La sierra cerca de Pasochoa desde el aire
Det
føles fuldstændig som i mine drømme. Svævende over landskabet i
lutter velvære, kun med den lille forskel, at jeg her er fastspændt
og har radiokontakt med lufthavnen i Quito. Og at der sidder en mand
foran mig og styrer det hele, ganske behændigt, mens jeg læner mig
ud over rælingen uden angst for at kæntre. Uden angst overhovedet.
Ligesom i mine drømme tænker jeg slet ikke på, at det kunne være
muligt at være bange. Det er ren og skær nydelse og en fryd for
øjet og en frygtelig masse vind lige ind i ansigtet. Jeg mindes
ikke, at der nogensinde var vind i mine drømme. Der gled jeg bare af
sted, svømmede i luften, let som i vand men uden at skulle op til
overfladen for at få luft. Her er rigeligt med luft; mine øjne
løber i vand, og jeg fotograferer i blinde. Tørrer dem af og til og
får så øje på nye former og farver. Linier der end ikke anes på
landjorden dukker op og ændres fra det ene øjeblik til det næste,
mens vi svæver. Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen, aner ikke
hvor længe vi flyver, mens piloten viser mig vulkankratre, skove af
eukalyptustræer, småbyer, veje, vandløb og kløfter med en fotografs
fornemmelse for de gode linier og de gode motiver. Det lever
fuldstændig op til mine drømme.
Specielt
interesserede kan på venlig forespørgsel få tilsendt den artikel
jeg skrev til Dansk Fotografi om mit besøg hos luftfotografen Jorge
Anhalzer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar