søndag den 17. maj 2015

70

         Santo Domingo de los Colorados

Øjne der har set nok. Så blev de dækket, og drengen blev bagbundet og fik tape for munden, så han ikke kunne skrige. Hans søster ligeså. Bare fordi deres mor og far arbejder for den der gringo.

Den der gringo er manden, der serverer grillede muddermuslinger for sine gæster, deriblandt mig og min far. Skik følge eller land fly; vi smager en enkelt. De skulle virke mindst lige så godt som viagra. Han er manden, der for tiden har en ung columbiansk pige boende; hun har efterladt sin 9-årige datter hjemme hos mor for at søge lykken sydpå. Han er manden, der med 6 års skolegang fra Danmark i en skole med 44 elever, hvor første klasse sad på første række, anden klasse på anden række, tredje klasse på tredje række, ikke har meget til overs for indbyggerne i det land, han har bosat sig i. Indianere er dumme, de kan ikke finde ud af at dyrke jorden, men belaver sig på held. Og så er de forresten psykopater de fleste af dem, så nu ved vi det. Han er også manden, der engang blev holdt op og skudt igennem hovedet, sådan næsten da, og derfor har en ”naturlig” sideskilning. For da ikke at tale om de utallige indbrud, gringoen har været ude for i sit skønne hus på bakken, omkranset af den store plantage med kakao, majs og oliepalmer. Og hvor han som rigmanden ikke har været det eneste offer.

Mens jeg lægger øre til al den snak og kaster endnu en tanke på drengen og hans søster med de sky øjne, er vejret slået om til regn, der trommer vedholdende over den velindhegnede plantage.


PS: Denne dags tekst er IKKE fiktion! Jeg har med vilje ikke ladet fantasien krydre teksten, men bare skrevet det jeg fik fortalt.

2 kommentarer:

  1. Nå, og nu sad jeg her og nød Frannes ordflom fra det omfangsrige kreativitetscenter - og så er det real life der mit øre når. Ja ja, så fik man den opvågning :-)
    Og så er det bare et super billede af drengen. Men det er jo bare et fra stakken

    SvarSlet
    Svar
    1. Ikke BARE nej! Men DET fra stakken, som indeholdt DEN historie :) Og der var selvfølgelig også et af søsteren! Håber du har det godt i vågen tilstand :P

      Slet