uundgåeligt er en del af at rejse i f.eks. Guayaquil, hvor alle de indre advarselsskilte er skrevet med store bogstaver og bøjet i neon. Vi lærte at stole blindt på, at vores værdigenstande trygt kunne efterlades på værelset på selv det usleste hostal , og at rygsækken(uden værdigenstande dog) roligt kunne efterlades i bussens bagagerum. Og sikke fantastiske oplevelser, vi fik til gengæld!

Skildpadderne tager afsked med Nacha.

I får osse lige et kort, så I kan følge med. Tegnet på papir fra min fars/brors virksomhed.

LINDO MINDO

Vi lagde ud i Mindo, et par timer nordøst for Quito. Og hvilken lise at komme ud hvor der var grønt. Væk fra 3 uger i Quitos smog. Lunt, fugtigt, roligt, venligt – efter sigende kommer tyvene først ud på gaderne efter 23, så indtil da rendte jeg rundt med mit eftertragtede kamera og lyttede til cikader og skrubtudser. Jeg må indrømme, at jeg ikke var helt oppe på det med at rejse, da vi tog afsted, og tænkte, at min rygsæk var ALT for tung, men som Johan siger ”Det er med at komme ud af komfortzonen”, og det lykkedes. Når noget af det første man gør, er at hænge med hovedet nedad ud over tågeskoven, så er der ingen vej tilbage. Eventyret er begyndt, og det er bare med at hænge på – og få hovedet på ret køl igen. Så man derefter kan stige ned i et vandfald og bare flyde…

Der er ti wirer spændt ud over tågeskoven. Og så svæver du bare...

Og her skulle gerne være en lille film! Og den er filmet med hovedet opad - og kameraet under armen...

Søde kærester :)

Vand fra et vandfald indfanget bare for vores skyld. Og så flyder du bare...

Besøgte "sommerfuglefarmen" Nathaly.

Johan fik sig en kælelarve for en stund.

HYTTEN OVER FLODEN

Ganske få timer i en bus østover fra Mindo og du lander i en bageovn med varmluftsfunktionen slået til. Puerto Quito. Det ecuadorianske lavland kan være et rent helvede temperaturmæssigt, og jeg har svært ved at fatte, at folk kan bo der uden at dehydrere fuldstændigt. Intet mærkeligt i at de har ry for at være dovne - man bliver da sløv i den varme. Heldigvis findes der en flod i enhver god by, og ude ved ALDEA SALAMANDRA nogle få kilometer at gå i varmen (om end det føltes som 50) fandt vi et nyt paradis. En cabaña over floden, og jeg MENER over floden, for den blev holdt på plads af et træ i hver side af altanen. Gulvet var noget skævt, fordi træerne vokser!

Indgangen til vores paradisiske hytte.

Og der sidder han oven over floden.

Og floden blev vores ven! Man skal lige lære at svømme sidelæns mod strømmen for ikke at blive grebet af den. Et par ture til den anden side og retur og du har rørt dig meget mere, end de få meter det ligner! Selv mørket blev vores ven, for når vi skulle lave mad om aftenen, foregik det en del regnskovsplanter og regnskovskryb derfra med lommelygten tændt. Vi undgik dog at bruge stedets grydeskeer.

Pæn svampevækst, æ åw?

Min ven...

...og mig!

”Sidder i mørket på altanen ud over floden og kan intet se. Ud over et enkelt stearinlys, hvis væge flakker i den svale vind, en myg der flagrer forbi og en masse mørke skygger i natten. Lyd af regn der drypper på blade og ned i floden, rislen fra bækken der køler den veltempererede flod. En kakafoni af regnskovens lyde, høje og skingre fra flere sider, cikaders summen og en dybere snerrende brummen. En enkelt fugl flyver over floden. Patrick starter sin knallert, osen når herhen. Skærmer jeg for lyset, så det ikke rammer mine øjne og mit skriveri, dukker gråtoner frem fra mørket, og jeg aner liv omkring mig.”

Skrivelys.

AT BUSSE DEN FOR EN DOLLAR I TIMEN

En stor del af tre ugers rundtur i Ecuador foregår i bus, og det er rørende billigt. Du kan som regel regne med en dollar i timen. Så selv fire til syv timers svedende hed, skrumplende og larmende bustur hver anden dag burde ikke kunne vælte budgettet. At busse den bliver en naturlig del af ens rytme. Jeg kan ligefrem savne det, bare at kunne sidde og lade livet køre igennem én, tilgive sig selv fortidens dumheder og overveje fremtidens fortræffeligheder, mens nutiden står stille og sitrende derude i de skiftende landskaber.

Gennem det frugtbare lavland.

Ecuador er landskabsmæssigt og flora- og faunamæssigt et af de mest varierede lande i verden. Bare de første dage – fra højlandet til tågeskov til lavlandet med bjerge og dale og bananplantager, som vi skal passere for at nå ud til kysten, ud til det langt fra stille Stillehav. Senere møder vi mangrove og páramo. Og havde vi kunnet nå det var der osse den rigtige regnskov øst for Andes. Og stadig ville vi langt fra have set alt…

Mine yndlingstræer - som kan danse og går lange ture om natten.

FORELSKET PÅ BUSTUR

Tankerne må flyde med landskabet lige hvorhen de vil, alt er tilladt. Men nogle gange bliver de forstyrret. Af sælgere der kommer ind med friskbagte panes de yuca, halvlunkle colaer og papas fritas. Af at skulle holde øje med om ens bagage forsvinder ud af bussens lastrum, når bussen gør holdt. Af larmen fra endnu en ”fængselsfilm”, en uopslidelig busgenre her omkring. Af alskens musik strømmende ud af bussens højtalere. Og såmænd osse af og til af et enkelt ægteskabstilbud. I hver fald mødte jeg i bussen vestpå mellem Pedernales og Canoa en Jonathan, som pludselig var meget forelsket. Og det nyttede ikke det mindste, at jeg sagde, at jeg har en kæreste i Danmark, og at han er den bedste, for jeg kunne da sagtens have en her osse, mente han. Og lokkede med både køer og heste og de bedste frugter, men lige meget hjalp det. Og han fortsatte et par timer, uanset at jeg halvgamle kone sad og stank i en bluse, der efter mange af ydre omstændigheder frembragte hedeture i tre dage i træk havde fået lov at tørre på min krop, som så svedte videre. Med rød næse og uden antydningen af makeup og med hår, der på 3.dag ikke havde oplevet anden vask end svømmeturene i floden. Men sjovt nok havde jeg (lige pludselig!) ikke noget telefonnummer, jeg kunne give ham, og jeg har sørme aldrig fået ringet til ham på det nummer, han gav mig.

En fin ren bus.

Jonathan måtte stige af bussen med uforrettet sag.

Kjæmpekaktus.

CANOA

Som betyder kano, men det så vi nu ikke meget til. Til gengæld SÅ og HØRTE og MÆRKEDE vi det fantastiske Stillehav. Aftenbadning og morgenbadning og mange hundevenner. Gylden solnedgang og dasken-rundt og ikke ret meget andet. Iagttage magre hunde og fedladne mennesker (ikke blegfede men swotfede, må det hedde på jydsk). Huse, der formerer sig ved knopskydning. Tælle de vædskende sår, der var resultatet af mødet med bichos i Mindos tågeskov. Det kan man også nemt bruge et par dage på…