AJ, VI ER DA OSSE TURISTER - PART ONE

BEDRE SENT END ALDRIG

For en måned siden kom jeg, Amalie og Johan retur til Quito efter tre ugers oplevelsesrejse i Ecuador, undertegnede med nældefeber, dvs. et ekstremt kløende udslæt over hele kroppen, som udløste hospitalsbesøg, drop og en stik i la nalga. Sløvende medicin gjorde livet og håret gråt for en tid, familiesamvær, arbejde med interviews og artikler og tusindvis af overspringshandlinger slugte resten af tiden i en ruf, og nu sidder jeg helt alene i Baños og kunne med lidt held kede mig. Men det vil ikke ske, for her er varme bade, man kan dyppe sig i, bjergsider med vandfald, der kan bestiges og cykler, der kan lejes. Luksus! De skønne unge mennesker er taget til Peru og sikkert på vej til Machu Pichu, så jeg vil skrive! For den som vil læse! Om vores meritter 3 uger rundt i Ecuador. Bedre sent end aldrig…Her kommer første del ud af tre:

Udsigt over Baños, hvor jeg sidder og skriver denne blog.

Mere præcist sidder jeg under den store "paraply" øverst i billedet.

RUNDTUR MED LOS JOVENES

Og rundt var det – som en kantet og flosset oval. Og en fornøjelse at rejse med los jóvenes, for med unge mennesker af deres kaliber gør man ting, man ellers ikke ville have gjort – ikke alene i hvert fald. Og man - det er mig! Jeg nød at komme ud at vandre, så man bagefter kan mærke, at man har ben og at sidde bag i en camioneta og blive gennemblæst og gennemrystet, så man bagefter kan mærke, at man har en nalga.Og sammen bekæmpede vi den skræk og paranoia, der uundgåeligt er en del af at rejse i f.eks. Guayaquil, hvor alle de indre advarselsskilte er skrevet med store bogstaver og bøjet i neon. Vi lærte at stole blindt på, at vores værdigenstande trygt kunne efterlades på værelset på selv det usleste hostal , og at rygsækken(uden værdigenstande dog) roligt kunne efterlades i bussens bagagerum. Og sikke fantastiske oplevelser, vi fik til gengæld!

  Skildpadderne tager afsked med Nacha.

 I får osse lige et kort, så I kan følge med. Tegnet på papir fra min fars/brors virksomhed.

LINDO MINDO

Vi lagde ud i Mindo, et par timer nordøst for Quito. Og hvilken lise at komme ud hvor der var grønt. Væk fra 3 uger i Quitos smog. Lunt, fugtigt, roligt, venligt – efter sigende kommer tyvene først ud på gaderne efter 23, så indtil da rendte jeg rundt med mit eftertragtede kamera og lyttede til cikader og skrubtudser. Jeg må indrømme, at jeg ikke var helt oppe på det med at rejse, da vi tog afsted, og tænkte, at min rygsæk var ALT for tung, men som Johan siger ”Det er med at komme ud af komfortzonen”, og det lykkedes. Når noget af det første man gør, er at hænge med hovedet nedad ud over tågeskoven, så er der ingen vej tilbage. Eventyret er begyndt, og det er bare med at hænge på – og få hovedet på ret køl igen. Så man derefter kan stige ned i et vandfald og bare flyde…

Der er ti wirer spændt ud over tågeskoven. Og så svæver du bare...

 Og her skulle gerne være en lille film! Og den er filmet med hovedet opad - og kameraet under armen...

 Søde kærester :)

 Vand fra et vandfald indfanget bare for vores skyld. Og så flyder du bare...

 Besøgte "sommerfuglefarmen" Nathaly.

Johan fik sig en kælelarve for en stund.

HYTTEN OVER FLODEN

Ganske få timer i en bus østover fra Mindo og du lander i en bageovn med varmluftsfunktionen slået til. Puerto Quito. Det ecuadorianske lavland kan være et rent helvede temperaturmæssigt, og jeg har svært ved at fatte, at folk kan bo der uden at dehydrere fuldstændigt. Intet mærkeligt i at de har ry for at være dovne - man bliver da sløv i den varme. Heldigvis findes der en flod i enhver god by, og ude ved ALDEA SALAMANDRA nogle få kilometer at gå i varmen (om end det føltes som 50) fandt vi et nyt paradis. En cabaña over floden, og jeg MENER over floden, for den blev holdt på plads af et træ i hver side af altanen. Gulvet var noget skævt, fordi træerne vokser!

 Indgangen til vores paradisiske hytte.

 Og der sidder han oven over floden.

Og floden blev vores ven! Man skal lige lære at svømme sidelæns mod strømmen for ikke at blive grebet af den. Et par ture til den anden side og retur og du har rørt dig meget mere, end de få meter det ligner! Selv mørket blev vores ven, for når vi skulle lave mad om aftenen, foregik det en del regnskovsplanter og regnskovskryb derfra med lommelygten tændt. Vi undgik dog at bruge stedets grydeskeer.

 Pæn svampevækst, æ åw?

Min ven...

 ...og mig!

”Sidder i mørket på altanen ud over floden og kan intet se. Ud over et enkelt stearinlys, hvis væge flakker i den svale vind, en myg der flagrer forbi og en masse mørke skygger i natten. Lyd af regn der drypper på blade og ned i floden, rislen fra bækken der køler den veltempererede flod. En kakafoni af regnskovens lyde, høje og skingre fra flere sider, cikaders summen og en dybere snerrende brummen. En enkelt fugl flyver over floden. Patrick starter sin knallert, osen når herhen. Skærmer jeg for lyset, så det ikke rammer mine øjne og mit skriveri, dukker gråtoner frem fra mørket, og jeg aner liv omkring mig.”

 Skrivelys.

AT BUSSE DEN FOR EN DOLLAR I TIMEN

En stor del af tre ugers rundtur i Ecuador foregår i bus, og det er rørende billigt. Du kan som regel regne med en dollar i timen. Så selv fire til syv timers svedende hed, skrumplende og larmende bustur hver anden dag burde ikke kunne vælte budgettet. At busse den bliver en naturlig del af ens rytme. Jeg kan ligefrem savne det, bare at kunne sidde og lade livet køre igennem én, tilgive sig selv fortidens dumheder og overveje fremtidens fortræffeligheder, mens nutiden står stille og sitrende derude i de skiftende landskaber.

  Gennem det frugtbare lavland.

Ecuador er landskabsmæssigt og flora- og faunamæssigt et af de mest varierede lande i verden. Bare de første dage – fra højlandet til tågeskov til lavlandet med bjerge og dale og bananplantager, som vi skal passere for at nå ud til kysten, ud til det langt fra stille Stillehav. Senere møder vi mangrove og páramo. Og havde vi kunnet nå det var der osse den rigtige regnskov øst for Andes. Og stadig ville vi langt fra have set alt…

 Mine yndlingstræer - som kan danse og går lange ture om natten.

FORELSKET PÅ BUSTUR

Tankerne må flyde med landskabet lige hvorhen de vil, alt er tilladt. Men nogle gange bliver de forstyrret. Af sælgere der kommer ind med friskbagte panes de yuca, halvlunkle colaer og papas fritas. Af at skulle holde øje med om ens bagage forsvinder ud af bussens lastrum, når bussen gør holdt. Af larmen fra endnu en ”fængselsfilm”, en uopslidelig busgenre her omkring. Af alskens musik strømmende ud af bussens højtalere. Og såmænd osse af og til af et enkelt ægteskabstilbud. I hver fald mødte jeg i bussen vestpå mellem Pedernales og Canoa en Jonathan, som pludselig var meget forelsket. Og det nyttede ikke det mindste, at jeg sagde, at jeg har en kæreste i Danmark, og at han er den bedste, for jeg kunne da sagtens have en her osse, mente han. Og lokkede med både køer og heste og de bedste frugter, men lige meget hjalp det. Og han fortsatte et par timer, uanset at jeg halvgamle kone sad og stank i en bluse, der efter mange af ydre omstændigheder frembragte hedeture  i tre dage i træk havde fået lov at tørre på min krop, som så svedte videre. Med rød næse og uden antydningen af makeup og med hår, der på 3.dag ikke havde oplevet anden vask end svømmeturene i floden. Men sjovt nok havde jeg (lige pludselig!) ikke noget telefonnummer, jeg kunne give ham, og jeg har sørme aldrig fået ringet til ham på det nummer, han gav mig.

 En fin ren bus.

 Jonathan måtte stige af bussen med uforrettet sag.

 Kjæmpekaktus.

CANOA               

Som betyder kano, men det så vi nu ikke meget til. Til gengæld SÅ og HØRTE og MÆRKEDE vi det fantastiske Stillehav. Aftenbadning og morgenbadning og mange hundevenner. Gylden solnedgang og dasken-rundt og ikke ret meget andet. Iagttage magre hunde og fedladne mennesker (ikke blegfede men swotfede, må det hedde på jydsk). Huse, der formerer sig ved knopskydning. Tælle de vædskende sår, der var resultatet af mødet med bichos i Mindos tågeskov. Det kan man også nemt bruge et par dage på…

 Liv og leg i strandkanten

 Gylden hund.

 Canoa by light.

 Den skraldemand ta´r skraldet...

 Der var over 100...

HVAD VAR DET MON EGENTLIG JEG SKU´?

OVERSPRINGSHANDLINGER

Mon jeg lider af skriveblokering, siden I ikke har kunnet finde nyt på min blog så længe? Eller kommer vi mon sandheden nærmere ved at tale om overspringshandlinger? Jamen, jeg skal bare lige – ha’ lidt overblik over hvad jeg skal ha’  lavet, vaske op, lave pandekager til morgenmad, lytte til min fars mange historier, når han kigger forbi ved formiddagskaffetid, se om kæresten eller størstedatteren er på facebook eller skype, ordne mine bunker og sende nogle billeder ind til en konkurrence. Og ups, nu blev klokken rigtig mange, kaffens arbejdsivrige efterdunster er forsvundet, og så kan jeg jo lige tænde for det der fjernsyn, som taler spansk til mig, mens jeg laver en kop the, og så kan jeg lytte med et halvt øre, mens jeg sorterer i mine godt 10.000 billeder fra den skønne rundtur i Ecuador med mindstedatteren og hendes kæreste (som nu er taget videre til Peru.)

  Jubi, størstedatteren og hendes kat Fenja var på skype!

ALT FOR MANGE OPLEVELSER

For DER ligger jo endnu en forklaring på mit fravær, og det var jo egentlig den tur, jeg ville fortælle jer om, og nu er der gået to uger, siden vi kom tilbage. Så hvad kom i vejen ud over et voldsomt anfald af nældefeber? Alt for mange oplevelser, alt for mange billeder, en syndflod af indtryk, løsrevne sætninger og idéer vrimler rundt i hovedet på mig, og stadig sker der nyt omkring mig. Hyggedage med familien. Tænk at være en del af sådan en dejlig familie, som bor under samme tag med en aldersspredning på 73 år. Min far Henry som den ældste på 78 og min niece Simone på 5 som den yngste. Nej, katten Púas (pigtråd) er nok endnu yngre, for da slet ikke at tale om min bror Betos kæreste Palis chowchowhvalp på kun 3 måneder, som også kommer på visit i familien. Den hedder Bamse, og den ER en bamse, si’r jeg jer! Midt i spektret ligger min søster Ellen og hendes mand Esteban. Desværre blev familien formindsket for omkring tre måneder siden, da min fars kone Carmen døde af kræft. Nu er familien samlet under et tag, så min far ikke skal bo alene, for det kunne han ikke tænke sig. Der skal helst være nogen at snakke med i tide og utide, for man kan jo trods alt ikke læse i Illustreret Videnskab hele dagen, og yndlingstv-serien ”Walker” fylder trods alt kun en times tid (afbrudt af masser af reklamer) hver aften mandag til fredag. Men han har nu nok om ørerne. Det at min søster, hendes mand og Simone flyttede ind i huset på Shuaras y Manuel Serrano i Quito, har krævet en del omarrangering, så nu får han sin egen ”penthouse”-lejlighed, der hvor der tidligere var vaske- og tørrerum. Det kræver jo installering af såvel toilet, bad og håndvask, så der er nok at rive i for den aldrende rørlægger, som i dag dog har folk til den grovere del af arbejdet. Han mener også, at jeg stadig kan nå at blive rørlægger – det eneste fornuftige arbejde her i verden – hvis jeg vil. Måske var det en overvejelse værd at slå sig ned som ”plomero”...

 Bamse og Púas - venskab eller ?

DET HEDDER ARBEJDE

Og faktisk ER det slet ikke bloggen, jeg skal tage mig sammen til. Det er meget værre! Meget mere seriøst! Meget mere vigtigt og krævende og arbejdsagtigt! For jeg har jo fire artikler, jeg skal have skrevet herovre. Jeg skal have samlet stof, interviews og fotos. Visse ting ved jeg allerede, så dele af det er så let som at klø sig bagi, men andet kræver planlægning, ud af huset og ind og finde folk og ud og se stederne og søge oplysninger på nettet. Og her i Calderón, mindst en times kørsel i en trang bus fra midten af Quito, er det ikke ligefrem nemmere at sadle hesten og ride af sted, end det ville være derhjemme. Og sandsynligheden for at aftaler ændres i sidste øjeblik er meget tilstedeværende.  Dog er ansvaret for slendrian og overspringshandlinger naturligvis mit eget. Og den stressfornemmelse, der langsomt men sikkert var ved at indtage min handlekraft, lagde sig heldigvis pænt ned, da jeg på det danske konsulat i går fik bekræftet, at der ikke burde være problemer, hvis jeg kommer til at overskride mine 90 tilladte opholdsdage her i Ecuador. En sten faldt fra mit hjerte, roen faldt på mig, og jeg begyndte at danse i køkkenet og at kunne se klart ud af øjnene igen. Overblikket over de kommende opgaver begynder at snige sig ind på mig, efterhånden som bunkerne nu er blevet forvandlet til mere organiseret rod og listerne over gøremål – store som små – har fået et par flueben og for overskuelighedens skyld snart må gennemtænkes og reorganiseres. Jeg må i gang!

Mindstedatteren og hendes kæreste på den røde suburban

 TILLØB

Der er mange måder at komme i gang med arbejdet på. Jeg prøver endnu engang at finde min.Udsprunget af mange års øvelse i overspringshandlinger og forsøg på at gøre tilløbet så blidt som muligt, så jeg helst slet ikke bemærker, at det er arbejde, jeg er i gang med. Jeg tager tilløb, springer og lander nogle gange ude i højlandssolen med en kop kaffe. Processen kræver ro og ensomhed, og det har jeg masser af her i Calderón efter de unge er rejst videre. (Hulk, måske ser jeg dem ikke igen før til august - eller senere...!) Når da ikke lige min far inviterer på frokost på Sandry´s, eller Lucia mellem to ophængninger af vasketøj vil vise mig en brochure for hendes hjemby Pillaro for at lokke mig og min far en tur derned.

Nu er jeg i gang. Jeg starter med denne stiløvelse til ære for mit stakkels uanende publikum, så skal resten nok komme. I dag skriver jeg og undersøger diverse åbningstider. I morgen fredag tager jeg ud i virkeligheden og interviewer en guitarbygger og besøger et bibliotek. Basta! Og lørdag leger jeg ferie igen og tager med familien et smut til Columbia, hvor vi skal hente 33 par støvler til min søsters støvlebiks. Vupti, jeg har gang i skrivelæderet!

Eller var det her bare endnu en overspringshandling?

 Huset i Calderón efter solnedgang - med de nu så savnede unge mennesker og hunden Nacha

VEJEN TIL MAGDA

MIN SKOLEVEJ

Hvis min søde svigersøn Johan skulle skrive en stil, der hed ”Min skolevej”, ville den blive lang. Han går i øjeblikket på sprogskole på Instituto Superior inde midt i Quito og tager hjemmefra senest klokken syv hver dag for at nå derind til klokken halv ni. Et par busser og en trole, en slags sporvogn og han er fremme, men man ved aldrig lige hvornår de kommer og om de er proppede til randen, inden man overhovedet tænker på at stige ind. I busserne står der, at der er 45 siddepladser og 45 ståpladser, men der er da plads til mange flere… Når man ser en sådan bus eller trole køre forbi, ser man ofte folks arme og baller presset flade mod ruden. Et kønt syn. For at komme med skal du ofte springe på i farten, og af i samme tempo, inden døren lukkes (på trole´n) eller buschaufføren har gasset op, pustet en ti liter sort udstødning ud og forsøgt at finde indtil flere forskellige koblingspunkter, så bussen bevæger sig frem i ryk, og du rutsjer frem og tilbage i plastiksæderne (de få gange du sidder ned, that is…) Betaling er 0,25 dollar pr. person, og du kan køre rigtig langt for de godt 75 øre. Skifter du på en station f.eks. Ofelia eller Estación Norte, skal du ikke betale igen. Dog hænder det, at de i bussen spørger om man skal videre med trole og opkræver 5 centavos mere, men vi er noget usikre på, i hvis lomme de småpenge ender.

Nåh, det var jo ikke Johan, der skulle skrive om sin skolevej, og var det det , ville der nemt komme mange flere kapitler til. Om hvordan du står og er alert hele tiden, for at ingen går i dine lommer eller din taske eller rygsæk, som du oftest anbringer foran dig, specielt hvis du står op. Om de handlende der falbyder deres varer, om musikanter, der vil bibringe dig det gode budskab fra Jesu Christo eller bare tjene til deres brød, ofte blinde og velsyngende med en lille musikafspiller, som de synger til. Og så videre. Det bliver en anden dag...

 

 

BONELLA VITAL

I dag vil jeg skrive stilen ”Min vej til Magda”. Og nej, Magda er ikke min nye veninde, men det lokale supermarked, som ligger 10-15 minutters gang fra vores hus på Santa Teresa de Jesús. 

Vejen går ad Avenida Panamericana, som efter sigende skulle løbe hele vejen gennem Sydamerika fra syd til nord. Og her er trafikken ikke let! 3 baner hver vej samt en ekstra inderbane, som du bruger når du skal ind ad en sidevej. Første gang jeg gik vejen, var dagen efter vores ankomst. Jeg ville finde noget smør, så vi kunne stege morgenpandekager, og klokken var endnu ikke slagen 8 om morgenen. Hold da helt høns! Havde lige været i bad, smurt faktor 15 i fjæset, klar til at opsuge al smoggen. Du kunne skære i den - smoggen, that is! Netop på dette tidspunkt skal ALLE tilsyneladende ind til Quito, og der er kamp om pladsen på de mange vejbaner – busser, biler, taxaer, tankvogne, lastvogne. 

Jeg prøvede i nogle af de små butikker, tiendas, der ligger ud til vejen. Nej, mantequiilla eller manteca havde de ikke, kun små pakker Bonella vital, som er en slags margarine. Jeg gav ikke op (endnu), men vandrede hele vejen til Magda, som denne morgen virkede temmelig lang – og det selvom smoggen stod mig ind i ansigtet. Magda var lukket! Åbnede først klokken 8.30, så det får man ud af at være morgenkvinde og ikke ville vende sin dagsrytme fra Danmark helt på hovedet fra starten (klokken var dog ca. 14 eftermiddag i Danmark på det tidspunkt). Så jeg måtte opgive/overgive mig til Bonella vital og købte en lille bitte pakke, mindre end mit rødbedefarvede pas og af cirka samme tykkelse. I en lille tienda ud til Panamericana, en lille butik der har åben hele dagen og aftenen med, og hvor smoggen stårdirekte ind i samme tidsrum. Det kunne man se. Jeg nænnede ikke at fjerne smoggen, som sad som sorte sodpartikler udenpå plastikemballagen. Det gør den stadig, for selvfølgelig havde min datter Amalie fundet almindelig kærgården-størrelse af samme produkt i vores skab og var i gang med stegningen, da jeg godt tilsodet kom hjem og forsøgte at trække vejret lidt mere normalt i eukalyptustræernes skygge, ca. 100 meter fra selvsamme sodvej. 

Jeg har nu gået vejen en del gange og helst uden for myldretiden og inden mørkets frembrud. Efter mørkets frembrud ville jeg aldrig gå der, for der vrimler grangiveligt med ladrones, tyveknægte og overfaldsmænd at dømme efter alle de advarsler, vi har fået.

FRI FRA SKOLE

Men her i tirsdags godt middag – hvilket man kan høre på, at folk går fra at sige Buenas días til at sige Buenas tardes–  måtte jeg derhen igen. Min søde datter fik i mandags fjernet en visdomstand og skulle drikke masser af vand og spise masser af is. Og den halve liter vanilleis og den galon vand (ca.4 liter), jeg købte sent i går eftermiddags, var væk. Afsted med mutter! Ud at vandre på det smalle fortov langs Avenida Panamericana endnu engang. Hvis man da kunne komme igennem dernedtil, og det havde man ikke kunnet i bil. For jeg ramte vist lige tidspunktet 12.30, hvor alle skolebørn får fri og hentes af deres mor eller far eller abuelita,bessemor, og de fylder hele vejen uden for skolen Jardín de infantes y escuela - Klub Arabe-Ecuatoriana, ca. 20 meter fra vores hus, hvorfra vi ofte kan høre morgengymnastikken i skolegården, når vi er i bad om morgenen. Jeg kom dog igennem og mødte endda min hermanastro, min halvbror Roberto, på gåben for en gangs skyld, men nu lige så meget fordi han havde afleveret bilen hos mekanikeren på hjørnet. Også issælgerne havde slået sig ned uden for skolen, børn er sikkert lige så gode til plage om is i Ecuador som i Danmark.

TIENDAS

Nede på Panamericana går jeg forbi en masse tiendas. Både de små med vand, sodavand og slik og måske lidt neglelak eller kuglepenne. Den gode bager, som altid har morgenfriskt croissantagtigt brød og kager. En dag, vi ventede på bussen, købte Amalie et par småkager. I det samme kom en bus forbi og hældte 15 liter sod ud i hovedet på os. Derefter forekom det ganske naturligt at omdøbe småkage til smogkage. Der er også de små butikker, hvor grisene hænger med hovedet nedad, og det oser dejligt af stegt svinekød, hornada. Nogle små cafeterier, hvor de lokale eller de, der stopper langs Panamericana, får sig en traditionel desayuno eller almuerzo, morgenmad eller frokost. Uagtet smoggen igen. Samt et par steder, hvor der er cabinas telefónicas, hvor du kan ringe hjem til Danmark – gennem jorden eller udenom vides ikke med sikkerhed. Men først og fremmest er der masser af mekanikere, små automobilværksteder, butikker med forskellige reservedele til biler, dæk, slanger, alt muligt som jeg, der ikke er bilejer, slet ikke har ord for. Men særdeles beskidt ser det ud. Dæk i ulige stabler i en baggård. Et sted sælger de endda AMALIE! Better than it has to be, og sådan er det jo med Amalie! At der her er tale om motorolie i spandevis, glemte jeg vist lige at sige. Du kan også købe llantas con tecnología alemana, dæk med tysk teknologi. Jo, også her er tysk grundighed et varemærke. 

CONSUMIDOR FINAL

En sort omstrejfende hund gør fortovet lidt usikkert, men jeg når hen til Complejo Comercial Carapungo, som det nu hedder. Magda samt en bog- og papirbutik, Comisariato del Libro, med meget højt til loftet, snorlige reoler med tusindvis af cuadernos, stilehæfter og ingen kunder. Kun mig, og jeg købte blot den mindste notesbog, de havde, for under en halv dollar, med motivet af en meget nuttet hund udenpå. Føler mig foranlediget til at tilføje, at der ikke var nogen valgmuligheder motivisk set – kun nuttede hundehvalpe i forskellige afskygninger. Og en Sandry, et pænt fastfoodsted med masser af pollo som sædvanligt. Spiser de andet end kylling og ris her? Jo, der er også Cebiches de Rumañahui. Jeg fik is til Amalie. Og agurker, tomater, grøn peber, så vi kan lave gazpacho igen, nu hvor hun helst skal have noget koldt og flydende. Samt toiletpapir og vatpinde. Og jeg lærte endda noget nyt. At jeg skal svare consumidor final, når den unge kassedame spørger, for jeg skal jo ikke have en faktura, kan ikke trække madbudgettet fra i skat. Hun var så sød at gentage, indtil jeg var med på det. Folk er vældig flinke og ligner slet ikke tyve og overfaldsmænd. Ikke inde i butikkerne i hvert fald.

 I SIKKERHED

Turen tilbage gik også fint. Jeg købte dog først vandet lige nede på hjørnet til vores gyde, for en galón vejer pænt til. How are you, spurgte den unge mand i butikken. Han havde travlt med at nusse en sød sortøjet piges tæer, så jeg svarede bare fine og spurgte på spansk efter en galón Tesalia. 1 dollar og 5 centavos. Og snart var jeg hjemme igen, folkene fra min fars værksted var også på vej ind, og Franklin holdt porten for mig. Som derefter lukkes med slå men ikke låses, før folkene er taget hjem. Så er vi låst inde og vælger at tro på, at det er sikkert at bo her. 100 meter fra tyveknægte og overfaldsmænd på Panamericana.