79

         Quito

Minder fra en hedengangen tid. Fra dengang, hvor vi ikke troede på, at de nogensinde ville få bygget en ny lufthavn. ”Der er 56 dage til indvielsen”, stod der på et skilt. ”Haha”, sagde vi, ”den hopper vi ikke på. Det blæser syv pelikaner derude, det bliver aldrig godt. Og har de overhovedet tænkt på, hvordan folk skal komme helt derud mellem bjergene; der går jo ingen veje derud?”

Øredøvende nostalgi. Når et fly pludselig hang lige over mit hoved med landingshjulene ude og kløerne fremme. Og adrenalinen pumbede løs i mig.

Åh, hvor jeg savner drønet fra en jumbojet midt i fødselsdagsmiddagen på den hyggelige udendørs restaurant og visheden om, at to minutter efter er flyet landet, trygt og sikkert som altid. For slet ikke at tale om lyden af flymotorerne, der gasser op tre karréer fra min fars hus. Om lidt kan jeg se haleroret køre forbi mellem bygningerne på Avenida de la Prensa. Og hvor jeg mindes det svimlende syn, når flyet forsvinder i det fjerne og jeg ved, at dér, som to små mikroskopiske myrer, sidder mine døtre og bliver mindre og mindre, mens de følger jordens krumning op over bjergene, ud over Atlanterhavet og de 10.000 kilometer hjem.

Det var tider. Nu er den gamle lufthavn midt i byen blevet en park. En kedelig og meget flad park endda. Hvor folk kan gå og cykle om kap på en fordums landingsbane og løbe en tur med deres hund og blive sunde uden flysmog og hvad ved jeg... Kan det blive mere kedsommeligt? Næh, der var engang, man kunne mærke, at man levede. Med fare for at dø, hvis en pilot fejlkalkulerede sin afstand til landingsbanen... 

Men hvad nu hvis der kommer et fly forbi, som ikke ved, at lufthavnen er flyttet?